Kaffepausen er et bedre alternativ end fundamentalisme

Et slag for kaffepausen. Det lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Det er et ambitiøst projekt, antropologen Karen Lisa Salamon er ude i med bogen "Selvmål. Det evaluerede liv", der udkommer i næste uge. Det handler nemlig om et modspil til den bølge, der har forvandlet os alle til fornuftige teknokrater. Vi effektiviserer det bedste, vi har lært, men efterhånden effektiviserer vi langt hen ad vejen for effektiviseringens egen skyld - uden et højere formål. Vi skal hver især gøre det, vi er bedst til, postbudet må ikke banke på hos fru Jensen for at se, om alt er, som det skal være, og hjemmehjælperens afmålte tid skal i hvert fald ikke gå med at drikke kaffe.

-- Det er svært at sige nej til mere effektiv rengøring for eksempel, men omkostningen er, at det går galt med mere usynlige ting, siger Karen Lisa Salamon, der er kulturforsker, ph.d. i ledelse og lektor på Danmarks Designskole i København.

-- Vi står i et dilemma. Vi er enige om, at tal tæller. Tal- og timeregnskaberne blev oprindelig indført for at demokratisere, for at skabe lighed og gennemsigtighed. Det er tænkt positivt demokratisk, men er blevet en trist maskine, som gør, at de gamle får mindre omsorg. Og det betyder, at vi ikke kan finde et gangbart argument for kaffepausen.

Hjemmehjælpen og kaffepausen er blot ét eksempel på, hvordan en udvikling er gået i selvsving. Midlet er blevet et mål i sig selv. Men hvordan kunne det gå så galt med noget, som vi i princippet alle sammen synes er en god ide? En del af svaret finder man i historien. Den værdibaserede ledelse, som udsprang af en kritik af enhver form for totalitær tænkning, udviklede sig op gennem 1990'erne til selv at blive totalitær magttænkning. Ideen i den værdibaserede ledelse er, at ledelse kommer indefra, selvledelse blev nøgleordet og midlet var, at hver enkelt lærte og ind-optog nogle fælles principper, ti bud eller fem regler. Det er her, der kommer et religiøst aspekt ind i moderne ledelse. Tidligere handlede ledelse om at lede kroppe, ved samlebåndet eller i marken, nu handler ledelse om at lede sjæle.

-- Der er ikke så mange steder at se hen, hvis spørgsmålet er, hvordan man leder folks bevidsthed. For at finde redskaberne må man lede i filosofi, psykologi eller religion. Uden at kende svaret skal den moderne leder motivere folks bevægelse i retning af det ukendte. Så er det, at religion kan blive et effektivitetsfremmende redskab, påpeger Karen Lisa Salamon.

Hun har i forbindelse med et tidligere forskningsprojekt set på det religiøse aspekt i moderne ledelse og har et godt øje til en af managementlitteraturens mest slagkraftige titler, Stephen Coveys "7 gode vaner", der trækker på religiøse inspirationskilder fra mormonerne. Karen Lisa Salamon peger på, at det ikke er nyt at knytte forbindelsen mellem effektivisering og religion. Det er en sammenhæng, allerede sociologen Max Weber har fundet i sine studier af den protestantiske arbejdsmoral.

-- Men der er en forskel. Calvinisterne effektiviserede for at kunne få mere tid til at tilbede Gud. I dag er vi alle puritanske calvinister, men vi har glemt, hvorfor vi vil effektivisere på alle mulige områder. Vi effektiviserer for at effektivisere -- uden et højere formål. Tidligere var spørgsmålet for eksempel, hvordan vi undgår fattigdom, sult og nød eller uvidenhed.

-- I dag er vi alle teknokrater, og vi uddanner vores børn og studerende til teknokrater. De mister den humanistiske omtanke. Men hvad handler livet om ud over effektivisering?

Det er i tavsheden til dette svar, at fundamentalismen i en eller anden afskygning bliver en oplagt mulighed ifølge Karen Lisa Salamon. Fundamentalisterne kender den universelle målestok -- Gud, Naturen eller Folket -- og de ved, hvad der er godt og ægte og sandt. Det er, mener Karen Lisa Salamon, lykkedes fundamentalisterne at komme til at fremstå som det eneste reelle alternativ til de dominerende markedskræfter.

-- Fundamentalisterne har et alternativ til tallene, det er sandheden. Og der ligger en stor, stor fare i, at vi har fået malet os op i et hjørne, hvor fundamentalismen er det eneste alternativ. Hver især er vi som fornuftige teknokrater med til at fremme denne udvikling.

Det er her, kaffepausen i al sin ydmyghed kommer ind i billedet, hvis man hverken abonnerer rub og stub på markedskræfterne eller på faste og entydige værdier.

-- Mit svar er, at der er en mening i kaffepausen. Vi er mennesker, sociale væsener. Kaffepausen er et socialt øjeblik, hvor man er sammen om at være sammen. Her kan man forholde sig til hinanden uden for systemet.

-- Vi vil et fællesskab, som ikke straks behøver at handle om Gud, arbejde eller noget andet. Men hvis man ser sig omkring, så ser det ud, som om det kun er folkene på bænken, der har det. Det er blevet taberagtigt.

-- Hvis man skal have plads til kaffepausen, må man måske køre den teknokratiske logik helt igennem. Når der ikke er plads til noget, der ikke er økonomiserbart, må man gøre også de "bløde" ting synlige som målbare ydelser med resultater på bundlinjen. Så hvis lytten og en lille snak også er en del af det, ældre skal have, så må ydelsen vel hedde "snak", siger Karen Lisa Salamon.

I hvert fald kommer alternativet til tælleriet let til at lyde "lidt hippieagtigt", som hun siger. Men der er nogle grundlæggende spørgsmål, som regnskab, evaluering og kontrol ikke giver svar på.

-- Der er brug for mere plads til at reflektere over andre glæder i tilværelsen. Hvorfor læser man bøger eller ser en film? Hvorfor har man en familie?

larsen@kristeligt-dagblad.dk

**Karen Lisa Salamon: Selvmål. Det evaluerede liv. Gyldendal. Udkommer den 9. maj.

FaktaKaren Lisa Salamon

**Født 1964. Ph.d. i ledelse fra Copenhagen Business School, mag.scient. i antropologi. Siden 2004 lektor på Center for Designforskning, Danmarks Designskole. Har tidligere haft konsulentopgaver for bl.a. Instituttet for Fremtidsforskning, LEGO Group og OECD, og sidder i redaktionen for tidsskriftet Rambam og er medstifter af www.humanistiskforum.dk. Er gift med cand.polit. Martin Salamon og har to døtre.