Hvilken arbejdsetik præger vores samfund?
Det forventes, at alle stræber efter en karriere og prioriterer jobbet højt. Evnen til at spejle idealerne for arbejdslivet skal være i top, ellers vanker der udelukkelse fra fællesskabet. Sådan lyder eksperters beskrivelse af den arbejdsetik, der hersker i Danmark
Den første uge af det nye år har stået i efterlønnens tegn. Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forslag om at afskaffe efterlønnen har mødt både forargelse og opbakning, men en meningsmåling, der blev offentliggjort først på ugen, afslørede dog, at et flertal af danskerne, nemlig 59 procent, går ind for gradvist at afskaffe efterlønnen.
Den holdning er udtryk for den særlige arbejdsetik, der hersker i Danmark, mener en række eksperter. Den er præget af, at både ansatte og arbejdsgivere forventes at have ambitiøse karrieremål, mens der bliver set ned på dem, der forlader arbejdsmarkedet tidligt. For vi er vores job. Og for at opnå accept og succes må vi underlægge os den form for arbejdsetik, der råder i vores samfund.
"De mennesker, der har brugt efterlønsordningen, føler sig ugleset, men de gik jo ikke på efterløn for at spille golf, men for at gøre samfundet en tjeneste – oprindeligt for at skabe plads til de unge på arbejdsmarkedet," siger Kirsten Marie Bovbjerg, der er lektor ved Institut for Pædagogik ved Aarhus Universitet og har forsket i det moderne arbejdsliv.
Engang var det at arbejde en pligt, men også et nødvendigt bidrag til samfundet og en mulighed for at bevise, at man var egnet til gudsriget. Det var, som den tyske sociolog Max Weber definerede det, en protestantisk arbejdsetik. Den indebar arbejdsmoral, som siden er blevet forstået som det at være "kaldet" til arbejde. Man skulle arbejde for sin egen frelse og gøre Gud ære.
Sådan forholder det sig ikke længere. Vi arbejder ikke for gudsriget eller frelsen, men alene for vores egen skyld.
"Vi arbejder ideelt set for at realisere os selv og for at udforske og udvikle både vores kendte og ukendte potentialer," forklarer Kirsten Marie Bovbjerg.
Hun definerer nutidens arbejdsetik som et sæt af uskrevne normer, der fortæller os, hvordan vi skal forholde os til vores arbejde.
"Det handler især om et meget stort engagement i arbejdet. Og det, uanset hvilken type job der er tale om. Jobbet er ikke bare en pligt mere, vi skal gå meget mere ind i virksomheden end tidligere og tage den på os," siger hun.
Både ansatte og arbejdsgivere har i stigende grad fokus på arbejdsetikken i kraft af tiltag som trivselsundersøgelser, teambuilding, sundshedstilbud og psykologhjælp. Sådan lyder vurderingen fra Krista E. Blaabjerg, der er tidligere konsulent for Arbejdsmarkedsetisk Råd og i dag organisationskonsulent for SundUddannelse.
"Den slags tiltag bliver lanceret med begrundelsen, at det skal højne etikken og det sociale ansvar på arbejdspladsen. Vi dyrker dygtighed, effektivitet, samarbejde, fysisk og mental sundhed som aldrig før. Men vi har et ansvar for, at det ikke kammer over. Ikke mindst vi rådgivere. Jeg ser en meget entydig tendens til, at grundholdningen er, at medarbejderne skal have en god behandling, men samtidig stilles der også meget store krav fra ledelsen."
Krav, der i nogle tilfælde ikke bliver afstemt i samspil med de ansatte. Og derfor mener Krista E. Blaabjerg, at den form for arbejdsetik, der præger vores samfund, langtfra er positiv.
"Det er vigtigt at være opmærksom på, at vores arbejdsetik ikke bliver så krævende, at vi bukker under for kravene til den. Udadtil er vi utroligt glade for vores arbejdsliv i Danmark, men diverse undersøgelser viser, at der er mange, der er sygemeldt med stress, udbrændthed og depression. Vi kan godt lide alle de muligheder, vi har i vores arbejdsliv, så på den måde er vi lykkelige. Samtidig kan vi føle lede ved arbejdet, fordi vi ikke føler, vi er gode nok," siger Krista E. Blaabjerg.
Hun understreger, at det er i dialogen, nøglen findes til at bevare den gode etik. Både ansatte og arbejdsgivere må give plads til forskellige input og holdninger og derigennem forstå og anerkende forskellige standpunkter.
Men ofte er det de ambitiøse chefer, der glemmer, at deres medarbejdere både kan have svage og stærke perioder, og derved "trænger de arbejdsetikken op i en krog og accepterer ikke altid en medarbejders arbejdsmæssige grænser", som Krista E. Blaabjerg udtrykker det.
"Vi har i Danmark meget gode forudsætninger for et spændende og sundt arbejdsliv, men vi må ikke sætte det over styr ved at kræve for meget og det samme af alle, så knækker filmen," mener hun.
Den opfattelse er Else Kathrine Relster, der er erhvervspsykolog og stifter af konsulentfirmaet Nye veje, som rådgiver erhvervslivets ledere, delvist enig i.
"For mange ledere er deres arbejde en meget væsentlig del af deres livsindhold og deres identitet. Og de er utroligt loyale over for de virksomheder, de arbejder i. Det er højtuddannede og meget ressourcestærke mennesker, der måske en gang imellem tager fejl og tror, at alle andre kan levere på samme niveau og med samme kraft som dem. Og det er der jo mange, der ikke kan."
Else Kathrine Relster mener dog, at det hovedsageligt er samfundsmæssige normer, der er med til at afspore arbejdsetikken. For i dag får vi i meget høj grad status og værd gennem vores job. Og selvom der er mangel på job, opfattes det alligevel som stigmatiserende ikke at have et arbejde. Derfor prioriteres arbejdslivet enormt højt:
"For vidensarbejderne, som er den gruppe, jeg beskæftiger mig med, er der ikke længere en fløjte, der ringer klokken fire, og så har man fri. Med den nye teknologi er det op til en selv at sætte grænsen for sin arbejdsindsats. Og da mange jo er ambitiøse, behøver arbejdsgiverne ikke at skubbe til nogen, for de ansatte er selv oppe på tæerne. Skal der forsømmes et sted, vælger man måske lidt for ofte at forsømme sig selv og familielivet derhjemme."
Men det er langtfra nok at være ambitiøs og dygtig til sit job. Det er lige så vigtigt at vise, at du har forstået og ønsker at leve op til den arbejdsetik, der præger vores samfund, mener etnograf Karen Lisa Salamon.
"Hvis du ikke formår at vise, at du i det mindste forsøger at leve op til arbejdsetikken, bliver du ikke anerkendt som ligeværdig. Lige fra folkeskolen lærer vi i dag at tænke i uddannelsesplaner og karrierestrategier, og viser du ikke vilje til i det mindste at prøve at blive mere effektiv og målrettet, falder du udenfor. Det gælder også folk med mere rutineprægede job. En slagteriarbejder skal også vise, at han er villig til at efteruddanne og udvikle sig, og en arbejdsløs skal vise, at hun kan og vil lægge en jobstrategi for at få sin overførselsindkomst. På den måde er vi alle sammen blevet karrieremennesker, fordi dagens arbejdsetik og styringslogik kræver det. Det er klart, at arbejdsetik bliver gradbøjet afhængigt af dit job, men den gælder for alle."