Er det i orden, at danske børn bliver passet af fattige filippinere?

Ikke forfærdeligt meget er helligt for Jan Monrad og hans humoristiske sans. Foto: NIMA STOCK

MED AFSTEMNING: En ny underklasse af fattige fra Den Tredje Verden passer velstilledes børn, tager sygeplejerskejob og gør rent i vores del af verden, mens de selv må undvære deres børn. De mange kvindelige indvandrere, der rykker ind i det vestlige hverdagsliv, udstiller de globale forskelle mellem rig og fattig

29-årige Jean Gocotano fra Filippinerne har en uddannelse som edb-programmør. Men trods en bacheloruddannelse fra et universitet kan hun kun tjene omkring 1000 kroner om måneden i Filippinerne. Den lave løn var årsagen til, at hun efter endt uddannelse valgte at blive hushjælp i udlandet. På den måde kunne hun sende penge hjem til sine søskende.

LÆS OGSÅ:
Au pair-livet giver trods alt fattige kvinder en chance

Først arbejdede hun i Hongkong, og for nogle år siden tog hun til Danmark. I 18 måneder var hun au pair hos en familie i Rungsted i Nordsjælland. Her tjente hun lidt over 3000 kroner om måneden plus kost og logi eller mere end det tredobbelte af en månedsløn i Filippinerne. Hovedparten af pengene sendte hun hjem til familien. I dag arbejder Jean Gocotano som au pair-rådgiver i fagforeningen FOA.

Flere af de kvinder, hun hjælper, har selv børn hjemme i Filippinerne. Mens de går på legepladsen med danske Anna eller Julius, er kontakten til deres egne børn reduceret til samtaler via internettelefontjenesten Skype.

Det er svært for danskerne at forstå, at filippinere kan arbejde her, når de må forlade deres egne børn. Men for os som filippinere er det hensynet til familien, der betyder noget. Vi rejser, fordi vi vil sikre vores familie derhjemme en fremtid, og fordi vi får nogle bedre muligheder, forklarer Jean Gocotano.

De filippinske au pairer i Danmark hører til en voksende global skare af kvindelige migrantarbejdere. I denne uge satte en konference arrangeret af Roskilde Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) fokus på et nyt begreb de såkaldt intime migranter. Det er kvinder, der tager fra den fattige til den rige del af verden i titusindvis i disse år. Nogle arbejder som au pairer, andre som sygeplejersker, og andre igen gifter sig med danske mænd. Det stigende antal udenlandske prostituerede i Danmark hører ifølge forskere også med i den kvindelige indvandringsbølge.

Det er ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitet Christian Groes-Green, der står bag konferencen, og han forklarer begrebet de intime migranter sådan:

Hvor størstedelen af migranterne tidligere var mænd, er der i kraft af globaliseringen sket en udvikling, hvor stadig flere kvinder søger mod Europa. De udfylder i mange tilfælde nogle af de kvinderoller, vi har mistet. Au pairer udfylder rollen som hushjælp. Selvom de brancher, kvinderne arbejder i, er vidt forskellige, flyder de nogle gange også ind over hinanden. Mange au pairer forsøger at finde en mand, fordi de gerne vil blive i Europa. Der er også handlede kvinder, som gifter sig med danske mænd for på den måde at blive reddet ud af prostitition, siger Christian Groes-Green.

Antropologen Sine Plambech viste på konferencen filmen Fra Thailand til Thy. Den handler om en gruppe thailandske kvinder, der gifter sig med ensomme danske mænd i Nordjylland for at få et bedre liv i Danmark. Filmen gør op med den stereotype forestilling om, at de thailandske kvinder bare er ofre, og viser, at de i nogle tilfælde er stærkere end deres ikke særlig ressourcefyldte danske ægtemænd.

Det har altid været sådan, at hushjælpen kom fra Jylland til København for at finde arbejde. I dag mener de fleste forskere, at der er sket en øget feminisering af indvandringen. Der er globalt set efterhånden flere kvinder end mænd, der rejser ud på egen hånd. Barnepiger, rengøringsfolk, sygeplejersker og au pairer og også prostituerede og kvinder, der rejser for at blive gift, forklarer Sine Plambech og henviser til tal fra Verdensbanken, der viser, at kvinder udgør 60 procent af indvandrerne i Nordamerika, Europa og flere rige lande i Asien.

Ifølge Sine Plambech har den kvindelige udvandringsbølge affødt en debat om, hvad der sker for børn og gamle i de områder, som kvinderne forlader.

Derfor taler man i dag ikke kun om brain drain (hjerneflugt, red.), men også om care drain (flugt af omsorgspersoner, red.). Der er masser af børn i for eksempel Filippinerne og Thailand, som må undvære deres mor, fordi hun er rejst til Vesten, siger Sine Plambech.

