Kan man holde sportsbegivenheder i lande, der krænker menneskerettighederne massivt?

Stadioner og hoteller til fodbold-VM i Qatar bliver til under slavelignende forhold, der koster hundredvis af liv. I fremtiden vil der komme flere etiske dilemmaer i forbindelse med store sportsarrangementer, forudser ekspert

Hvis intet ændrer sig, vil forberedelserne til fodbold-VM i den enevældige ørkenstat Qatar ende med at koste 4000 menneskeliv, inden turneringen sparkes i gang i 2022. Det vurderer den britiske avis The Guardian, som forrige måned kunne afsløre, at udenlandsk arbejdskraft, primært fra Nepal og Indien, arbejder under slavelignende forhold, når stadioner, hoteller og andre nødvendige slutrundefaciliteter skal rejses.

På to måneder i løbet af denne sommer døde 44 nepalesiske migrantarbejdere, oplyser Nepals ambassade i Qatars hovedstad, Doha. Omtrent halvdelen af dødsfaldene skyldtes akut hjertestop eller ulykker på arbejdspladsen, hvor temperaturen kommer helt op på 50 grader. Arbejderne beskriver over for The Guardian, at de bliver nægtet adgang til gratis drikkevand. Flere fortæller, at de ikke har fået udbetalt løn i flere måneder, men at de ikke kan rejse ud af landet, fordi deres pas er blevet konfiskeret af arbejdsgiveren. Avisens undersøgelse viser desuden, at sygdom er udbredt hos migrantarbejderne, der bor alt for tæt under uhygiejniske forhold.

LÆS OGSÅ: Advarsel mod at gøre børneidræt til elitesport

Afsløringen rejser nu på ny debatten om, hvor meget man må blande politik og sport sammen, når et værtsland for en stor sportsbegivenhed ikke overholder menneskerettighederne. Folketingsmedlem og tidligere OL-sølvvinder i kuglestød Joachim B. Olsen (LA) mener, at sport så vidt muligt skal holdes adskilt fra politik. Han er ikke bekendt med detaljerne i sagen om VM i Qatar. Dog har han andre tilfælde at forholde sig til. Mest aktuelt er næste års vinter-OL i Rusland, hvor enkelte røster har foreslået en boykot på grund af en ny anti-homolov i værtslandet.

Jeg synes ikke, der findes eksempler på, at boykot hjælper noget som helst. Man må forsøge at påvirke disse lande til at forbedre sig, men holde sporten ude af det, siger han.

Joachim B. Olsen repræsenterer den mest udbredte holdning til spørgsmålet, der i løbet af de seneste år er blevet diskuteret, blandt andet inden De Olympiske Lege i Kina i 2008 og fodbold-EM i Ukraine sidste år.

Man bør ikke blande politik og sport sammen, lød det fra daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han forud for OL i Kina blev spurgt, om han ville benytte legene til at foretage politiske markeringer. Samme argument brugte tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R)for at overvære EM-slutrunden i fodbold sidste år, som blev holdt i Ukraine et land, der er kritiseret for brud på menneskerettighederne.

Men det er enøjet og unuanceret at tro, at man kan holde sporten fri fra politik, mener biskop i Aarhus Stift Kjeld Holm. Derfor gik han til tasterne i august, hvor han i en klumme i Kristeligt Dagblad kritiserede lederne af dansk topidræt for kaste det politiske ansvar fra sig.

Det er noget pladder at sige, at der ikke er en sammenhæng mellem sport og politik. De ledende sportsfolk i Danmark tror åbenbart, man kan finde et rent helle midt i det hele. Men det kan man ikke, og det har man aldrig kunnet, uanset om det er OL, VM i fodbold eller en lokal lilleputkamp. Det er det samme som at sige, at politik og religion ikke hører sammen. Der findes ingen rene områder i tilværelsen, siger han.

Biskop Kjeld Holm vil dog ikke tage stilling til, om han vil foreslå en sportslig boykot af OL i Rusland eller en anden begivenhed, hvor værtslandet forbryder sig mod menneskerettighederne.

Vi lever i en verden, hvor man af og til må omgås de dumme svin. På et tidspunkt kan det blive nødvendigt at forhandle med Syriens præsident, og til store sportsarrangementer kan det også være nødvendigt at møde op og markere protest mod forholdene i landet. Det er meget kompliceret. Som almindelig seer kan man jo også overveje, om man vil boykotte en bestemt begivenhed fra sin tv-skærm, siger han.

