At måtte give sit barn bort

BREVKASSEN n Spørg om livet

Kære brevkasse

Jeg mistede kontakten med mit første barn umiddelbart efter fødslen. Jeg er opvokset i en kristen familie, hvor det var ganske forfærdeligt at få børn uden for ægteskabet. Jeg fik mit barn som 15-årig og så ingen anden mulighed end at bortadoptere det. Jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Jeg gik igennem hele graviditeten og skjulte min tilstand under for stort tøj og trak maven ind, hver gang jeg var sammen med andre. Straks efter fødslen blev barnet taget fra mig. Efter tre måneder på spædbørnshjem blev mit barn bortadopteret, og jeg mistede hermed fuldstændig kontakten samt alle rettigheder til at få noget som helst at vide om mit barns videre færd. Jeg fik dog lov til at besøge mit barn en enkelt gang, mens han var på spædbørnshjem, og det gav mig et dejligt minde om ham.

De næste mange år havde jeg det ganske forfærdeligt. Jeg sørgede, og jeg savnede. Jeg var plaget af samvittighedskvaler, fordi jeg følte, at jeg måtte have ødelagt fundamentet for selve mit barns tilværelse ved den start, jeg havde givet ham i livet. Jeg havde ingen at tale med, for det hele blev forsøgt tiet ihjel. Jeg fik besked på, at jeg bare skulle leve videre og lade som ingenting. Men det var selvfølgelig umuligt; det prægede hele min tilværelse. Uvisheden var det værste. Jeg tror faktisk, det sværeste et menneske kan komme ud for, er at føle sig tvunget til at give sit barn fra sig. Hvis et barn dør, har man i det mindste et gravsted at forholde sig til, hvorimod man absolut intet har tilbage ved bortadoption; man bliver heller ikke mødt med nogen form for forståelse, for man har jo selv valgt det.

Jeg fik siden tre andre børn, som jeg naturligvis er lykkelig for. Men først efter min sidste fødsel - 17 år efter min første fødsel - lærte jeg at leve med mit livs skæbne. Jeg måtte igennem en graviditet og en fødsel, som på mange punkter lignede min første, og alle mine undertrykte følelser kom helt op til overfladen igen. Jeg måtte igennem en fødsel, som var ved at tage livet af mig. I tre et halvt døgn efter fødslen lå jeg bevidstløs i respirator. Jeg var gået i krampe, og disse kramper truede med at slå såvel barnet som mig selv ihjel. Det var nok en psykisk reaktion på alle mine desperate følelser. Jeg savnede mit første barn mere end nogensinde.

Men efter denne dramatiske fødsel lettede mine kvaler. Jeg kunne se, hvordan mit nyfødte barn havde klaret sig mirakuløst igennem en særdeles vanskelig graviditet og fødsel. Jeg tror, at den kærlighed, man giver sit barn, kan hjælpe det til at klare sig igennem selv de værste kriser. Jeg havde jo trods alle ydre omstændigheder ved min første graviditet og fødsel elsket mit barn. Måske havde jeg alligevel ikke øvet ubodelig skade på mit barn. Det var en utrolig stor erkendelse for mig, og jeg græd af lettelse og glæde. Måske havde jeg oven i købet givet mit barn noget godt med på vejen gennem min kærlighed til ham. Det var faktisk nødvendigt for mig at skulle igennem en så dramatisk fødsel for at lære at leve med mit savn.

Efter at have været døden nær, ændrede livet sig for mig. Jeg var som et nyt menneske, der var lykkelig for at være i live og for min dejlige mand og vores tre dejlige raske børn. Men nu, hvor jeg havde oplevet, hvor kort der er mellem liv og død, vidste jeg, at der ingen tid var at spilde. Jeg måtte gøre, hvad jeg kunne for at finde mit første barn igen. Det blev en lang og sej kamp for mig, da biologiske mødre til bortadopterede børn ingen rettigheder har til at finde tilbage til barnet.

