Er solidariteten på vej ud?
Samfundet bør i højere grad skære i støtten til de handicappede og forlange betaling af mennesker med livsstilssygdomme, mener en stor del af danskerne. Individualismen har for alvor fået tag i befolkningen, vurderer eksperter
Respiratorbruger og landsformand i Muskelsvindfonden Evald Krog bor på en landejendom ved Ajstrup syd for Aarhus. Her får han i døgnets 24 timer nødvendig assistance fra personlige hjælpere. Men står det til koncerndirektøren i Region Hovedstaden Svend Hartling, burde Evald Krog forlade sit hjem og flytte sammen med andre respiratorbrugere med lignende behov. I hvert fald hvis man skal tage koncerndirektørens udsagn for pålydende om, "at det er rasende dyrt at have hospitalsbehandling i eget hjem".
LÆS OGSÅ: Flest vil skære i ydelser til handicappede
"De folk, der holder øje med respiratorpatienterne, vil kunne holde øje med flere, hvis respiratorbrugerne ligger på en samlet afdeling," sagde Svend Hartling for nylig til DR Nyheder.
Dermed melder koncerndirektøren sig ind i det voksende kor af kritiske røster, som peger på, at der er penge at spare på handicapområdet. Som skrevet i Kristeligt Dagblad for nylig lægger flere kommuner op til at reducere udgifterne til handicappede. Og de har pæn opbakning i befolkningen.
En ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad viser nemlig, at en stor del af danskerne mener som Svend Hartling. Af 1008 adspurgte svarer 47 procent nej til, at handicappede skal fritages for offentlige besparelser.
"Jeg synes nok, at det er tegn på, at solidariteten i vores samfund er under pres. Måske er egoismen i samfundet blevet lidt større," siger tidligere sundhedsminister for Venstre Ester Larsen.
Evald Krog fra Muskelsvindfonden er fuldstændig enig og samtidig rasende over koncerndirektørens udtalelse:
"Jeg er vred. Meget vred. Og jeg føler mig i min gode ret til at blive vred. Nærmest føler jeg, at det er min pligt at blive vred. For koncerndirektørens nedværdigende og behandlingskrævende tankegang overskrider enhver anstæ ndigheds grænser med flere længder."
"Det ville være dejligt, hvis jeg havde halvt så meget muskelsvind, så jeg ikke skulle tære på samfundets midler. Men sådan hænger verden bare ikke sammen. Jeg mener, at der er behov for at komme tilbage på et mere positivt spor i debatten. Solidariteten er under angreb," siger Evald Krog.
Samme YouGov-undersøgelse viser, at heller ikke de tykke, rygerne og alkoholikerne kan være i fred for fordømmende blikke i fremtiden. Godt en femtedel af de adspurtgte svarer ja til, at mennesker med usund livsstil, for eksempel rygere, overvægtige og mennesker med et stort alkoholforbrug, selv bør betale for behandling, der kan relateres til deres livsstil.
Det skal med andre ord ikke ligge samfundet til last, at fru Olsen har spist for mange kager og nu lider af diabetes 2, eller at hr. Jensen har røget så mange cigaretter, at han har brug for bekostelige behandlinger mod lungekræft. Eller som en borger udtrykker det i et debatindlæg på hjemmesiden 24.dk:
"Jeg gider simpelhen ikke være med til at betale for folks livsstilssygdomme. Vi er i dag så oplyste, at vi må tage vare på os selv, og kan vi ikke finde ud af det, så må vi selv betale for en dyr hospitalsseng til cirka 5000 kroner i døgnet. Så kan de lære det, ja de kan."
Udviklingen foruroliger lektor i sociologi Nanna Mik-Meyer.
"Der sker en individualisering af sygdommen, når man selv står med ansvaret og regningen for den. Som samfund vil vi gerne straffe den gruppe, som gør tingene forkert. Men mener vi virkelig, at den tykke enlige mor, som har børn i samme institution som os selv, ikke skal have behandling, når hun ligger dødssyg og ikke selv har råd til at betale?", spørger Nanna Mik-Meyer.
Hun tvivler på, at danskerne i undersøgelsen har reflekteret ordentligt over, hvad det vil betyde for samfundet at indføre brugerbetaling på livsstilssygdomme.
"Det er en umulig vej at gå. Begynder man at ekskludere folk fra behandling, får man et andet og langt mere utrygt samfund. Jeg tror, de fleste ville have svært ved at acceptere, at en stor gruppe af syge medborgere ligger og dør rundt om i lejlighederne," siger Nanna Mik-Meyer.
Psykiater og formand for Projekt Udenfor Preben Brandt har også bemærket, hvad han kalder "en stigende trang til at lukke mennesker ude, som er anderledes". Om det så skyldes handicap, overvægt eller usunde alkoholvaner.
"Vi lever i en individualiseret tidsånd, hvor en magtfuld, stor og velfungerende middelklasse trumfer sine ønsker igennem. Vi er så mange, der har ressourcer til at tage ansvar, men vi glemmer, at der er nogen, der ikke kan det. De bor jo også som regel i andre bydele, de, der lever usundt. Vi er blinde for deres situation. Fordi vi ser rygning og overvægt som et brud på vores skønhedsidealer, skal de udelukkes fra fælles velfærd og solidaritet."
Preben Brandt definerer udviklingen som et paradigmeskift fra en fælles ansvarlighed for hinanden til en forsikringstænkning, hvor man først og fremmest må sikre sig selv.
"Vi i fællesskabet har defineret, hvad der er godt og skidt. Nu er det den økonomiske solidaritet, der tæller. Det fællesskab, vi har, skal være til fordel for dem, der i forvejen er nogenlunde godt ved muffen," siger han.