Man kan skærme sig mod forældre uden at afbryde kontakten

Vores kontakt må ikke være for hyppig og for langvarig, skriver en læser om den balanceakt, det er at holde kontakt til sine forældre, som hun langt om længe har erkendt, at hun aldrig vil få en varm og moden relation til

Kære Brevkasse

Jeg har med stor interesse læst i brevkassen om mennesker, som af for skellige årsager ikke har haft kontakt med børn eller forældre. Det har givet en større forståelse for, at mennesker både kan sørge over manglende kontakt, og at man kan have vægtige grunde til at bryde med en familiemæssig relation.

Jeg forstår begge positioner. Jeg er selv mor til unge mennesker, og det ville være helt uudholdeligt at forestille sig, at de ikke ville have kontakt med mig. Det ville være så stor en sorg og give så mange spekulationer om, hvad vi havde gjort forkert. Og smerten over ikke at kunne følge eventuelle børnebørns liv og udvikling ville være uudholdelig. Jeg tror virkelig, at man skal tænke sig meget grundigt om, inden man tager en så drastisk beslutning at afskære en kontakt til forældre eller svigerforældre. Man vælger også på den måde for sine børn, at de ikke må få et forhold til bedsteforældre. Børnebørn har jo en helt anden og ofte mere ukompliceret relation til ens forældre, fordi de ikke er afhængige af dem på den samme måde.

Samtidig forstår jeg godt dem, som er nødt til at beskytte sig mod destruktive og smertelige forældrerelationer. Jeg har selv et komplekst forhold til mine forældre, ikke mindst min far. Forenklet sagt, så er han så uempatisk og selvoptaget, at det næsten ikke er til at holde ud. Atmosfæren i mit barndomshjem har kostet mig blod, sved og tårer. Min mand har været en utrolig støtte og har måttet trøste mig utallige gange. Ofte har jeg oplevet mig nedgjort og kritiseret. Hvis min far var en tilfældig mand, ville jeg aldrig have noget med ham at gøre. Jeg synes ganske enkelt ikke, at han er sympatisk. Han er høflig og korrekt, når han er sammen med andre, så der er ikke mange, der opdager, hvor sundhedsfarlig han er, når man er tæt på ham, og når man som barn er afhængig af ham.

Han er så optaget af sine egne perspektiver på livet, så han slet ikke kan se sine voksne børn som de mennesker, vi er. Og man kan ikke føre en almindelig samtale om livets sorger og glæder med ham. Hvis man antyder, at der er noget, man ser anderledes på, bliver han fordømmende, og hvis der er noget, man reagerer på, så vendes det hele på hovedet, så man står tilbage med en følelse af, hvad der mon er i vejen med en selv. Engang fortalte jeg ham, hvor trist jeg havde været som barn, når han overkørte mig med sine holdninger. Han blev slet ikke spørgende eller ked af det, men udtrykte straks, at jeg jo også altid har været så mærkelig. Man kan aldrig komme i kontakt med ham om noget personligt, for så er man selv forkert. Det har jeg nu levet med i 40 år, og det har vel nok kostet mig mange kræfter at opbygge en selvrespekt.

Min mor er mere omsorgsfuld, men samtidig er hun også et offer for min fars selvcentrerede tænkning, og hun kan slet ikke udfordre ham. Hun lægger sig flad, når der er konflikter, eller hun bliver selv kritisk, fordi man forstyrrer husfreden. Det handler egentlig ikke om husfred, men om at lade som om alt er hyggeligt, selvom det ikke er det. På sin vis har jeg ondt af hende, fordi hun ikke har fået støtte og forståelse fra min far, og samtidig er jeg træt af, at hun ikke banker i bordet. Hvis hun havde gjort det, da vi boede hjemme, har jeg en forestilling om, at det havde været lettere at være os børn. Heldigvis har jeg en bror, som forstår mig godt, og hos hans familie kan vi finde megen støtte og opmuntring.

Efter grundige overvejelser har jeg valgt ikke at kappe forbindelsen helt med dem, selvom jeg ofte har haft lyst. Jeg har ofte følt, at de ikke fortjente andet, og nogle gange har jeg også måttet overveje, om jeg kunne blive ved med at magte at være sammen med dem og blive skuffet igen og igen. Det, som har hjulpet mig i de seneste år, har været, at jeg på en måde har kunnet kappe forbindelsen til dem inde i mig selv, og så har jeg samtidig etableret et helt korrekt og overfladisk forhold til dem. Indimellem kan jeg godt bombes tilbage og blive ked og vred. Men for det meste har det hjulpet at få dem placeret som nogle mennesker, jeg ikke ville have været venner med, hvis de ikke lige var min far og mor. Men fordi de er det, vil jeg under en eller anden form have en vis kontakt med dem, dels fordi de trods alt har givet mig livet og opfostret mig, og dels fordi mine børn ikke skal leve med en ikke-kontakt til deres bedsteforældre.

Mine børn kender mit komplekse forhold til mine forældre, noget andet ville være falskt, men samtidig er jeg også påpasselig med ikke at kritisere dem til i tide og utide. Det afgørende for mig i denne balanceakt er, at vores kontakt ikke er for hyppig og for langvarig. Jeg behandler dem for det meste korrekt og finder ofte nogle neutrale ting at snakke med dem om, eller vi forsøger at have et projekt sammen, når vi mødes, måske en lille tur, en udstilling eller et spil. Når de begynder at kritisere vores opdragelse eller vores livsvalg eller andre ting, så glider jeg af i stedet for at diskutere. Naturligvis er der enkelte gange, hvor jeg må sige fra, men oftest lægger jeg det dødt. Jeg ved jo efter mange års erfaring, at jeg ikke kan ændre dem. Derfor har jeg med god hjælp fra en terapeut indstillet mig på og sørget over, at jeg aldrig vil få en moden og varm relation til disse mennesker.

Jeg har tit været misundelig på veninder, der har et helt andet, godt og afslappet forhold til deres forældre. Samtidig er det også godt at se, for på den måde får jeg bekræftet, at gode forhold eksisterer, og så håber jeg så inderligt, at jeg kan opbygge et sådant forhold til mine egne børn.

Venlig hilsen
Lotte

Kære Lotte

Tak for dit lange, gode brev. Vi har valgt at bringe det næsten i sin fulde længde, fordi vi synes, du har så mange gode overvejelser, som måske kan give tanker og inspiration til både forældre og voksne børn. Tak for, at du ville fortælle om dine dilemmaer og modne valg.

Mange hilsener
Anette og Jørgen