Mere drastiske midler vil andre gøre brug af. For eksempel foreslog Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i august, at Danmark boykotter næste års vinter-OL. Også i forhold til de aktuelle omstændigheder i Qatar har flere parter opfordret til at holde fodboldspillerne hjemme fra VM-slutrunden i 2022. Damian Collins, konservativt medlem af det britiske parlament, skriver for eksempel i en klumme på internetmediet The Huffington Post, at det engelske fodboldforbund bør overveje at melde fra til begivenheden, hvis menneskerettighederne ikke bliver overholdt. Også organisationen Anti-Slavery International, der bekæmper slaveri, ønsker handling fra fodboldforbundene:

Det ville være en frygtelig skam og enormt pinligt for alle, hvis vi er klar til at deltage i et verdensmesterskab, der er blevet til ved hjælp af slaveri, siger organisationens formand, Aidan McQuade, til nyhedstjenesten EurActiv.

Der er en simpel grund til, at der altid bliver talt om boykot op til sportsbegivenheder i lande, der er bagud, hvad angår menneskerettigheder. Det siger Jørn Hansen, professor og idrætshistoriker ved Syddansk Universitet.

Det er nemt for politikere at foreslå en boykot. Det har stor symbolværdi, og samtidig kan sporten blive den moralske stedfortræder for, hvad man ikke vil gøre politisk. For eksempel så vi flere regeringer i Europa, der valgte ikke at sende politiske repræsentanter til EM i Ukraine sidste år i prostest mod menneskerettighedsbrud, mens en handelsboykot af Ukraine aldrig kom på tale, siger han.

Jørn Hansen mener, politikere skal være varsomme med at blande sig for meget, når det handler om store sportsbegivenheder, uden at det også bliver fulgt op politisk på andre områder. I stedet skal man lade idrætsforbundene styre idrætten, siger han. I dette tilfælde Fifa, fodboldforbundenes verdensorganisation.

At Qatar overhovedet skulle have værtskabet, er i forvejen meget underligt. Det er nærmest umuligt at holde slutrunden om sommeren på grund af varmen, og derfor prøver de at flytte den til vinteren. Det vil gå ud over klubfodbolden, hvor man blandt andet i England spiller i vintermånederne. Og når der så også bliver afsløret disse forhold for migrantarbejderne, så burde fodboldforbundene måske reagere. Der er Dansk Boldspil-Union nok ikke den største spiller på banen, men hvis det tyske og engelske forbund prøver at presse Fifa, kan det måske betyde noget, siger han.

Historisk er det De Olympiske Lege i 1980 og 1984 i henholdsvis Moskva og Los Angeles, der er blevet hårdest ramt af boykot. Som en protest mod Sovjetunionens invasion af Afghanistan valgte en række vestlige lande med USA i spidsen at blive væk fra legene i 1980. Som hævn for det besluttede 14 lande, inklusive Østtyskland, Cuba og Sovjetunionen, sig for at boykotte OL i Los Angeles i USA fire år senere.

Den helt store debat om, hvor meget man må blande sport og politik, lod efterfølgende vente på sig ind til legene i Kina i 2008. Så lang en pause fra kontroverser om værter for sportsbegivenheder kan vi dog ikke forvente igen, siger Jens Sejer Andersen, som er international chef for Play the Game, der arbejder for demokrati og mod korruption i sportsverdenen. Ifølge ham vil debatte, som dem, vi ser i forhold til VM i Qatar og vinter-OL i Rusland, opstå mange gange de næste årtier.
De lande, der i dag har så stor økonomisk vækst, at de kan byde på store idrætsbegivenheder, har ikke på samme måde udviklet deres forvaltning af menneskerettigheder. Nogle af dem halter rent faktisk langt bagefter. Det er et problem for sporten, der skal stå for menneskelig samhørighed, solidaritet og værdighed, siger Jens Sejer Andersen, som appellerer til, at de store idrætsforbund tager sager om menneskerettigheder mere alvorligt:

Forbundene må skærpe deres kriterier til ansøgerlandene. De skal stille krav til menneskerettigheder og en grundlæggende beskyttelse af liv og velfærd for lokalbefolkningen. Men desværre reagerer toppen af sportsorganisationerne ikke på denne type sager, før der kommer offentlig protest. Den har først og fremmest sportens økonomi og magtpolitik for øje.