Mille-serien er spændende, men også barsk

Vox Børneserie

Tre børn i målgruppen for DR-serien "Mille" fortæller, hvad de synes om serien og de emner, den tager op

"Måske sker det for en selv"

Josephine Holbøll-Bagge, 12 år, 6. klasse på Zahles Gymnasieskole i København

Jeg synes, at serien er rigtig god, men også ret sørgelig. Da Milles veninde blev kørt ned og døde, blev jeg ked af det. Jeg vidste ikke på forhånd, at hun ville dø, men da man så hende cykle af sted uden cykelhjelm, kunne man godt regne ud, at der ville ske et eller andet. Det var sørgeligt at se hende ligge på jorden og være kommet til skade.

Jeg så det første og det tredje afsnit sammen med min far, og undervejs snakkede vi om, hvad der skete. Det var underligt, at hun døde, men det viste faktisk meget godt, hvad der ville ske for en selv, hvis man mistede sin bedste veninde. Og jeg tænker da lidt på, om det kunne ske for mig selv.

"Det kunne have været værre"

Victor Bonnichsen, 11 år, 5. klasse på Zahles Gymnasieskole i København

Jeg har set to ud af tre afsnit, og jeg synes, at serien er meget spændende, men også barsk. Altså barsk, der hvor veninden bliver kørt ned. Da veninden bagefter lå på vejen, blev jeg lidt bange, men det var okay, for jeg troede, det ville være værre. Det var lidt hårdt at se, men ikke så meget at jeg bagefter har drømt om det eller noget.

Starten af serien så jeg alene, og resten så jeg med min far. Vi snakkede om, hvad der skete og om det med at komme til skade. Min far huskede mig på altid at cykle med cykelhjelm, men vi snakkede ikke rigtig om, at veninden døde. Jeg skal helt sikkert se flere afsnit.

"Det foregår i mange andre film"

Conrad Kongstad Seibæk, 12 år, 6. klasse på Zahles Gymnasieskole i København

Selvom jeg så serien, mens jeg var syg, synes jeg, at den var ret god. I serien har Mille og veninden fundet på en sang, og jeg kan godt lide idéen med, at Mille måske skal spille sangen sammen med en dreng, efter at veninden er død. Det var ærgerligt, at veninden døde, men jeg vidste godt, det ville ske, for jeg havde set nogle klip, inden serien startede.

Lige da de blev kørt ned, tænkte jeg, at hun nok ikke ville dø. Og selvom hun lå på vejen og blødte, synes jeg ikke, det var så slemt, for jeg har set mange film, hvor det sker. Jeg så serien sammen med min mor, og vi snakkede om handlingen, mens vi så den. Men det var ikke fordi, det var slemt.

gehlert@kristeligt-dagblad.dk

Vox Børneserie
Vox Børneserie