Markedet, etik og religion

Markedsmekanismen bliver med god grund prist af økonomer og politikere, men moral og religion giver nogle spilleregler, som markedet ikke uden videre kan erstatte. Også markedsmekanismen har sine begrænsninger, og det bør vi erkende, mener dagens kronikør

SAMFUNDET HAR NOGLE SYSTEMER, institutioner og organisationer, der styrer borgernes adfærd og samspillet mellem dem. I gamle dage var mange af disse regler for samspillet bestemt af religion og moral. Vi har gradvist de seneste 200 år ladet en større og større del af samspillet foregå via markeder og markedstænkning. Det har givet stor velstand, men det har også nogle ulemper, som det er værd at diskutere.

Markedsmekanismen bliver med god grund prist af økonomer og politikere. Prismekanismens usynlige hånd (for nu at bruge Adam Smiths udtryk) sikrer på forunderlig vis, at der langt hen ad vejen er overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, og at folk stort set får deres ønsker opfyldt. I hvert fald i det omfang, de har råd til at betale for dem.

LÆS OGSÅ: Egennytten var samfundets cement for Adam Smith

Det er også veldokumenteret, at det er de lande, der har brugt markederne til at fordele ressourcerne, der har haft vækst og er blevet mest velstående. I økonomisk teori har man matematisk bevist, at markedsmekanismen under passende idealiserede forudsætninger er den bedste måde at fordele samfundets ressourcer på.

Ikke desto mindre har markedsmekanismen en række ulemper af praktisk og etisk karakter, som ikke må glemmes. Her skal mest ses på de principielle, men der kan dog allerførst være grund til at påpege, at virkelighedens markeder afviger en hel del fra det markedsideal, der optræder i de økonomiske grundlærebøger.

Der er i virkeligheden meget få markeder med fuldkommen konkurrence og fuldt oplyste, rationelle forbrugere. Virkeligheden er fyldt med monopoler, manglende konkurrence og forbrugere, der lader sig lede af pludselige indskydelser og reklamer.

Selv med ideelle markeder er der imidlertid en række problemer. Markedsmekanismerne sikrer ingen form for fordelingsretfærdighed. Man kan være flittig, dygtig og pligtopfyldende, men får alligevel en lav løn, hvis man er i en branche, hvor der er mange om buddet, og konkurrencen derfor presser lønnen ned.

Tilsvarende kan en doven og middelmådigt begavet person få en høj løn, hvis han har været heldig at lande i en branche med knaphed på arbejdskraft. Markedsmekanismen sikrer en effektiv allokering, men ikke en retfærdig fordeling.

MARKEDERNE FREMELSKER også nogle lidt suspekte motiver. Markedets usynlige hånd styrer ikke ved at appellere til hjælpsomhed og samfundssind, men ved at appellere til folks snævre egeninteresse og profitbegær.

Når samfundet har brug for mere medicin, så stiger priserne på grund af knapheden, og der produceres mere, fordi der så er profit at tjene. Problemerne bliver løst, men ved hjælp af motiver som profitbegær og selviskhed. Og det kan måske fremelske dyrkelsen af en egoistisk og individualistisk kultur, der på andre områder giver problemer.

Det er også sådan, at har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Det er den økonomisk stærke, der kan bestemme, helt modsat i demokratiet, hvor vi alle har én stemme. Hvis man for eksempel overlader miljøpolitikken til de politiske forbrugere, så stemmer de med en vægt, der svarer til deres købekraft. Her stemmer man, modsat de gamle andelsfolks ideal, ikke efter hoveder, men efter høveder.

Dette kan i yderste konsekvens føre over i det, nogle for eksempel marxistiske økonomer har talt om som det ulige bytte. Markedets logik siger, at hvis to frivilligt handler, så bliver de begge bedre stillet: ellers ville de jo ikke acceptere handelen.

Men kan man også sige det, hvis den ene er en sultende u-landsborger, der føler sig tvunget til at sælge sin nyre til en rig europæer eller blive prostitueret i et højindkomstland for at skaffe mad til familien?

