Johannes Møllehaves selvmordstanker

Johannes Møllehave har været tæt på døden mange gange i løbet af sit liv som præst. Desuden mistede han sin hustru gennem 42 år i 2001, og i de seneste år har han også selv været ramt af svær sygdom, der har sat tanker i gang om døden. Her bringer vi et uddrag fra bogen "Johannes Møllehave om døden", hvor digterpræsten taler om selvmord. Foto: Mette Frandsen.

Om dengang, den folkekære digterpræst overvejede selvmord. Uddrag fra bogen "Johannes Møllehave om døden"

"Man kan komme derud, hvor man ikke er sig selv mægtig."

Med det citat begynder kapitel 8 i bogen "Johannes Møllehave om døden" fra Kristeligt Dagblads forlag. Vi bringer her hele kapitlet fra samtalebogen, hvor Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager og Johannes Møllehave sammen taler om selvmord.

Møllehave begynder samtalen:

Det er betegnende, at det modsatte af at få livet er at tage livet. Når man på dansk siger, at han tog sit liv, er man ikke i tvivl om, hvad det betyder: Han begik selvmord.

Georg Brandes syntes, at ordet "fosterdrab"var forfærdeligt, og det lykkedes ham at få introduceret det langt mere neutrale "abort". Man kan kalde det for en slags sukkerord. Man kan sagtens spørge: Har du fået foretaget en abort? For det er ikke så moralsk belastende. Det er det derimod at spørge: Har du slået dit foster ihjel?

Georg Brandes syntes heller ikke, at der burde være noget, der hed selvmord. For med det ord siger man ikke alene, at manden har taget sit liv, men også, at han er morder. Det var belastende, syntes Brandes. Derfor prøvede han at få indført ordet "fridød." Det lykkedes ikke, og det er nok meget godt. Jeg har begravet måske 20 mennesker, der har taget deres eget liv, og jeg har aldrig oplevet det som en fri handling, men derimod som en bunden handling. Mange har følt, at de ikke kunne være i deres egen krop. De har været syge, og der har billedligt talt været så megen ild og røg inden i dem, at de har følt, at deres eneste mulighed var at komme væk fra kroppen og fra sindet.

Selvmord hedder suicide på engelsk, og det stammer fra latin. Herhjemme bruger lægerne ordet "suicidium" i journalerne. Det er det officielle lægeord, men det er også et distanceord. Jeg husker engang, jeg som præst blev ringet op af en læge, der fortalte mig, at hans søn havde suicideret. Jeg synes, det havde været mere rigtigt at sige, at han havde taget sig af dage eller begået selvmord.

Hvorfor begår mennesker selvmord, tror du?

Jeg vil mene, at mange gør det, fordi de er psykisk syge. Jeg har kendt til folk, der har følt, at de bare ikke kunne være i deres krop længere. De ville væk fra den, og den eneste måde, de kunne komme væk, var ved at springe ud fra 11. sal. Men det kan også være på grund af legemlige smerter, som man ikke kan leve med længere, eller det kan være sociale omstændigheder eller sorg. Jeg kendte et ægtepar, hvor kvinden var meget syg, og manden var ude af stand til at fortsætte uden hende. De gik i døden sammen og holdt hinandens hænder, da de blev fundet.

Selvmordet kan også være en fortrængning af ansvar og skyld. Man tænker, at nu hvor jeg har lavet noget, som jeg ikke kan leve med, vælger jeg selvmordet.

Selvmordet går i arv. Hvis ens forældre har begået selvmord, er der meget større risiko for, at man selv gør det en dag. Den skygge, selvmordet efterlader, er noget af det værste. Forfatteren Ernest Hemingways far begik selvmord, og det samme gjorde Hemingway selv, da han fik en depression. Forinden gav man Hemingway elektrochok på en sådan måde, at han mistede sin hukommelse. Han sagde bagefter, at lægerne havde taget hele hans kapital fra ham, for han skrev på baggrund af sin hukommelse.

