Kan pjæk være en gevinst?
Hver tredje dansker stikker gerne en løgn for at få sig en fridag. Det er dog sjældent dovenskab, men oftest stress og dårligt arbejdsmiljø, der får danskerne til at pjække, lyder det fra flere forskere
Det er mandag morgen, og regnen pisker mod ruden. På kontoret venter en krævende chef, og skrivebordet er fyldt med kedelige opgaver. Hov, er det ikke, som om ryggen knager lidt? Nå, så er det nok bedst at blive hjemme, så det ikke bliver værre.
At der er dage, hvor det kan være fristende at lade arbejdet passe sig selv, har de fleste nok oplevet. Og meget tyder på, at danskerne er ganske nemme at friste til en pjækkedag.
Da Ugebrevet A4 i 2008 spurgte til befolkningens pjækkevaner, svarede hver tredje, at de havde prøvet at lyve sig syge for at få en fridag. Og blandt pjækkerne viste det sig, at 4 ud af 10 pjækkede flere gange årligt, heraf nogle flere gange om måneden.
Men inden man stempler pjækkerne som dovne og moralsk uansvarlige, kan der være grund til at overveje et mere nuanceret syn på pjæk, lyder det blandt andet fra Niels Westergård-Nielsen, der er professor ved Handelshøjskolen i Århus, hvor han blandt andet forsker i sygefravær.
– Man har i mange år talt om "absenteeism", altså et problematisk højt fravær. Men i dag taler man i stigende grad om "presenteeism", forstået som en problematisk høj tilstedeværelse. Det er ikke altid godt at møde på arbejde, hverken for den enkelte eller virksomheden. Er du ved at blive syg, kan det spare både dig selv og virksomheden for tid og penge, hvis du tager en fridag i stedet for at gå på arbejde, hvor du alligevel ikke kan yde det nødvendige og samtidig risikerer at smitte dine kolleger, forklarer Niels Westergård-Nielsen og peger på, at man i international forskning i stadig højere grad betragter pjæk som en beskyttelsesmekanisme.
– Noget pjæk skyldes det, man traditionelt vil betragte som snyd, altså folk, der bare ikke gider på arbejde. Men når man inden for sammenlignelige arbejdsområder kan konstatere meget store forskelle i sygefraværet, kan det ikke kun forklares med dårlig moral eller med, at man på den ene arbejdsplads gennemgående har et dårligere helbred. Forklaringen ligger nærmere i arbejdsmiljøet, og derfor kan pjæk betragtes som medarbejdernes forsøg på at mindske den stress, ledelsen ikke formår at håndtere, siger Niels Westergård-Nielsen.
I undersøgelsen fra Ugebrevet A4 pegede flertallet netop på arbejdspresset, når de skulle forklare deres pjæk. 60 procent beskrev pjæk som en direkte konsekvens af at føle sig stresset og udbrændt.
Her har den moderne virksomhedskultur en stor del af ansvaret, lyder det fra Einar Baldursson, arbejdspsykolog og fagligt ansvarligt ved Center for arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet.
– I industrisamfundet mødte man op, indtog sin plads i produktionen og gik hjem, når man havde arbejdet det nødvendige antal timer. Men på en moderne arbejdsplads fokuseres der både på den sociale kultur, på at skabe udfordringer, på at være fleksibel, på at stå konstant til rådighed og på at man skal være i stand til at "performe", altså yde på sit højeste niveau, siger Einar Baldursson og forklarer, hvordan dette smitter af på medarbejderens pligtfølelse.
– Hvis man ikke får opfyldt alle sine behov, kan det første tegn på utilfredshed netop være pjæk. Det kan man så kritisere, men virksomhederne har selv skubbet til udviklingen ved at kræve, at vi som medarbejdere ikke kun skal give vores faglige evner, men det meste af vores identitet til arbejdspladsen, siger Einar Baldursson.
Da der af åbenlyse grunde ikke findes en statistik over, hvor mange der lyver sig syge, kender man ikke det præcise omfang af pjæk. Man har derimod meget detaljerede tal for danskernes sygefravær, og her kan man ifølge forskerne også få et billede af vores pjækkemønstre.
