Hedegaard: Er der noget, man ikke kan tillade sig at sige om islam?
Historiker og debattør Lars Hedegaard føler sig misforstået, når han anklages for at forhåne muslimer. Selv ser han sig som en nøgtern beskriver af islam, hvis ord vækker vrede, fordi "trosvogterne over den offentlige mening" synes, at islam skal fredes
Engang i 1950'erne gik to drenge, Lars og Per, i samme skoleklasse på Ryesgades Skole i Horsens. Lars var en svag dreng, der ikke ville slås. Per var en dum dreng, der havde udset sig Lars som prügelknabe og jævnligt slog ham. Indtil en dag, da Per på ny havde lovet Lars tæsk efter skoletid og spærrede vejen for ham, men til sin overraskelse oplevede, at det faste offer for en gangs skyld reagerede ved at gå til angreb med slag og spark, så Per måtte flygte.
Da Lars mere end et halvt århundrede senere skrev sine erindringer, tog han slagsmålet med Per med. Og ledsagede det med den etiske bedømmelse, at han havde gjort det eneste rigtige, og at "det må være enhver fars pligt at lære sine sønner selvforsvar, hvis de altså fra naturens hånd er frygtsomme."
"Først da jeg skulle skrive min erindringsbog, stod det klart, at begivenheden havde betydning. Det gik ved den lejlighed op for mig, at man ikke skal lade sig intimidere. Man skal være villig til om ikke fysisk at slå igen, så i ord forsvare sine synspunkter," siger han.
Lars hedder Hedegaard til efternavn. Han er uddannet historiker, forfatter til en række bøger om islam og kendt for at ytre sig i stærkt kritiske vendinger om den trosretning, han langt mere opfatter som en ideologi end en religion.
Til januar skal han tilmed møde i byretten på Frederiksberg, fordi statsadvokaten for København og Bornholm har rejst tiltale imod ham for racistiske udtalelser. Det handler om den i pressen hyppigt gengivne udtalelse om, at muslimske fædre voldtager deres døtre.
Selv kan han slå 100 procent fast, at han ikke er racist. Og at han ikke har noget at udsætte på muslimer som befolkningsgruppe, kun islam som ideologi.
"Jeg har bare forsøgt at bruge min faglighed som historiker til at trænge ind i islams historie. Alligevel er jeg blevet udlagt som antisemit, racist, nazist, xenofob, højreekstremist og nationalromantiker," siger Lars Hedegaard, som understreger, at han ikke er nogen af delene.
"Jeg anser mig stadig for marxist. Ikke i den betydning, at jeg tror på verdensrevolutionen, men i min analysemetode."
Men hvorfor bliver de verbale slagsmål så så forbitrede, når den 67-årige tidligere arbejderdreng fra Horsens debatterer islam? Og hvis der er en etisk grænse for, hvordan man kan tillade sig at ytre sig, hvor går den så?
"Det kan være svært at finde balancepunktet. Jeg har altid bestræbt mig på i min offentlige fremtræden at behandle andre, som jeg selv gerne vil behandles," siger Lars Hedegaard.
Han betoner, at selvom han anser ytringsfriheden for demokratiets altafgørende frihedsrettighed, er der situationer, hvor den bør begrænses. For eksempel i forhold til at afsløre statshemmeligheder, at udlevere andres privatliv eller at fremsætte personlige forhånelser og injurier:
"Men det, mennesker siger og gør, bør vi kunne drøfte åbent. Ligesom de pågældende mennesker bør have mulighed for at kunne give igen."
En af Lars Hedegaards hovedpointer er, at han ikke udtaler sig skråsikkert om, hvordan hver eneste konkrete muslim er. Det kan han ikke vide, og de op mod 1,6 milliarder mennesker, som bekender sig til islam, er en yderst varieret gruppe. Til gengæld mener han, at han med god ret kan udtale sig i generaliserende vendinger om islam.
"Hvis man beskriver kommunismens ideologi og Stalins slavelejre, vil dette ikke blive opfattet som en forhånelse af den enkelte kommunist. Sondringen imellem ideologien og dens tilhængere synes at have været velforstået i den danske debat, lige indtil vi fik islam. Når man taler om islam, er der en opfattelse af, at man fornærmer den enkelte muslim personligt," siger Lars Hedegaard og tilføjer:
"Jeg mener ikke, nogen mennesker er ringere end andre, eller at man skal gøre forskel på folk på grund af race eller etnisk herkomst. Men man skal ikke kunne undslå sig for at stå til regnskab for sine synspunkter eller handlinger med henvisning til sin religion. Det har vi heller aldrig accepteret med kristne, jøder eller hinduer."
Ifølge Lars Hedegaard er der konsensus om, at man må tale generaliserende om alle andre end muslimer:
"Hvis dagbladet Politiken skriver i en overskrift, at danskerne elsker kokain, oplever jeg det da ikke som en personlig forhånelse, selvom jeg er dansker og aldrig har taget kokain. Siger man noget generaliserende om muslimer, bliver man straks slæbt i byretten for at have forhånet en sagesløs befolkningsgruppe."
Men hvis muslimer er ekstra fredet for kritik, hvem er det så, der har bestemt, at det skal være sådan? Det har ifølge Lars Hedegaard "den herskende meningselite, som har magten i samfundet."