Hvordan forholder kristendommen sig til selvmord?

Der er ikke mange selvmord i Bibelen. I Det Gamle Testamente møder vi Saul, der kaster sig i sit eget sværd, da han møder overmagten, og i Det Nye Testamente begår Judas selvmord efter at have forrådt Jesus.

I oldkirken var der mange martyrer. De blev kastet for løverne, og nogle påstod, at der iblandt martyrerne var maskerede selvmord. Det så ud, som om de ville ofre sig, men de var selvmordere, og så fik de oven i købet hæder for det bagefter og en plads i Paradis. Næsten som de radikale muslimske selvmordsbombere, der i dag mener, at de kommer højt op på ranglisten ved hjælp af deres bombebælte.

Siden oldkirken har selvmordet været fordømt. Gud skaber og giver livet, og det er ikke op til mennesker selv at tage det. Det syn fastholder den katolske kirke i dag, selv om den kun helt undtagelsesvis nægter at give en selvmorder en kirkelig begravelse. Helt frem til slutningen af 1800-tallet anså man også i Danmark selvmord for at være en forhånelse af Gud, og derfor skulle den døde begraves uden for kirkegården, og hans formue og ejendom blev tilmed konfiskeret.

Dantes "Den guddommelige komedie"fra 1300-tallet har formentlig virket langt stærkere i Middelalderen end Bibelen. Her skriver Dante om de forskellige kredse, som han forestiller sig, helvede er inddelt i. Der er kredse for lommetyve, voldtægtsmænd, horkarle, mordere og så videre, men i den inderste cirkel sidder selvmordere og forrædere, og her finder man både Saul og Judas.

Kirkens fordømmelse af selvmordet, og det, at man ikke kunne komme i indviet jord på kirkegården, hvis man tog sit eget liv, er indledningstemaet i "Hamlet." Stykket begynder med, at Hamlet sukker over, at han ikke kan begå selvmord, fordi Gud fordømmer det. Han ville ryge på møddingen, hvis han tog sit eget liv, og det tør han alligevel ikke.

Da jeg var præst i Bruxelles, begik en mand selvmord ved at sætte sig i sin bil i garagen og lade sig kvæle af udstødningsgassen. Men da han blev fundet, stod bildøren lidt åben, og den katolske præst tolkede det sådan, at han havde prøvet at komme ud og altså dermed forsøgt at opgive sit forehavende. Dermed var det ikke et selvmord, men en ulykke, som kirken bedre kunne leve med.

I dag er der, så vidt jeg ved, ingen i den danske folkekirke, der fordømmer selvmordere, men det har der været indtil for ikke så mange år siden. Der har været præster, der ikke ville begrave selvmordere, og jeg har tidligere hørt om præster, der tog deres præstekrave af som et tegn på protest, når de skulle begrave en selvmorder. Det sker vist ikke længere, og jeg kunne aldrig selv drømme om at fordømme et menneske, der har begået selvmord, og jeg vil til enhver tid begrave en selvmorder. Men jeg synes, selvmord er en dårlig løsning.

Har du nogensinde selv overvejet selvmord som en mulighed?