Hver dag ringer 150.000 danskere til deres arbejdsplads for at melde sig syge. Det svarer stort set til, at hele Odenses befolkning hver dag bliver hjemme fra arbejde. Et fravær, der årligt koster samfundet 37 milliarder kroner.
Sygefraværet fordeler sig dog langtfra ens over hele befolkningen, men svinger markant efter blandt andet køn og arbejdsområde. Helt i top finder man kvinder ansat på det kommunale social- og sundhedsområde, mens privat- og statsansatte mænd har det laveste sygefravær.
At netop kvinder topper statistikkerne over sygefravær, skyldes dog næppe et dårligere helbred, men helt andre faktorer, lyder det fra Anette Borchorst, professor ved Center for Kønsforskning ved Aalborg Universitet.
– Det er jo stadig kvinderne, der oftest tager børnenes sygedage og deltager i arrangementer i skole og daginstitutioner. Det skyldes de traditionelle kønsroller, men sker formentlig også ud fra en økonomisk kalkule, da det oftest er manden, der har den højeste løn. Overenskomster på typiske mandeområder giver desuden oftere svagere rettigheder til at holde fri med løn ved børns sygdom. Derfor er det billigere for familien, når kvinden melder sig syg, siger Anette Borchorst og peger samtidig på mænds og kvinders syn på sygdom som en mulig forklaring på forskellene i sygefravær.
– Kvinder er generelt bedre til at lytte til deres krop og tage vare på sig selv. Derfor er de formentligt også mere bevidste om, at de ikke skal møde syge på jobbet. En forklaring kan også være, at der generelt er langt flere kvinder ansat på de områder, hvor man har kontakt med smitte og sygdom. Der er flest kvindelige pædagoger, sygeplejere og social- og sundhedshjælpere, og her er der en større kontakt til syge og svagelige personer, siger Anette Borchorst.
Selv inden for samme arbejdsområder ser man dog store forskelle i fraværsmønstre, også når de ansatte har samme køn.
For nylig udgav Dansk Arbejdsgiverforening eksempelvis en opgørelse over sygefraværet blandt social- og sundhedshjælpere. Netop dette område er et udpræget kvindefag og er kendetegnet ved et relativt højt sygefravær, men opgørelsen afdækkede markante forskelle fra kommune til kommune. En social- og sundhedshjælper i Lemvig Kommune har eksempelvis 16 sygedage om året, mens kollegaen i Gribskov Kommune i Nordsjælland gennemsnitligt er syg 43 dage i løbet af et år.
– Det er en stor forskel, men jeg mener ikke, at man kan udlægge det som pjæk. Det kan blandt andet skyldes forskelle i arbejdsmiljø og trivsel, og hvis det er tilfældet, kan der jo gøres noget ved det, siger Anette Borchorst.
Samme melding kommer fra arbejdspsykolog Einar Baldursson, Aalborg Universitet.
– Man kan tale om en mental forkølelse, hvor man for en dag eller to bliver hjemme for at undgå en psykisk overbelastning, forklarer Einar Baldursson, der betragter det som positivt, når medarbejderne tænker præventivt.
– Naturligvis skal man ikke bare pjække. Men vi skal også tage de mentale advarselslamper alvorligt. Når vi er helt ødelagte af influenza, ved vi jo godt, at vi bør blive hjemme. Men når det gælder begyndende stress, accepterer vi ofte alt for meget, indtil vi bryder helt sammen, siger Einar Baldursson.
Balancen mellem pjæk og fravær kan altså være hårfin og afhænger i høj grad af den enkeltes moral og evne til at vurdere, hvornår arbejdspresset er ved at blive for meget. Men de rette signaler fra ledelsen har stor betydning, forklarer Einar Baldursson:
– Vi opfører os, som om vi hver dag skal yde den optimale præstation og helst overgå os selv. Men enhver sportsmand ved, at du ikke bliver bedre, hvis du hele tiden presser dig selv hårdere og hårdere. Du slider derimod dig selv ned, så dine præstationer bliver ringere og ringere. Enhver stor præstation kræver, at man bagefter får ro og luft til at komme ovenpå igen. Hvis ledelsen ikke kan skabe den ro, tager medarbejderne den selv.