Er det forkert at sætte prisskilt på mennesker?

Børn af alkoholikere har ikke krav på hjælp Foto: Illustration: Rasmus Juul

En øbo koster op til 143.000 kroner om året for samfundet, og en kontanthjælpsmodtager endnu mere. En nødvendig debat at tage, lyder det fra nogle, mens andre kalder det en perverteret version af velfærdsdebatten

Bor du på limfjordsøen Egholm, hiver du 143.375 kroner om året fra de offentlige kasser. Hvis du samtidig er kontanthjælpsmodtager, kan du lægge cirka 300.000 kroner til det regnestykke. Hvis du ud over det har for meget på sidebenene, koster du samfundet yderligere knap 20.000 kroner årligt.

Alle tallene stammer fra mediehistorier fra de seneste år, hvor omkostninger forbundet med borgeres livsstil og livssituation er blevet drøftet.

Overvægtige koster samfundet milliarder, Én ledig koster samfundet over 300.000 kroner og Indvandring koster Danmark milliarder er tre eksempler på overskrifter fra danske dagblade i løbet af de seneste år, hvor eksperter, medier og politikere har sat fokus på, hvad enkeltindivider og grupper koster samfundet.

LÆS OGSÅ: Hvem skal vide, hvad du fejler?

Seneste eksempel findes i DRs nye udsendelse Gaden, hvor en række borgere i Ikast som et eksperiment i fire uger selv skal priortiere og fordele de kommunale ydelser. Her bliver der diskuteret naboens førtidspension, en andens rollator og en tredjes forbrug af børnetandplejen. Hvad er ret og rimeligt?

At vi diskuterer, hvad hinanden koster samfundet og sætter prisskilt på mennesker, er ikke helt nyt. Men det er derimod heller ikke noget, vi altid har gjort, siger Peter Nielsen, lektor i politisk økonomi ved Roskilde Universitet.

Det ville være utænkeligt at tale på den måde for bare 40 år siden, hvor man havde en mere solidarisk og demokratisk måde at tale om tingene på end i dag. Det, at vi sætter prisskilt på hinanden og laver cost-benefit-analyser (analyser af omkostninger og fordele, red.), er opstået i 1980erne. Nu er økonomi blevet den eneste sandhed og den største målestok i alle spørgsmål, siger han.

Men er det forkert at snakke om, hvad enkelte mennesker og grupper koster de offentlige kasser, eller er det en nødvendig debat i sparetider, hvor hver en sten skal vendes? I går bragte Kristeligt Dagblad et debatindlæg fra pensioneret universitetslektor Poul Mandrup Larsen. Her lød det, at der er gået svamp i den økonomiske nyttetænkning, når eksperter foreslår at nedlægge enkelte småøer.

Et samfund til at leve i kan ikke reduceres til en købmandsbutik, skrev Poul Mandrup Larsen.

Og det er lektor og historieforsker ved Roskilde Universitet Henrik Jensen enig i. Han mener, at fænomenet blandt andet er opstået, fordi interesseorganisationer har fået en mere fremtrædende rolle. Det betyder ifølge forskeren, at forskellige grupper positionerer sig i forhold til velfærdsstaten.

Velfærdsstaten har ændret sig fra at være et moralsk projekt, hvor de brede skuldre bærer de tunge byrder, til en rettighedsstat. Nu har alle ret til det hele, og det kan ikke lade sig gøre, for det er der ikke midler til. Derfor bliver positionering vigtig, og det betyder, at interesseorganisationer bliver dannet for at sørge for, at man ikke bliver glemt i ræset. Derigennem bliver det også interessant at undersøge, hvad andre grupper og enkeltindivider koster for samfundet, siger han.

Og det er en uheldig udvikling, mener Henrik Jensen.

Jeg kan egentlig godt følge argumentet. Der er økonomiske grunde til, at man må prioritere. Men på den anden side er det ubehageligt, hvis grupper bliver spillet ud mod hinanden, og vi skal diskutere åbent og offentligt, om vi skal støtte den eller den gruppe. Det kan ende i nogle absurde diskussioner, hvor vi snakker om, hvorvidt det er øboer eller kræftpatienter, der skal støttes. Den type diskussioner er de færreste klædt på til at deltage i, siger han.

Helt uenig er Christopher Arzrouni, debatredaktør hos Børsen og tidligere bestyrelsesmedlem i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han kalder det nonsens på stylter, at spørgsmålet om borgeres udgifter skal ophøjes til etik.

Det er aldeles nødvendigt at debattere, hvad ting koster. Men retorikken omkring det er misforstået. Det drejer sig ikke om at sætte prisskilt på mennesker, men om at diskutere hvad menneskelige handlinger koster, siger han.

