Nanoetik er almen etik

Etik handler om risikovurdering. Om hvorvidt målet helliger midlet. Etik hører med til vores almene dannelse, fastslår Mette Ebbesen, som i en usædvanlig ph.d.-afhandling blander naturvidenskabelige og humanistiske aspekter. Her et vakuumkammer på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor nanopartiklers funktionalitet undersøges. -- Foto: Scanpix.

FORSKNING I EKSISTENS OG SAMFUND: Nanoteknologi er et af tidens varme ord. Den forskning, der bedrives her, kan bringe revolutionerende metoder inden for for eksempel sygdomsbehandling, terrorbekæmpelse og fødevaresikkerhed. Men med nanoteknologien melder der sig også nogle etiske udfordringer

Er det godgørenhed til fælles bedste, eller er det overskridelse af privatsfæren, hvis Politiets Efterretningstjeneste aflytter folks mobilsamtaler eller opsætter nano-mikrofoner i det offentlige rum for at forhindre terroranslag? Og hvad vejer tungest – hensigten eller midlet?

Den slags dilemmaer tumler den 31-årige bioetiker, molekylærbiolog og ph.d.-studerende Mette Ebbesen med. Hun forsker i etiske aspekter inden for nanoteknologi og forbinder på banebrydende vis humaniora og naturvidenskab i sin ph.d-afhandling. Selv er hun lige fascineret af begge verdner. Hun har en kandidatgrad i molekylærbiologi, sidefag i filosofi og en mastergrad i anvendt etik. Derudover har hun undervist biologer i videnskabsfilosofi og teologer i almen filosofi. Hun har forsket for Kræftens Bekæmpelse i molekylærbiologi og bioetik, to områder, som hun også har undervist i på Aarhus Universitet, hvor hun for tiden er tilknyttet, dels som forsker i nanoetik, dels som ph.d.-studerende i bioetik.

– Nanoteknologi er en fællesbetegnelse for nanoforskning inden for kemi, lægevidenskab, fysik, molekylærbiologi, elektronik og ingeniør- og materialevidenskab. Nanoteknologi er således ikke fagspecifik. Forskere med vidt forskellig baggrund samarbejder på en nanoskala, hvor man fremstiller materialer i størrelser af en milliontedel af en millimeter. Det nye ved nanoteknologi er dels, at forskerne kan håndtere de ubegribeligt små nanostrukturer ved hjælp af avancerede mikroskoper, dels, at der foregår et tværfagligt samarbejde, hvor læger, ingeniører, kemikere, fysikere og så videre deler viden og danner en ny fælles kultur, forklarer Mette Ebbesen.

Det tværfaglige samarbejde omkring nanoteknologi vil ifølge Mette Ebbesen kunne resultere i blandt andet forbedrede behandlingsformer og materialer med nye egenskaber. Til behandling af visse sygdomme vil nanopartikler kunne aflevere et lægemiddel med særpost til præcis de celler, der har gavn af lægemidlet. Den metode kaldes også genterapi. Molekylærbiologer arbejder med, hvordan cellerne opfanger lægemidlet, lægerne ser på, hvordan lægemidler påvirker hele legemet, kemikerne finder ud af, hvordan lægemidlet skal sættes sammen rent kemisk, og fysikerne udvikler mikroskoper til at se nanopartiklerne.

Drejer det sig om en kunstig hofte, arbejder kemikere og materialefysikere via nanopartikler på at fremstille et nyt materiale. Cellebiologer og molekylærbiologer finder ud af, om celler kan gro på det nye materiale, læger ser på påvirkningen af kroppen, og fysikerne fremstiller særlige mikroskoper.

Inden for fødevareindustrien arbejder kemikere og materialefysikere med nanopartikler for at udvikle et specielt smudsafvisende overflademateriale til borde, kroge, slagtemaskiner med videre på slagterierne, mens molekylærbiologer tester, om materialet hindrer, at bakterier kan gro på det. I givet fald vil det nye materiale kunne udbredes til private hjem, vinduesruder og husmure, hvor det vil gøre livet surt for støv, snavs og grafittimalere.

Det kunne lyde, som om nanoteknologi er løsningen på mange problemer. Men der knytter sig en del etiske udfordringer til forskningen.

– Nanoteknologi kan føre til krænkelse af den private sfære for eksempel ved spredning af nanosensorer, som kan overvåge og aflytte folk. Den borgerlige fløj har jo slået til lyd for mere overvågning af befolkningen for at forhindre terror. Her kan de bittesmå nanomikrofoner være et middel. Men bør folk vide, når de bliver overvåget? Det rejser nogle etiske spørgsmål, siger Mette Ebbesen.

Et andet eksempel drejer sig om spredning af giftige nanopartikler i miljøet. Alle grundstoffer kan deles helt ned til nanopartikler, og når man sætter disse sammen på nye måder, blandt andet for at skabe nye materialer, kan partiklerne blive giftige.

Mette Ebbesen mener ikke, at man skal til at udarbejde et nyt sæt etiske regler udelukkende til brug for nanoteknologi.

I sin afhandling slår hun til lyd for, at de etiske regler, vi allerede har udformet inden for bioteknologi og lægevidenskab, kan overføres på nanoteknologien. Det drejer sig om fire grundprincipper: Teknologien skal yde godgørenhed, den må ikke skade, den skal være retfærdig, og den skal vise respekt for selvbestemmelse.

– Der er tale om almene, etiske principper, som kan overføres til nanoteknologi. Men dermed ikke være sagt, at det er let at opfylde de fire etiske grundprincipper, når man arbejder med nanoteknologi. For i mange tilfælde vil principperne kollidere. En øget overvågning vil skabe mindsket risiko for terror, men det er også et brud på folks privatsfære. Godgørenhed og respekt for selvbestemmelse tørner sammen.

– På samme måde med spredning af gift i miljøet, hvor godgørenhed, det vil sige det nye materiale med de forbedrede egenskaber, kolliderer med princippet om, at det ikke må skade, siger Mette Ebbesen.

Hun argumenterer i sin ph.d.-afhandling for, at man ikke kan generalisere, når det drejer sig om etik og nanoteknologi. Man må i hvert enkelt tilfælde nøje overveje godgørenhed, skade, retfærdighed og respekt for selvbestemmelse. Man kan ikke udforme fælles retningslinjer, da konteksten i hvert tilfælde er så specifik. Ifølge Mette Ebbesen hører de etiske problemstillinger og udfordringer ved nanoteknologi hjemme i Etisk Råd, som har erfaring i etiske vurderinger. Og så kræver nanoteknologi flere af Mette Ebbesens slags, som kan bygge bro mellem etik og videnskab.

– Min drøm er at komme til at arbejde som underviser og formidler mellem teologer og filosoffer på den ene side og læger og molekylærbiologer på den anden. For jeg kan tale begge sprog, og der vil være hårdt brug for gensidig forståelse af de to verdner fremover, siger Mette Ebbesen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Nano er småt

**Nano betegner en milliardtedel af en enhed. En nanometer (nm) er en milliontedel af en millimeter. Der kan ligge 900 millioner nanopartikler på et knappenålshoved. I nanoteknologi indgår elementer af den størrelse, også kaldet nanoskalaen. Forskning på nanoskala har eksisteret i 100 år, da de fleste molekylære reaktioner foregår på nanoskalaen. Det nye ved nanoteknologien er, at forskere på tværs af fag kan håndtere og kombinere nanostrukturer ved hjælp af avancerede mikroskoper. Herved kan man udvikle nye processer og materialer.