Han uddyber, at denne elite består af politikere, ni ud af ti journalister og redaktører, de fleste fremtrædende kulturpersonligheder og så godt som alle universitetsforskere.
"Meningseliten er trosvogtere over den offentlige mening, som vel at mærke ikke er, hvad folk mener, men det, der må menes. Da jeg var barn, sagde man: 'Du skal ikke tro, du skal vide.' I dag er buddet: 'Du skal mene noget bestemt'."
Han mener, at de toneangivende kredse efter socialismens sammenbrud i 1989 har ledt efter en ny ideologi og har valgt antiracismen:
"Eftersom der stort set ikke findes nogen, der ser ned på andre mennesker på grund af deres race eller afstamning, har man udvidet racismebegrebet for at få pengene til at passe. Man udpeger en gruppe som ofre og udpeger dem, hvis holdninger man ikke bryder sig om, som racister."
Lars Hedegaard har tilmed svært ved at se de store forskelle i holdningen til islam fra venstrefløjen til Venstre og Konservative:
"Min gode ven Søren Krarup siger, at der skete et systemskifte i 2001, men jeg kan ikke få øje på det. Jeg kan se, det er blevet lidt sværere at komme til landet under den nuværende regering, men jeg ved ikke, om man reelt har foretaget sig noget for at imødegå den islamiske ideologi og sætte en stopper for de konstante islamiske krav om særrettigheder. Måske er der blevet skruet fem procent på håndtaget."
Men hvorfor mener han, det er så vigtigt at gribe ind over for islam? Det skyldes den viden, han har skaffet sig gennem 10 års islamstudier, som han indledte efter et besøg i Oslo i 1999, hvor han gik tur i en bydel, som var så præget af et islamisk kulturmønster, at han følte, han lige så godt kunne befinde sig i Karachi eller Islamabad.
"Allerede forinden havde jeg tænkt meget over, hvorfor den aktuelle indvandringsbølge adskilte sig fra alle de andre indvandringer, vi har haft gennem århundrederne. Vi har haft jøder, kartoffeltyskere, roepolakker, svenskere, hollændere, ungarere og kinesere. I regelen var der lidt småproblemer i første generation, men i anden generation var de løst. De var integreret på en måde, så de ikke vakte opsigt," siger Lars Hedegaard.
"Med muslimerne har det været anderledes. Jo længere tid de har været i landet, jo mindre interesserede virker de i at blive integreret, og jo stærkere kræver de, at samfundet bliver indrettet på deres måde," tilføjer han.
Hans grundlæggende dagsorden er at slås for retten til at ytre sig kritisk. Og for de værdier og den sammenhængskraft, som han oplevede i sin barndoms arbejderklassemiljø:
"Dengang var slagordet: 'Gør din pligt og kræv din ret'. I den rækkefølge. Man skal ikke leve på nas. Datidens socialdemokrater ville have stillet sig uforstående over for en masseindvandring af folk, der hverken kan eller vil bidrage til samfundet. Man ville have sagt: 'Hvis I vil give et nap med, leve som vi gør og betragte jer som ligestillet med os, må I være her'," siger Lars Hedegaard og uddyber, hvad han mener med "leve som os":
"Der skal være vide rammer. Man kan leve på 117 måder. Men man skal ikke kunne påberåbe sig politiske, kulturelle eller sociale særrettigheder på grund af sin ideologi."
Spørgsmålet er dog, om det er muligt at sige så entydigt, hvad islam er og står for. Betragter man verdens mange muslimer, er der tydeligvis stor forskel på, hvordan de lever og opfatter verden.
Men selvom der er lige så mange forskellige måder at være muslim på, som der er forskellige måder at være socialist på, er der ifølge Lars Hedegaard en afgørende forskel:
"Mig bekendt har socialismen ikke én facitliste, som ikke kan diskuteres, fordi den kommer direkte fra Gud, overleveret fra ærkeenglen Gabriel. Derfor er socialisme et bredt og differentieret begreb, det er islam ikke."
At verdens muslimer lever og tænker forskelligt, skyldes derfor ikke variationer i, hvad islam står for, men udelukkende, at der er forskel på, hvor mange af islams bud den enkelte efterlever, konkluderer Lars Hedegaard.
Men hvad med dét udsagn om, at muslimer voldtager deres børn? Giver det ikke anledning til at overveje, om der bør være etiske grænser for, hvad man siger om en befolkningsgruppe eller en ideologi?
Når man spørger til udsagnet, er det tydeligt, at han ikke længere vil udtale det samme. Han siger nu, at det ikke var ment som en generel beskyldning mod samtlige muslimske mænd eller blot de fleste af dem:
"Mit synspunkt er, at der findes et problem med kvindeundertrykkelse i den islamiske kultur, og at dette problem i sidste ende udspringer af islams ideologi," siger Lars Hedegaard, som i øvrigt bemærker, at kvindeundertrykkelse også har været udbredt i dansk kultur.
"I Jyske Lov fra 1241 står der, at kvinder arver mindre end mænd. Det minder om de regler, der er i islam. Men vi er heldigvis kommet videre, og det skal andre også have lov til," siger Lars Hedegaard og tilføjer:
"Jeg kan ikke se, der skulle være noget etisk eller moralsk betænkeligt i at ønske, at andre skal have det lige så godt, som vi har fået det."