Jeg har været lige ved. Jeg har i perioder lidt voldsomt af depression. Jeg fik engang depression på grund af medicinering med betablokkere. Ikke alle, herunder mig, kan tåle betablokkere, men jeg var nødsaget til at tage dem. En bivirkning for mig var, at de lavede en blokering i mig, så jeg blev handlingslammet. Jeg kunne godt abonnere på en avis, men jeg kunne ikke holde på en avis. Avisen faldt ned i skødet på mig, så modløs og trist var jeg. Jeg tog aldrig telefonen, og jeg kravlede somme tider ind under bordet, når den ringede. Jeg ville ikke vide af noget eller nogen. Jeg ville ikke forstyrres. Jeg ville ikke have, at nogen kom til min dør. Den depression kom jeg igennem. Men jeg oplevede senere en anden depression, der var ved at gøre det af med mig. Den havde andre årsager end medicinen, for her var det mine egne dæmoner, der spillede mig et puds. Jeg skrev et afskedsbrev og kørte ned til Storebæltsbroen. Det er ikke noget ualmindeligt sted at begå selvmord. Jeg holdt ind til siden midt ude på broen, hvilket var dumt, for folk ville straks spørge: Hvem ejer denne bil? Jeg kravlede ud på den ydre side af broens gelænder, så ned i vandet langt under mig og var klar til at springe. Men jeg gjorde det ikke. Det er svært at sige, hvad der holder én tilbage. Jeg følte vist først og fremmest en skamfuldhed over, at min tilstand skulle føre mine børn ud i den sorg. Jeg havde den tanke, da jeg så ned i vandet: Der er for mange mennesker, der har brug for mig, og som jeg selv er bundet til.

Det var i 2005, fire år efter Herdis' død.

Bagefter havde jeg det så ufattelig dårligt over, at jeg kunne være kommet så langt i min tanke og handling. Jeg skammede mig så meget over, at jeg var kommet dertil. Jeg havde skrevet et brev, som var rædselsfuldt dårligt skrevet. Var det så det, de skulle se efter mig? Jeg kunne da i det mindste have skrevet et ordentligt brev til dem. Jeg blev vred og skældte mig selv voldsomt ud.

Alt dette foregik som sagt under en voldsom depression, og jeg fortæller det kun for at vise, at alle mennesker kan komme helt derud. Man kan komme derud, hvor man ikke er sig selv mægtig. Jeg har bedt om tilgivelse, for kun Gud ved om vore handlinger og baggrunden for dem.

Det er gammel Tidehvervs-teologi at sige, at vi skal leve vort liv på Guds ord. Jeg kan godt lide den formulering, for det er ikke på egne ord eller egne falske forhåbninger, vi skal bygge vort liv. I dag hersker der en "sergent"-teologi i Tidehverv, hvor dette "skal"bliver til en kommando. Men det kan så sandelig også være kærligt. Hvis man for eksempel siger til én, der forsøger at begå selvmord, at du skal leve, for vi kan ikke undvære dig, er det jo virkelig sagt med kærlighed. Du skal leve, for der er så meget at leve for.

Det var i høj grad kristendommens ord, der lød i mig, da jeg stod på Storebæltsbroen og skulle til at springe: Dette her har du simpelthen ikke lov til at gøre.

For år tilbage kritiserede du forfatteren Tove Ditlevsen for offentligt at fortælle om et mislykket selvmordsforsøg. Hvorfor gjorde du det?

Hun skrev en kronik i Politiken under overskriften "Den sidste dag", hvor hun fortalte om, hvordan hun havde forsøgt at tage sig af dage. Hun tog ud i Dyrehaven, lagde sig i en sovepose i et buskads og tog en masse smertestillende piller. Og det var en lykkedag, skrev hun. Den uendelige lykke ved aldrig mere at skulle se noget menneske i verden. Endelig var hun færdig med denne elendige eksistens, hvor hun havde
mødt de forkerte mænd, og hvor hun ikke havde haft en eneste glad dag. Hendes nerver var ødelagt, og hun var blevet afhængig af morfin på grund af sygdom.

Hun hyldede selvmordet, selv om hun til sidst var blevet forhindret i det.

Hun forsøgte at overbevise andre om sit nihilistiske livssyn, hvor selvmord opfattes som acceptabelt og er udtryk for den højeste og mest syngende frihed. Det ville jeg i hvert fald skrive imod.

Så jeg skrev en kronik: Kære Tove Ditlevsen! Måske føler De det krænkende, at jeg går ind i et forløb. Men jeg synes, det er farligt, at De, som er så elsket med god grund, som er så læst med god grund, og som i den grad står som et menneske, der tør fortælle om psykiske lidelser, hylder tanken om selvmord, for jeg er bange for, at det smitter.