Et af dilemmaerne i udviklingen er ifølge Sine Plambech, om det er rimeligt, at veluddannede danske kvinder og mænd får familielivet til at hænge sammen ved at hyre tjenestepiger fra Den Tredje Verden, mens hushjælpen til gengæld ikke kan være sammen med familien.

Danske kvinder kan gøre karriere, fordi de har au pairer. Man kan spørge, om den danske ligestilling betyder, at der ikke er ligestilling i Filippinerne. Der er politikere, som har sagt, at vi må løse familiens pressede situation ved at få au pairer til Danmark. Men selvom au pair-kvinderne er tilfredse med deres forhold her, og au pairen og familien har det godt sammen, kan man spørge, om den ene parts ligestilling skal være på bekostning af en global uligestilling. Er det i orden, at danske kvinder skal sikre deres egen ligestilling på arbejdsmarkedet ved at ansætte asiatisk hushjælp? siger Sine Plambech.

Ph.d. og lektor Christian Groes-Green har selv interviewet afrikanske kvinder, der forlod deres børn for at tage til Europa og arbejde som prostituerede, selvom de tog moralsk afstand fra prostitution. Men ifølge Christian Groes-Green blev deres modvilje mod prostitution overskygget af det højere mål med deres udvandring, nemlig at sørge for familien og slægten derhjemme.

Flere af kvinderne betragtede deres valg som et offer. De accepterede prostitutionen, fordi de havde et langsigtet mål, der vejede tungere, nemlig at sikre slægtens overlevelse. I modsætning til mennesker i vores senmoderne samfund tænkte kvinderne ikke individualistisk, men så sig selv som et lille hjul i en stor maskine. Den centrale etos i den tankegang er, at man kun bliver et godt menneske, hvis man bidrager til at videreføre slægten ved at sende penge. Hvis ikke man gør det, risikerer man en straf, forklarer Christian Groes-Green.

Forskeren fra Roskilde Universitet ser også et dilemma i, at fattige kvinder fra Den Tredje Verden i stigende grad kommer til Danmark.

På den ene side kan vi synes, at det er udnyttelse, at mennesker skal arbejde for os på den måde. Mange af de forskere, der møder de kvindelige migranter, vil sige: Det handler ikke om, hvad vi synes, men hvad kvinderne selv foretrækker. Hvis de føler, at udvandringen og jobbet her er den bedste måde at få et bedre liv på, så er det sådan, det er. Men vi skal altid være klar til at diskutere de etiske problemstillinger med afsæt i de mennesker, det handler om. Den globale ulighed forsvinder ikke, fordi vi holder op med at have au pairer. Au pair-kvinderne udstiller den store globale ulighed, og i virkeligheden gør det måske ikke noget, at vi bliver mindet om de uligheder i vores dagligdag, mener Christian Groes-Green.

Forbundssekretær Jakob Bang fra fagforeningen FOA, der forsøger at organisere au pairer, ser i princippet intet etisk forkert i, at en velstillet dansk familie hyrer en filippinsk au pair. Men det moralsk betænkelige opstår efter hans opfattelse, fordi kvinderne ikke får en normal dansk løn for deres husarbejde, men i stedet tilbydes lommepenge, selvom de udfører et regulært job.

At være husassistent er et respektabelt fag, og der intet i vejen for, at fattige filippinske piger arbejder for velhavende danske familier. Når au pair-ordningen i Danmark alligevel bliver lidt anløben, skyldes det, at kvinderne ikke får en regulær løn for det arbejde, de udfører, men kun lommepenge. Dermed accepterer vi indirekte, at husarbejdet nedvurderes. På den måde udnytter vi fattige kvinders vilkår uden at give dem den rette løn, og så krakelerer etikken, siger Jakob Bang.

På det mere principielle plan ser han heller ikke noget forkert i, at filippinske kvinder forlader deres børn for at tjene flere penge i udlandet.

De må gøre, hvad de finder rigtigst i deres situation. Jeg kan ikke pådutte dem nogle normer fra min egen velbjærgede verden.

Den tidligere au pair Jean Gocotano fra Filippinerne ser personligt ikke noget principielt forkert i, at danske familier hyrer filippinske au pairer, selvom de udenlandske kvinder må undvære deres egne børn.

Der er store uligheder i verden, og et ophold her kan hjælpe nogle af kvinderne videre, så de og deres børn kan få en uddannelse. Men det vigtige er, at kvinderne bliver behandlet ordentligt og har ordentlige løn- og arbejdsvilkår, mens de er her.

Kvinderne udvandrer

Kilde: Verdensbanken