Forudsætningen for at tage oplyste politiske beslutninger er, at man kender omkostningerne. Bare fordi noget er dyrt, er det jo ikke sikkert, at man fjerner det. Mange aktiviteter opretholder vi jo med åbne øjne på trods af, at det er knald i låget. Jeg kan for eksempel godt vide, hvad en ryger koster for statskassen, men samtidig have den holdning, at rygeren bare skal have lov til at ryge videre. At kende omkostningerne er ikke et etisk spørgsmål. Det er først et etisk spørgsmål, hvis politikerne lovgiver mod for eksempel rygning, fordi det er dyrt for samfundet. Velfærdsstaten handler ofte om at være ligeglad med visse omkostninger, men det kan aldrig være et mål at forblive i uvidenhed om dem. De pågældende etikere har ikke forstået, hvad der er etik, og hvad der er fakta.

I 2011 ville SFs forhenværende socialordfører Özlem Cekic finde et eksempel af kød og blod på en fattig kontanthjælpsmodtager. De fleste kender historien: Hun fandt Carina fra København med det ukendte efternavn, som snart blev omdøbt til Fattig-Carina. Inden længe blev medierne gjort opmærksomme på, at Fattig-Carina måske slet ikke var så fattig endda. Det udløste en stor debat om fattigdom og kontanthjælp.

Sagen om Fattig-Carina henviser Niels Finn Christiansen til, når han forholder sig til fænomenet om at diskutere samfundets udgifter på enkeltpersoner. Han er historiker og i øjeblikket tilknyttet et forskningsprojekt om dansk velfærdshistorie. Ifølge Niels Finn Christiansen har vi altid snakket om, hvad andre mennesker trækker op af de offentlige kasser, men diskussionerne har ændret sig.

I gamle dage talte man blandt andet om, at en person eller en familie lå sognet til last. I nyere tid har diskussionerne primært handlet om indvandrere. Velfærdstænkningen har for en stund lagt en dæmper på retorikken, men så dukker sager som Carina og Dovne-Robert op, hvor man får sat kroner og øre på enkeltindivider, hvilket ender med at blive brugt i en politisk diskussion. Nu handler det så om, hvad øboerne koster, og den diskus-sion synes jeg er grotesk. Det med at kvantificere borgernes værdier hører efter min mening ikke hjemme i et nogenlunde civiliseret samfund, siger han.

At diskussionerne om enkeltpersoners pris for samfundet altid har eksisteret, er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen enig i. Han mener dog, at de er blevet skærpet betydeligt. Blandt andet på grund af indvandring, befolkningens aldring og finansieringsproblemer for velfærdsstaten.

Det er afgjort en relevant debat, når vi er i sparetider. Og så er det en måde at bestemme på, hvilke effekter velfærdssamfundet har. På den anden side er den slags debatter problematiske, fordi selve formålet med velfærdsstaten jo er, at der skal være forskel på folk, siger han.

Her er Peter Nielsen, lektor ved Roskilde Universitet, helt på linje.

Alt er relevant at debattere, synes jeg. Også dette. Problemet er snarere, at økonomi og nytteetik fremstår som objektiv og videnskabelig i sådan en sammenhæng. Så bliver der netop ingen debat, fordi et enkelt perspektiv bliver normen. Hvis man anlægger andre perspektiver som det humanistiske eller anerkendelsesetikken vil denne cost-benefit-tankegang fremstå krænkende og ekskluderende. Debat er godt, men den skal også reflektere andre etiske perspektiver end det økonomiske, siger han.

Socialrådgiver og tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post er lodret uenig i, at det er et led i en vigtig debat, når der diskuteres omkostninger for det offentlige ud fra enkelte mennesker og grupper. Hun mener, at det er udtryk for, at økonomerne har vundet retten til at definere, hvad velfærdsstaten går ud på.

Jeg mener, det er en perverteret version af velfærdsdebatten, når nogle i ramme alvor kan konstatere, at det er for dyrt, at der bor mennesker i dette land. For det, man siger, er jo, at mangfoldigheden er uønsket. Vi vil kun have dem, der bidrager uden at koste. Så væk med de gamle, de syge, de overvægtige, de arbejdsløse og dem på øerne, siger hun og tilføjer, at der ikke er grund til at tale så meget om besparelser, når det blandt andet er blevet kendt, at flere kommuner underforbruger på velfærd i forhold til deres budget.

Vi ved jo godt, at det koster noget at drive velfærdssamfundet Danmark. Men diskussionerne om velfærdsydelser er gået fra at være et spørgsmål om, hvordan man bedst kan hjælpe mennesker i social nød, til nu at handle om, hvordan man med loven i hånden kan give et afslag.