At læse krimier er en form for renselse

-- Tegning: Peter M. Jensen.

Krimiboom: At dømme efter salgstallene er der flere og flere, der tager netop en krimi med hen i sofahjørnet. Boghandlernes hylder bugner af krimier med høje salgstal -- der er grøde i krimiverdenen med mange gode nye forfattere

De fleste af os kender nysgerrigheden, der melder sig, når vi bliver konfronteret med en ulykke på gaden. Vi ved godt, at vi bør gå forbi og lade være med at snage. Men når et andet menneskes magtesløshed pludselig bliver stillet offentligt til skue, har vi meget svært ved at ignorere vores trang til at snuse til en fremmed privatsfære. Vi skal lige kigge.

Sabine Bech-Hansen, sognepræst ved Århus Domkirke, sammenligner situationen med vores forhold til kriminallitteratur. Hun har selv, fra hun var ganske ung, været inkarneret krimilæser med amerikanske Patricia Cornwell som favoritforfatter. Sabine Bech-Hansen mener, at vi ved at læse kriminallitteratur på en harmløs måde kan komme af med vores egne usympatiske tendenser.

– Man kender jo selv til de små drab, man foretager på sine nærmeste, og det er meget sundt at få dem og sin egen ondskab bearbejdet i det skjulte, sådan som vi får, når vi læser krimier. Genren giver afløb for forbudte tanker. Det handler også om en perversitet, som de fleste mennesker bærer i sig. Det er som et porno- peepshow. De fleste ordentlige mænd ville ikke have noget imod lige at vove et øje, de bliver draget af det, selvom de egentlig ved, at de burde føle væmmelse.

– Det ligger i mennesket, og at læse krimi er en harmløs måde at komme af med de tendenser på. I virkeligheden burde vi hade genren, fordi det er ondt, hvad vi læser. Men mennesker er helt tilbage fra Adam og Eva nysgerrige efter at kende forskel på godt og ondt, og vi har behov for at se det onde blive afsløret. Det sker jo ikke nødvendigvis i det virkelige liv, siger Sabine Bech-Hansen.

Sognepræsten i Århus er langtfra den eneste, der læser kriminalromaner. Og at dømme efter salgstallene er der flere og flere, der tager netop en krimi med hen i sofahjørnet. Boghandlernes hylder bugner af krimier med høje salgstal, hvor navne som Sara Blædel, Henning Mankell og Liza Marklund er med til at give konkurrence til Dan Browns allestedsnærværende "Da Vinci mysteriet". Men hvad er det, der gør, at vi er så vilde med at læse om mord og død, om forbrydelse og opklaring? Og hvad er det for nogle historier, der i disse år fortælles i kriminalromanens form?

– Der er meget katarsis i krimierne. At læse om død, ødelæggelse og folk, der går til grunde, er en form for renselse. Man gransker sit sind ved at gennemleve sin egen angst for vold og død, siger forfatteren Christian Dorph, som sammen med kollegaen Simon Pasternak er aktuel med kriminalromanen "Om et øjeblik i himlen". Christian Dorph refererer til den amerikanske filminstruktør David Lynch, der har sagt, at fiktionen er et godt og fredeligt sted at afprøve og udfolde vold.

Men krimiens egentlige styrke ligger i, at man kommer godt rundt i forskellige miljøer, mener Christian Dorph.

– Hvis jeg kun skulle skrive om mit eget miljø, ville det blive en ret begrænset historie, for vi lever jo i lukkede enklaver. Det er skønt med krimien, at man kan komme rundt i alle samfundslag fra gadeluderen til direktøren og bagmanden. Der er mulighed for at lave et kalejdoskopisk samfundsportræt, siger Christian Dorph.

I sin bog "Hylster" fra 2003 skriver Christian Dorph om holocaust, og "Om et øjeblik i himlen" foregår i 1970'erne. Han kalder det en form for kulørt historieskrivning, hvor man kan få nogle tungere emner til at glide ned med krimigenren. Men først og fremmest er det plottet, der driver værket.

– Det er skønt at lave et godt plot. Jeg har hørt et sted, at mænd bruger krimigenren til at skrive om følelser, og det tror jeg er rigtigt. I vores nye bog bryder en del af de hårdkogte mandlige politifolk grædende sammen. Det var ikke noget, vi havde planlagt, men det skete, og på den måde bliver krimien en genvej til at skrive om følelser, siger Christian Dorph.

