For meget løssluppen etik i den offentlige debat
Cand.theol. Morten Kvist, valgmenighedspræst i Herning og Gjellerup og medlem af Det Etiske Råd
Hvad er det største etiske problem i dag?
- Det er, at etik ikke synes at være forankret i noget større - en grundholdning eller religion. Derfor bliver etik ofte diskuteret som noget løsrevet, der har sin egen dagsorden. Det kom blandt andet til udtryk, da Det Radikale Venstre for nogle år siden udnævnte Naser Khader til etikordfører. Etik er ikke længere en hjælpedisciplin i alle sammenhænge af livet, og det er galt. Det skyldes, at etikkens grundlag, religion eller en anden stærkt forankret grundholdning, er utydelig i vore dage. Man kunne også sige, at relativismen, det at en kultur ikke kan være bedre end en anden, er det store problem.
Synes du, at etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?
- Ja, jeg synes, at der bliver fremdraget etiske dimensioner i mange af de ting, der bliver diskuteret. Nogle gange for meget, hvor det bliver for småt og til træls moraliseren. Som med Lars Løkke Rasmussen, der havde lidt rod i bilagene. Og et folketingsudvalg, der måtte aflyse en studietur til De Vestindiske Øer på grund af pengemangel. Nogle så det straks som et umoralsk forbrug af penge. Det bliver pumpet for hårdt op, og det kan det ikke bære. Så på den måde er der for meget løssluppen etik i den offentlige debat.
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
- Det gør jeg næsten hver dag. Professionelt i Det Etiske Råd sidder jeg med næsen nede i diskussionen om fosterdiagnostik, fordi vi er i gang med en redegørelse, der skal være færdig efter sommerferien. Skal man screene for sygdom i forvisning om, at det skaber unødig bekymring set i forhold til, at man finder meget alvorlige sygdomme? Hverdagen er også fuld af små etiske dilemmaer. Hvordan skal man vægte arbejdet i forhold til familie og børn? Hvordan skal vi opdrage vores tre små drenge? Og hvis man skal til begravelse, hvor skal man så sætte sig i kirken? Det er en lille ting, men noget der godt kan have stor betydning. Hvor tæt synes man selv, at man er på den afdøde, og hvor tæt synes de pårørende? Hvad er passende?
Hvad er den største etiske udfordring, du har været i?
- Der er tre-fem store ting, som er svære at vælge imellem. En af dem handler om vores handicappede datter, der døde for to år siden. Hun blev 17 år. Hun var fin og hel, men blev skadet af iltmangel under fødslen. Hun fik ofte lungebetændelse og andre luftvejsinfektioner. For tre år siden aftalte vi med en læge på Esbjerg Sygehus, at hvis hun blev syg igen, skulle hun have antibiotika, men de skulle ikke sætte alt i værk for at redde hende, for hun kunne ikke klare ret meget mere. Da hun så blev syg igen og lå på sygehuset med åndedrætsbesvær og iltmaske, var det svært at opretholde den beslutning. For hun lå og kæmpede for sit liv, hun ville gerne leve. Men selvom det var svært, omgjorde vi ikke beslutningen. Hun kom sig. Og det gjorde hun også efter den næste mindre alvorlige infektion. Men lige pludselig en dag efter at have været i bad, da døde hun. Hun kunne ikke mere.