Det fører over i problemstillingen hvad penge ikke kan købe. Det at handle med noget påvirker selve varen. Det er noget andet at få en fingerring af ens elskede end selv at købe den. Hvis man handler med sex og mange andre ting, så skifter varen karakter. Selvfølgelig først og fremmest følelsesmæssigt, men ofte også fysisk.

Vi har et veludviklet bloddonorsystem her i landet. I andre lande betaler man bloddonorerne, og det viser sig så at være helt andre mennesker, der bliver bloddonorer, og blodet får en ringere kvalitet, fordi sælgerne af blod, når de er økonomisk afhængige af salget, skjuler sygdomme og skavanker. Mange danske bloddonorer ville derimod springe fra, hvis blod var noget, der blev handlet med.

Alle disse forhold har da også bevirket, at der kun er nogle få liberalistiske hardlinere, der tror på, at markedsmekanismen kan styre hvad som helst. Der har altid været moralske og religiøse restriktioner på markederne.

For at lappe på en uønsket fordeling har man haft en kristen barmhjertelig hjælp til de svageste, og det har over de sidste halvanden hundrede år udviklet sig til den moderne velfærdsstat. Og når velfærdsstaten nu er i problemer, skyldes det måske først og fremmest, at dens moralske grundlag er forvitret.

Man kan sagtens få en velfærdsstat til at fungere, hvis borgerne prøver at undgå at ligge andre til byrde. Så har man råd til at hjælpe dem, der har hjælp behov. Men hvis alle søger at slippe billigst muligt i skat og få mest muligt af det offentlige, så er det ekstremt svært at skelne mellem dem, der har et reelt behov, og dem, der strengt taget godt kunne klare sig selv. Og der er svært at få råd til at betale til dem alle.

ET ANDET OMRÅDE, hvor markedet har overtaget moralens funktion, er arbejdsmarkedet. Her var man førhen flittig og arbejdsom på grund af en luthersk arbejdsmoral, mens det i dag er en økonomisk incitamentsaflønning, der sørger for arbejdsmoralen. Og det kræver i hvert fald mere kontrol.

En række af de gammeldags religiøse forskrifter har rødder i fornuftige gamle modifikationer af markedsmekanismen, som måske nu er forældede. Tag for eksempel renteforbuddet. Muslimerne har stadig et forbud mod renter, og Luther og andre ældre kristne autoriteter tordnede mod rentetagning. For åger straffes den, der udnytter låntagers nød, letsindighed og mangel på erfaring. I ældre tid var det udformet ved lovgivne maksimalrentesatser.

Her er betragtningen om det ulige bytte oplagt. I et gammeldags samfund var lån ofte noget, man havde brug for, når man var kommet i nød på grund af sygdom, misvækst eller arbejdsløshed, og så ville det være rimeligt at hjælpe vedkommende i stedet for at udnytte situationen til at presse renter ud af ham.

Et pengemarked med renter uden moralske bindinger forekommer langt mere uproblematisk og naturligt, hvis långivningen foregår mellem kommercielle banker og profitmaksimerende investorer.

I mange situationer ville samfundet fungere bedre, hvis borgerne havde en betydelig portion samfundssind og indbyrdes solidaritet, så de ikke snød i skat eller spekulerede i huller i skattesystemet og kun søgte hjælp fra fællesskabet, hvis det var strengt nødvendigt.

Moral og religion har været med til at holde sammen på samfundene. Samfundsforskere er begyndt at tale om tillid og ordholdenhed, socialkapital, som en central faktor for økonomisk velstand.

Men solidaritet og samfundssind trives nok bedst i små samfund med stærke fællesskaber. Det kan næsten ikke undgå kun at blive til romantik og nostalgi i en verden præget af markedstankegang for større og større dele af samfundet, og hvor globaliseringen gør enhederne større og større.

Men derfor kan det godt være fornuftigt at tænke på, at ikke alle ordninger, der ser økonomisk rationelle ud, er til gavn for den samlede velfærd i samfundet. Moral og religion giver, eller navnlig gav, nogle spilleregler, som markedet ikke uden videre kan erstatte, og markedsmekanismen har sine klare begrænsninger.

Niels Kærgård er forhenværende overvismand og professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet