Er man altid forpligtet til at hjælpe andre i nød?

Hvordan vil vi reagere, hvis vi oplever et andet menneske i nød? Mennesket er ikke altid så godt, som man kunne håbe på, lyder det fra eksperter.

Hvor langt rækker den etiske forpligtelse til at hjælpe andre? Og hvad afgør, om vi bliver helten eller den, der ser på?

Det stof, helte er gjort af, rækker langt for tiden. Hver uge kan medierne igen fortælle, hvordan nogen har sat eget liv på spil for at redde et andet – ofte fordi de har vovet sig ud på den forræderiske is, der dækker meget af landet. Senest måtte en fritidsleder fra Tønder redde en 12-årig dreng på en isflage; en kvinde fra Aabenraa reddede sin mand op af fjorden; Og en kvinde gik gennem isen nord for København i forsøget på at redde sin gravhund.

Tendensen rejser flere spørgsmål, ikke mindst det helt eksistentielle: Handler jeg også som en helt, hvis situationen kræver det? Samtidig rykker de mange sager ved debatten om, hvornår man etisk er forpligtet til om ikke at være helt, så i hvert fald at hjælpe sin næste.

Læs også: I situationen har man ikke noget valg

Lad os begynde med det første: I langt de fleste tilfælde af heltedåd lyder det fra helten, at man kun gjorde det, alle ville have gjort. Virkeligheden viser, at det er en sandhed med modifikationer, men rigtigt er det, at det er en grundlæggende del af menneskets evolutionære udvikling at hjælpe sine medmennesker. Det var simpelthen nødvendigt at stå sammen for at overleve som art, forklarer professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann. Siden har kulturen gjort, at det er blevet indiskutabelt godt at hjælpe andre og dårligt at pine dem, som romerne gjorde ved deres gladiatorer, og inkaerne med deres levende ofringer. I Bibelen er det at elske sin næste således også gjort til det største bud ved siden af buddet om at elske Herren. Tilsammen har det betydet, at det at hjælpe andre i nød er blevet et urinstinkt så stærkt, at det næsten altid overtrumfer det moderne samfunds individualistiske selvrealiseringsmoral, mener Svend Brinkmann:

– Lidt skarpt sat op er tendensen, at vi ophøjer det, der er godt for os selv, til noget generelt godt og derfor moralsk rigtigt. Men det blegner som regel, når vi ser et andet menneske i fare. En række undersøgelser af hverdagens helte har vist, at de ikke handler efter en rationel kalkyle, men gør det, de føler, alle andre ville gøre. De handler med andre ord instinktivt.

Instinktet bliver måske hjulpet på vej af, at vi kan blive straffet, hvis vi ikke hjælper. Straffelovens paragraf 253 siger klart, at det kan være strafbart at undlade at hjælpe nogen, der er i "øjensynlig livsfare". Det samme gælder, hvis personen er "tilsyneladende livløs".

Strafansvaret forudsætter dog, at hjælpen kan gives "uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre". Der er da også kun meget få, der er straffet efter denne paragraf, og det er næsten udelukkende sket i forbindelse med trafikuheld.

Endelig står der, at alle – inden for rimelighedens grænser – har pligt til at redde alvorligt nødstedte, og det er her, problemerne for alvor opstår. For hvis instinktet ikke slår til (måske fordi instinktet siger, at man svømmer for dårligt), og vi undlader automatisk at handle, hvor går rimelighedens grænse så for at lade være?

Her står loven af, etikken og den personlige karakter tager over. Og den etiske fordring, som filosoffen og teologen K.E. Løgstrup kaldte det, som skal styre mennesket gennem en given situation, er endda ikke meget bevendt, mener lektor i moralsk filosofi Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet. For ifølge Løgstrup var det eneste moralsk rigtige at handle spontant, og det er ikke særlig handlingsanvisende, hvis man først er stoppet op og nu overvejer, hvor koldt det faktisk er at falde gennem isen.

– Det eneste, man etisk set kan læne sig op ad i disse situationer, er alene forpligtelsen til at hjælpe. Det kan være at tilkalde hjælp eller på anden måde hjælpe uden nødvendigvis at sætte liv eller lemmer på spil. I det øjeblik man sætter sig selv på spil, ryger man som regel over i helte-kategorien, fordi man netop gør noget ud over det forventelige, forklarer han.

Det sker som nævnt indimellem, at danskere dømmes for ikke at gøre det forventelige. Og det hænder også, at landets krisepsykologer har klienter, der kæmper med ikke at have handlet eller gjort nok i en nødsituation. Så hvad er afgørende, når vi vælger bare at gå? Det er faktisk ganske velbelyst i socialpsykologien. Og den afgørende faktor har vist sig at være antallet af mennesker, der er til stede. Jo færre der ser på, jo mere har man lyst til at redde nogen. Forklaringen er, at ansvaret ofte blive diffust, når mange kigger på, siger Svend Brinkmann.

Vi tænker automatisk, at det nok ikke er så alvorligt, når andre ikke reagerer. Nogle er tilbageholdende af frygt for at blive til grin, og andre tvivler på, om de mon kan løse opgaven. Til gengæld griber flere ind, hvis først én tager teten.

– De fleste har nok en forestilling om, at der findes mennesker, som er helte fra naturens hånd. Folk med særlige idealer, vi kan se op til. Men man har endnu ikke fundet menneskelige faktorer, der disponerer for heltegerninger. Det afhænger tilsyneladende mere af situationen end personen, siger han.

Endelig er der en bekvem faktor, som nedenunder det hele kan forklare, hvorfor vi nogle gange ender med ikke at gøre noget for at hjælpe. Vores samfund og kultur har udviklet sig sådan, at hverdagen er blevet stadig mere reguleret og sikker. Der er færre ting, der går galt, og derfor bliver vores øvelse i at være helte stadig mere rusten, forklarer professor i klinisk psykologi Ask Elklit fra Syddansk Universitet:

– Vores opfattelse af fare er meget forskellig, men grundlæggende fortolker vi verden gennem nogle faste kategorier. Når noget uvant sker – som for eksempel et menneske i alvorlig nød – så omfortolker vi nogle gange, helst til noget ufarligt, for så behøver vi ikke blande os. Om det er uetisk, ved jeg ikke, det er bare menneskets natur.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk