Hvem hjælper hjælperne

Den norske forsker Kari Dyregrov undersøger, hvilken støtte det sociale netværk, der træder til med trøst og støtte, har brug for. -- Foto: Scanpix.

FORSKNING I EKSISTENS OG SAMFUND: Den norske forsker Kari Dyregrov har tidligere sat fokus på forældre, der er efterladte efter vuggedød, ulykker og selvmord. Nu vil hun gå et skridt videre og belyse, hvordan hjælperne står stillet, når de gør en indsats for stærkt traumatiserede familier

– Jeg var praktiker i mange år, før jeg blev forsker, og det smitter af på mit virke. Jeg vil se forandringer, og hvis de ikke sker, så går jeg ud og prøver at skabe dem selv.

Sådan beskriver den norske forsker Kari Dyregrov en central del af sit virke, nemlig dér, hvor hun udover at forske også forsøger at påvirke samfundet til at gøre brug af resultaterne fra forskningen.

Det helt centrale tema i Kari Dyregrovs forskning blev grundlagt i 2003 i hendes doktorafhandling, der handler om tabet af et barn ved selvmord, vuggedød og ulykker og behovet for hjælp derefter.

Det var banebrydende forskning, fordi denne meget sårbare forældregruppe sjældent beskrives og sjældent høres. Afhandlingen gav ny viden om de nære pårørendes situation efter traumatiske dødsfald. For de efterladte efter selvmord var det første gang, der blev sat så omfattende fokus på deres situation, ikke bare i Norge, men i Europa.

Nu går Kari Dyregrov nye veje i sin forskning, og alligevel er hun stadig inden for samme område

– hun er nemlig i gang med en treårig postdoktorgrad om den støtte fra netværket, som de efterladte modtager, baseret på data om efterladte, som hun fik gennem sin doktorafhandling.

"Hvem hjælper hjælperne – hvem støtter netværket? Hvordan klarer de sig?" Det er nu det centrale spørgsmål for den entusiastiske norske forsker, som ikke bare lader sig engagere i de bøger og artikler, hun skriver. Hun har også involveret sig stærkt i samarbejdet med den norske forældreforening for vuggedød, hvis fagråd hun er medlem af, og hun gik aktivt ind i at stifte foreningen LEVE, Landsforeningen for efterladte efter selvmord i Norge, hvor hun nu også er medlem af fagrådet.

– Det er det, som giver mening – at se ændringer på de områder, som trænger til at ændres, forklarer hun.

Kari Dyregrov praktiserede som fysioterapeut forskellige steder i sundhedsvæsenet, før hun begyndte at læse sociologi ved universitetet i Bergen i 1989. Som ung blev hun gift med Atle Dyregrov, der i 1988 stiftede Center for Krisepsykologi i Bergen og er kendt over hele verden for sit banebrydende arbejde inden for krisepsykologien.

Kari Dyregrov selv bærer på en forhistorie, som har sat sig spor, og som gør hendes forskning i efterladte forældres situation særlig meningsfyldt. Hendes forældre mistede deres ældste barn, en søn, da han kun var ni måneder gammel. De fandt ham død i sengen om morgenen.

– Vi søskende, der kom til sidenhen, har levet med, at denne bror fandtes, for de var meget åbne om det og på en måde forud for deres tid. For eksempel hang der billeder af ham på væggen. De talte tit om ham, men det var ikke sådan, at vi blev påtvunget noget minde, det var helt naturligt for dem at tale om ham, fortæller Kari Dyregrov.

Hendes forældre fik siden fire børn mere.

– Min far, der hele livet var meget forelsket i min mor, gav hende hvert år på deres bryllupsdag en buket med fem roser, en for hvert af de fire levende børn og en for ham, de havde mistet. Det var deres eget ritual. Nogen hjælp fra omgivelserne fik de ikke. Min far blev afhørt af politiet, mens min mor sad alene hos lægevagten i mange timer. Den eneste, som talte med hende var en rengøringshjælp. Det var tungt for dem, og de sled med deres sorg og med skyld og selvbebrejdelser, fordi de ikke havde hørt drengen. Han døde den første nat, han sov i eget værelse. En nabo fortalte siden, at drengen havde skreget om natten. Min far havde insisteret på, at det var på tide, drengen fik eget værelse at sove i – og det holdt han aldrig op med at bebrejde sig selv, siger Kari Dyregrov.

Billedet på moderen, der kun fik hjælp af en tilfældig rengøringsassistent, er på en måde symbolsk for Kari Dyregrovs arbejde i dag. For hvem er det, der (tilfældigvis) træder til, når forældre mister et barn, og hvordan er det at være hjælper? Det er hun sammen med Atle Dyregrov i færd med at skrive en bog om, baseret på forskningen i de sociale netværk og blandt efterladte.

– Jeg ønsker at fokusere på de sociale netværk omkring en familie, der har mistet, for de står ofte i en svær situation og har mange dilemmaer og overvejelser undervejs og bagefter. Jeg beskriver i bogen, hvad der er hovedreglerne for god støtte og kommunikation, og jeg vil også videregive råd og lignende til venner og familier, der støtter familiemedlemmer i krise. Bogen kommer desuden ind på, hvad der sker, når det sociale netværk ikke er nok, og der er behov for mere professionel bistand. Endelig ønsker jeg at beskrive, hvilken støtte netværket har brug for, forklarer Kari Dyregrov og peger på et eksempel:

– Jeg talte med en ung kvinde, der selv var mor. Hendes veninde havde mistet et lille barn, og veninden kom ind på sygehuset til hende. Her blev veninden bedt om at holde det lille døde barn og om at klippe en hårlok af barnet. Det gjorde hun – for sin venindes skyld – men det var voldsomt hårdt for hende. Hun har stadig erindringer om det, flashbacks, for det virkede stærkt traumatiserende. Men hvem hjælper hjælperen i den situation – når hun nu, to år efter, stadig er plaget af dette minde? spørger Kari Dyregrov og understreger i samme nu, at folks reaktioner i krisesituationer som udgangspunk er helt normale.

– Der er intet unormalt i at blive chokeret og i at sørge. Det, jeg ønsker at bidrage til, er, hvordan vi forebygger, at sorgen bliver traumatiserende, altså forebyggelse mellem medmennesker, forklarer den hårdtarbejdende norske forsker, der ikke går af vejen for at tale de norske myndigheder imod, hvis hun synes, de handler for passivt.

– Ved store katastrofer rykker de offentlige myndigheder ud med kriseteams, men hvad med den personlige katastrofe, det er for en familie at miste ved for eksempel selvmord eller ved vuggedød? Den form for tab er ikke mindre katastrofal for den enkelte, påpeger hun.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Sociale netværk ved pludselig død

Afhandlingen om, hvordan sociale netværk bedst muligt kan støtte efterladte ved pludselig død, udkommer i 2008 som en bog, der på norsk får titlen "Sosial nettverksstøtte ved brå død – hvordan kan vi hjelpe?" (Fagbokforlaget). Sideløbende med dette forsknings- og bogprojekt er Kari Dyregrov (f. 1951) ansat ved Center for Krisepsykologi i Bergen og i et selvmordsforskerteam ved Nasjonalt Folkehelse-institutt i Oslo.

Læs mere om Kari Dyregrov på

www. krisepsyk.no. Læs om den norske landsforening for efterladte efter selvmord på www.LEVE.no og Landsforeningen uventet

barnedød på www.lub.no. Hjemmesiden www.krise.no samler alle former for erfaringer om krisehjælp til brug for både fagfolk og lægfolk, der vil have den nyeste viden.