Paradise hotel er et moralsk laboratorium
Reality-programmet Paradise Hotel tiltrækker flere og flere seere. Også veluddannede kvinder bruger programmet til at reflektere over moralske dilemmaer i deres eget liv, vurderer eksperter
Mørket er faldet på over det glamourøse hotel, og det turkisblå hav uden for hotellets mure ligger blikstille. Men natten er endnu ung. For i poolen hopper Paradise-deltageren Amalie topløs rundt, mens hun beruset vrikker udfordrende og lokkende med hofterne foran de 10 andre medvirkende i reality-programmet Paradise Hotel. Men også foran de mere end 300.000 seere, som mandag, tirsdag, onsdag og torsdag aften sidder klinet til tv-skærmen.
Reality-programmet Paradise Hotel bliver mere og mere populært. Siden denne sjette sæson af programmet begyndte i februar, er der kommet omkring 20.000 flere seere til, og hvor der i uge 14 i 2009 i gennemsnit var 202.000 seere, var der i samme uge i år 302.000 seere. Dermed er det ikke længere kun landets teenagere, der bliver tryllebundet af programmets eksponering af det vilde ungdomsliv med fester, intriger og forelskelser. Nu er studerende og unge, veluddannede kvinder også blevet opslugt af reality-programmet. Banalt set af den grund, at de har behov for at slappe af til noget letfordøjelig underholdning, mener professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen Men desuden for at se noget, de moralsk set kan distancere sig fra.
– De ser programmet som underlødigt og deltagerne som mennesker, der ikke har de samme kvaliteter som dem selv. Det giver anledning til at tænke, "godt det ikke er mit liv, der er så meningsløst og tanketomt", siger han.
Han mener ikke, man skal underkende, at mange unge mennesker ser programmet, fordi de kan genkende deres eget liv og hverdag i det, men at andre ser det for at distancere sig fra det. Og det er den samme begrundelse, der gør sig gældende, når yngre, veluddannede kvinder ser dokumentarprogrammer som De unge mødre om en række danske teenagemødre. Eller Luksusfælden om danskeres privatøkonomi, der er løbet løbsk. Nogle seere spejler sig i de problemer, programmerne tager op. Andre får bekræftet, hvor få problemer de selv har, mener han.
De moralske temaer, der i høj grad præger programmet Paradise Hotel, er intriger, brud, alliancer og svigt . Men programmet er både kendt og foragtet – blandt andet fordi de unge deltageres fordrukne pinligheder og tilfældige sexliv bliver udlevet for åben skærm.
For den væsentligste spilleregel i reality-programmet er, at deltagerne skal danne par dreng og pige. Det genererer et utal af intriger og løgne, når alliancer skal dannes, og par skal brydes. Deltagerne må ikke tale om andet end spillet. De ved aldrig om en medspiller dolker dem i ryggen, eller om de er købt eller solgt. Det koncept pirrer også de voksne seeres nysgerrighed, mener sociolog Emilia van Hauen, der har speciale inden for moderne livsformer og tendenser i samfundet.
– Det gør jo, at deltagerne opfører sig ekstremt, og det gør det ekstra interessant at se på. Det viser vores egne sociale strukturer og ikke mindst intriger i hverdagen, så det er som at betragte vores egen virkelighed med en kæmpe lup, forklarer Emilia van Hauen.
Hun mener, at man som seer spejler sig i Paradise-deltagerne, fordi programmet behandler en række moralske dilemmaer, der giver seeren anledning til at reflektere over sine egne værdier. Man kan som seer danne et fællesskab omkring, hvor uintelligente deltagerne er, hvor moralsk forkastelige deres handlinger er, og hvor gode vi er i forhold til dem.
Også Karen Klitgaard Povlsen, der er lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, ser dette seer-segment af voksne som noget helt nyt. Hvor de helt unge teenagere i høj grad ser programmet som et udsnit af virkeligheden og gør deltagerne til idoler, anser denne nye gruppe voksne seere snarere programmet som en fiktiv film, mener hun. Deltagerne er typisk blevet udvalgt til programmet som repræsentanter for forskellige mennesketyper, og denne karikerede udvælgelse er i denne sæson blevet endnu mere udpræget, forklarer hun. Det gør, at hver enkelt deltager fremstår som en rolle i en fiktiv serie.
– Derfor er der mange voksne, der ser serien som en form for satireserie, der er underholdende, fordi man føler sig pinligt berørt på andres vegne. Det er nye seere, der ikke selv lever dette ungdomsliv, men hvor fjernsynet i stedet bliver et link til nogle sociale grupper, man ellers ikke selv er i berøring med, forklarer hun.
Netop nu er Paradise Hotel også det helt store samtaleemne i kantinen på universitetsinstitutterne, fortæller Karen Klitgaard Povlsen. For programmet giver de studerende en unik mulighed for at få indblik i livet for en gruppe unge mennesker, der ellers ikke normalt færdes i universitetsmiljøet. Karen Klitgaard Povlsen ser det på den ene side som et udtryk for, at folk faktisk interesserer sig for andre sociale grupper og deres sociale normer. Men det kan også opfattes som et udtryk for, at det moderne medielandskab giver mulighed for at grine hånligt ad andre socialgrupper.
Ikke desto mindre vidner Paradise Hotel om, at vi i vores kultur er ekstremt bevidste om, hvad andre tænker om os og derved, hvordan vi udtrykker os selv, mener hun. Det bruger vi et program som Paradise Hotel til at reflektere over – gennem genkendelse og foragt.
– For mange er det en serie, man ser for at vide, hvordan man ikke skal gøre. Og det er jo lige så vigtigt som at gøre sig klart, hvordan man skal gøre.