I sin tid, da Johan Wolfgang Goethe skrev "Den unge Werthers lidelser", gik der mode i at begå selvmord. Det samme skete i Paris mange år senere, hvor man havde fundet en smuk, ung kvinde, hvis ansigtsmaske, en slags dødsmaske, blev kopieret og solgt som allemandseje. Senere viste det sig i øvrigt at være fup, men mange andre kvinder var allerede fulgt efter hende i døden i Seinen. Og for nylig har vi set det i England, hvor mange unge har begået selvmord. Det er næsten som en sygdomsepidemi, hvor infektionen går fra menneske til menneske.

Jeg blev meget stærkt kritiseret for at være gået i rette med Tove Ditlevsen, men når hun så åbent talte om selvmordsforsøget som en lykkedag, kunne andre mennesker meget nemt sige, at sådan en dag vil de også have. At hun var så umanerligt velskrivende, gjorde kun synspunktet mere farligt.

Jeg mener ikke, selvmordet er udtryk for den højeste grad af frihed. Tværtimod er selvmord udtryk for fortvivlelse, og den fortvivlede er ikke fri. Fortvivlelsen er som en magt, der besætter os og holder os fanget. Jeg mener i modsætning til Tove Ditlevsen ikke, at døden er bedre end livet. Det er fortvivlelse at hævde det, og fortvivlelsen skal ikke have det sidste ord.

Den franske forfatter Albert Camus siger, at der kun findes ét filosofisk problem, der er værd at tage alvorligt, og det er selvmordet. Jeg kunne bare ikke acceptere, at hun hyldede det som udtryk for det moderne menneskes frihed.

Men til sidst lykkedes det så for hende.

Mange pårørende efterlades ofte med en skyldfølelse over, at deres kære begik selvmord. Hvad kan man som pårørende gøre ved en sådan skyldfølelse?

En læge fortalte mig engang om en kvinde, der var ved at blive vanvittig, fordi hendes mand havde begået selvmord. Han havde hængt sig i entréen, så da hun åbnede hoveddøren, gik hun lige ind i ham. Det fortvivlende var, at han gjorde det for at hævne sig på hende. Hun havde fået sig en elsker, og han havde sagt, at han ville hænge sig, næste gang hun besøgte sin elsker. Og sådan blev det.

Ved selvmord har jeg altid sagt i begravelsestalen: Vi skal alle dø, men vi har aldrig lov til at bruge vores død mod vore medmennesker. Vi har ikke lov til at sige: Du slår mig ihjel en dag. Man må og kan ikke sige, at det er den andens skyld, at man begår selvmord. Man har ikke lov til at påføre den anden en så forfærdelig skyld. Vi har ikke lov til at bruge vores liv som trussel mod en andens liv. Vi skylder Vorherre en død
alle sammen, men man skal ikke rette den mod de andre.

Sigmund Freud skriver: "Ihre Klagen sind Anklagen."Altså, jeres klager er anklager. Du var en elendig far. Du var for lidt hjemme. Du talte for lidt med mig. Det var en dårlig barndom. Klagen virker som anklage. Karen Blixens far hængte sig, da hun var barn, og hun kom aldrig over det. Klagen i hans selvmord blev en evig anklage i hendes liv.

Jeg skulle engang begrave en ung selvmorder. Vi havde diskuteret salmer og teksten, som jeg skulle tale ud fra. Alt var planlagt, det eneste, jeg ikke havde hørt om, var postludiet, som spilles, når kisten bæres ud. Det var en ung mand, der var sprunget ud fra et højhus. Ved du, hvad organisten spillede? Frank Sinatras "I did it my way." Det var kun melodien, men det var ikke til at tage fejl af. De pårørende havde aftalt det med organisten, men ikke med mig. De havde sagt, at han elskede det stykke, men der var jo et element af hyldest til selvmordet i at spille den melodi, og den hyldest vil jeg ikke deltage i.