Formand for Det Danske Kriminalakademi, forfatter og konsulent for Gyldendal Flemming Jarlskov mener, at det er de kvindelige krimiforfattere, der kan tage æren for, at læseren nu kommer ind under huden på krimiens helt.

– Der er kommet flere lag i krimiens univers. Her har de kvindelige forfattere bidraget med deres blik for de små ting og har været med til at give bøgerne en psykologisk drejning på bekostning af den fysiske spænding. Og det kan mandlige læsere også godt lide. Jeg tror, at de fleste dybest set synes, at det psykiske univers, med ting, der ikke bliver sagt, er mere spændende end de ting, der bliver vist med fysisk vold. Et plot er jo kun godt, hvis man tror på de personer, der er involveret i det. En bedrager er kun spændende, hvis han har et overbevisende motiv eller har en psykopatisk natur, men er troværdig, siger Flemming Jarlskov.

At krimiens heltetype nu er antihelt, et dagligdags menneske, som læseren kan føle med og identificere sig med, ligesom læseren kan identificere sig med problematikken, som hovedpersonen står i, er en udvikling i genren, som for alvor blev skudt i gang af det svenske forfatterpar Maj Sjöwahl og Per Wahlöö. De oversatte først bøger af den amerikanske forfatter Ed McBain, og siden overtog de hans koncept og overførte det til en svensk model med politikommisær Martin Beck som omdrejningspunkt. Den sidste af deres 10 romaner om Beck udkom i 1975.

– De lagde en meget kraftig politisk vinkel på, og den kan man kan lægge afstand til eller følge op på. Men siden er der kommet et væld af politifolk med mavesår og et overforbrug af alkohol, og det har der sådan set været specielt i Sverige og Norge lige siden. Man kan ikke skrive kriminalromaner i Skandinavien i dag uden at skele til Sjöwahl og Wahlöö, siger cand.mag. Nanna Knudsen, som har specialiseret sig i krimigenren og blandt andet skriver om den på bibliotekernes netmagasin Litteratursiden.

– I de moderne kriminalromaner kan læseren identificere sig med hovedpersonen. Det er svært at identificere sig med Sherlock Holmes og Hercule Poirot. Der er sket et skift, hvor detektiver har udviklet sig fra at være næsten overmenneskelige til at være hårdtslående, som den amerikanske forfatter Raymond Chandlers privatdetektiv Philip Marlowe, og endelig til Sjöwahl og Wahlöös almindelige politimand, hvor vi hører om hans privatliv og om politifolkenes indbyrdes forhold, siger Nanna Knudsen.

Hun peger på den norske forfatter Kim Småges kriminalroman "Containerkvinden" som et eksempel på den moderne kriminalroman, som går videre end til blot at afsløre morderen på sidste side.

– I den traditionelle krimi som Agatha Christies bliver læseren først præsenteret for idyl, så et lig i biblioteket og så idyl til sidst, og man glemmer næsten, at der er blevet begået et mord, for nu er det jo opklaret. I den moderne krimi følger læseren, hvordan forbryderne bliver fanget, men samtidig bliver det også sagt, at bagmændene og alt det, der gjorde morderen til morder, stadig er et sted derude. Vi finder ud af, hvem morderen er, men vi får ofte i den moderne krimi at vide, hvorfor han er blevet morder. Vi bliver konfronteret med, at ondskaben er i vores samfund og i os selv, og at det eneste, vi kan gøre, er at kæmpe imod den. På den måde er kriminalgenren lidt gammeldags i sit moralsyn. Man bliver som læser stillet over for moralske dilemmaer, fordi den moderne krimis verden ikke er sort-hvid. Det er samfundslitteratur, hvor vi læser om os selv og samfundet, samtidig med at vi får spændingen. Man kan i kriminalromanen udforske skræmmende sider af mennesket, uden at det gør os noget, siger Nanna Knudsen.

Flemming Jarlskov mener, at krimien belyser temaer som skyld og hævn, så vi som mennesker bliver bedre til at forstå, hvorfor vi er, som vi er, og hvordan vi kan leve i samspil med hinanden.