Efter 10 års ihærdig søgen lykkedes det mig at blive lykkeligt genforenet med min ældste søn. Jeg fik fred i sindet, fordi jeg fik vished for, at min søn havde det godt. Han bebrejdede mig intet, men var mig derimod taknemlig for at have givet ham livet. Vi havde fire dejlige år sammen med mange berigende oplevelser; men desværre ebbede vores kontakt ud igen. Hver gang vi skulle ses, var det på mit initiativ, og efterhånden ringede min søn ikke tilbage. Sidste sommer fik jeg et brev fra ham, hvor han skrev, at han ikke kunne klare at have kontakt med mig. Han skrev, at det ikke var, fordi jeg havde gjort eller sagt noget forkert. Han holdt meget af mig og var taknemlig for at jeg havde givet ham livet. Han ville dog gerne vide, hvis jeg flyttede, ligesom han lovede mig at give mig besked, hvis han flyttede. Siden har jeg ikke hørt fra ham. Selvfølgelig er jeg ked af, at jeg ikke har kontakt med ham nu, men jeg er meget glad for, at jeg har fået vished. Jeg ved, at han har det godt. Det betyder usigeligt meget for mig.

Jeg ved ikke præcis, hvorfor min søn har fravalgt kontakten. Jeg gætter på, at det skyldes dilemmaet mellem mig og hans adoptivforældre. Måske har det også noget at gøre med de eventuelt negative følelser, han har på grund af, at jeg har svigtet ham. Han har sagt, at han aldrig har været vred på mig over at jeg har givet ham fra mig; men måske ligger der alligevel nogle sårede følelser under overfladen, som han ikke ønsker at vise mig. Jeg synes, det er helt naturligt, hvis han har vrede eller sårede følelser. Jeg har i hvert tilfælde fået fred i sindet på trods af, at jeg ikke har kontakt med min søn i øjeblikket, for selv om jeg ikke har en rent fysisk kontakt med ham, føler jeg alligevel samhørighed. Jeg kan mærke hans kærlighed og varme.

Venlig hilsen

Bonnie

Kære Bonnie

Tak for dit brev. Du er et levende bevis på, at man ikke »bare« kan glemme ved ikke at tale om det, som gør ufatteligt ondt. Det er der desværre mange, der har ment gennem tiderne, f.eks. de voksne, som var tæt på dig, da du var en ganske ung pige. Alt for mange har oplevet tavshedens smerte, også i andre problemstillinger end den du beskriver, hvor sorger eller dilemmaer er blevet tiet ihjel. Heldigvis har du oplevet igen at få mund og mæle og handlekraft.

Mange hilsener

n Skriv til psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen og spørg dem til råds om blandt andet kriser i liv og tro, ægteskab og samliv, børn og familie. Også børn og unge er velkomne til at skrive. Alle spørgsmål vil blive behandlet i fortrolighed, men det er ikke sikkert, at alle får svar. Alle breve, som bliver bragt i brevkassen, vil fremstå anonymt, og det er muligt at indsende breve uden at opgive navn og adresse.

n Breve sendes til: Brevkasseredaktører Annette og Jørgen Due Madsen,

Kristeligt Dagblad, Rosengården 14, 1174 København K mrk. »Spørg om livet«

n Eller som e-mail til:

brevkasse@kristeligt-dagblad.dk

I brevkassen har vi bragt flere breve, som omhandler den smerte, det er at miste kontakt med sine børn. Egentlig er alt, der har med vore børn at gøre, ømt og følsomt stof. Børn er en del af os - vores eget kød og blod. Når de har det godt, glædes vi, og når de har problemer, går det ofte lige i hjerteroden. Vi siger tak for alle beretningerne, som vi har modtaget.

Der er også andre måder, hvorpå man kan »miste« sine børn. I denne uge bringer vi et forkortet brev fra en mor, som fortæller om sin oplevelse af at miste sit barn, allerede inden hun fik lov til at lære det rigtigt at kende.