– Det er jo spændende, hvad en morder føler. Hvad motivet til hans gerning er, og hvordan han kan forklare det for sig selv. Alle mennesker kender den primitive hævnfølelse, mens skyldfølelsen indfinder sig, alt efter hvor man står. Det kan være, at andre synes, man burde føle skyld, men det er absolut ikke sikkert, at man gør det. Temaerne siger noget om os selv og det samspil, vi lever i med andre mennesker. I de sociale hierarkier, som er helt nødvendige for os som art, foregår der hele tiden magtkampe. Der er en enorm konkurrence om pladsen i hierarkiet, og vi opfatter selv de spil som uhyre sofistikerede og nuancerede, og derfor er vi meget interesserede i at afkode dem. Og det kan vi i krimien, hvor de bliver sat på spidsen.

– Krimien handler om liv og død, og man sætter alt på spil. I nogle krimier er det skåret mere ud i pap end i anden prosa, men dybest set er det de samme temaer, man tager op her som i anden litteratur. Det udvikler sig bare til det ekstreme i krimier, fordi man her tager en konsekvens af sit følelsesliv – når det altså handler om mord, som det stort set altid gør, siger Flemming Jarlskov.

Til den vellykkede moderne kriminalroman hører, at plottet er anbragt i et troværdigt, nutidigt og genkendeligt miljø som for eksempel i den svenske forfatter Arne Dahls romaner. Hans bøger er desuden eksempler på, hvordan krimigenren har inddraget den litterære verden, når han lader politifolk diskutere Højsangen på den ene side og Rilke på den næste.

– Selvom han lægger sig op ad den socialrealistiske traditionen, tilføjer han alligevel genren et urealistisk præg ved at lade politifolkene tale på den måde. Han er ikke ude i det ærinde at lade dem være realistiske, og samtidig med at det er meget underholdende skrevet, får man noget andet litterært oveni, siger Nanna Knudsen.

Flemming Jarlskov ser en tendens i netop det aspekt af Arne Dahls kriminalromaner.

– Det realistiske i plottet nærmer sig det mytiske i en generel kamp mod ondskaben. Selvom indholdet i Arne Dahls romaner på overfladen er meget realistisk, er det alligevel "skørt". Det er ikke realisme, men det fungerer vældig godt – som myte. Her er ingen konspirationsteorier for eksempel, som i "Da Vinci mysteriet", det er andre sammenslutninger af mytisk karakter, der gør sig gældende i hans romaner. Det er generelle holdninger, der har sluttet sig sammen som det onde. Der foregår en ideologisk kamp, og jeg kan godt se nogle tendenser til, at krimien er på vej væk fra den rene realisme ind i noget mere mytisk, siger Flemming Jarlskov.

Mange "romanslugere" kender trangen til at snuppe en velskrevet krimi som en slags appetitvækker til de tungere litterære ting.

Men det moderne menneske bruger også krimigenren som en kompensation mod mediernes rå nyheder om vold og terror, siger Carsten Berthelsen.

Han er forfatter, forlagskonsulent og foredragsholder ved Den danske Boghandlerforenings årlige introduktion til bogsæsonen og mener, at vi har brug for at læse om problemer, der faktisk bliver løst.

– Virkeligheden med terrorisme og vold rykker tættere og tættere på. Den er en del af vores virkelighed nu, og vi ved godt, at volden kan blive meget nærværende i vores liv, så vi har brug for at kompensere. Vi ved ikke, hvornår terroren rammer, det er et uhyggeligt drama uden løsning, men i krimien bliver gåden løst. Alt bliver gjort forståeligt, man får løst et problem, og man kan sukke lettet, når man lukker bogen i, siger Carsten Berthelsen.

Emner som skyld, ansvar, straf og hævn er ifølge ham vigtige ingredienser i en god moderne kriminalroman.

Uden sammenligning i øvrigt peger han på danskerne interesse for i disse år at få uddybet eksistentielle spørgsmål ved at læse Søren Kierkegaard.

– Vi moderne mennesker, som i den grad mangler gammeltestamentlige værdier som skyld og ansvar i vores tilværelse, holder meget af at blive stillet til ansvar. Vi har sagt Gud og kirken fra, og det er kun vores arbejdsgiver, der stiller os til ansvar, men i krimien møder du personer, der i den grad er ud til bens med tilværelsen, og hvor det er åbenlyst, at de har syndet. Og så kan du læse om, hvordan de klarer deres problemer og bliver straffet for dem. Det har vi brug for, siger Carsten Berthelsen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk