Er der grænser for velfærd?

@Fotobyline:TEGNING: PETER M. JENSEN

Danskerne diskuterer for tiden, om det er rimeligt at give de studerende "cafépenge" eller efterlønnerne "golfpenge". Et udtryk for, at når kassen er tom, slås man om de goder, der er, siger ekspert. Det etiske spørgsmål er, hvad velfærden gør ved vores mentalitet og moral - også efter en krisetid

De studerende reagerede prompte, og flere steder i landet måtte man nedlægge undervisningen på gymnasierne, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget for nylig bekendtgjorde, at regeringen i 2012 ville stoppe SU'en for de hjemmeboende studerende under 20 år - med mindre man havde særlige økonomiske omstændigheder. I debatten, der fulgte, blev SU til hjemmeboende hurtigt døbt "cafépenge" - et slående udtryk for, at ydelser kan ændre status i en krisetid.

Diskussionerne om, hvorvidt den ene eller den anden velfærdsydelse er et overskudsfænomen, bølger frem og tilbage for tiden. En forklaring kan være, at når kassen er tom, så slås man om de goder, der er. Det gamle ordsprog om, at når krybben er tom, så bides hestene, holder med andre ord stadig, og derfor får vi denne polemik om, hvor grænsen for velfærd går.

"Vi spørger os selv: 'Hvad er retfærdigt'?, og på den måde er der gået etik i velfærden," siger professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet.

Han tilføjer, at det etiske dog meget hurtigt bliver politisk i den her diskussion.

"Man kan også sige, at diskussionen om, hvorvidt det er mere eller mindre retfærdigt at give 'golfpenge' til efterlønnere eller 'cafépenge' til de hjemmeboende studerende, er udtryk for noget andet. Nemlig en konsekvens af en næsten ubrudt årrække af vækst - stort set siden 1960'erne - og udvidelse af den offentlige sektor. Det forekommer os, og især de af os, der aldrig har oplevet andet end vækst, derfor automatisk urimeligt, at det skulle gå den anden vej, og noget skulle blive taget fra os."

"En ting er, at vi får umådeligt svært ved at opretholde velfærdsniveauet midt i en økonomisk recession. Noget andet er, hvad vores veludviklede velfærdssamfund gør ved vores mentalitet og vores moral," siger Michael Hviid Jacobsen.

Det er det egentlige etiske spørgsmål i forhold til velfærdssystemet i Danmark, hvis du spørger den kulturkonservative filosof og forfatter Kasper Støvring, der post.doc.-stipendiat ved Syddansk Universitet. Han mener, at hvor velfærdsstaten i udgangspunktet byggede på noget positivt, nemlig solidaritet med de svageste i befolkningen, har den i dag vokset sig så stor, at det gør stærke mennesker til tabere.

"Det er en utrolig uheldig udvikling," siger Kasper Støvring og tilføjer:
"Borgerne er på mange måde blevet for afhængige af staten, og det kommer til udtryk i form af krævementalitet, rettighedsegoisme og misundelse."

Men det er simpelthen for let at sige, mener til gengæld Sverre Raffnsøe, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved CBS, Copenhagen Business School.

"Velfærdssamfundet er blevet vores livsform og en norm, vi lever efter. Kort sagt vores etiske retningslinje, siger han og fortsætter:
"Jeg er forpligtet til at tage vare på mig selv og sikre en løbende forbedring af min sundhed og velfærd, og jeg er forpligtet på at hjælpe andre til at udvikle sig, det er blevet vores sociale norm. Det er med andre ord ikke kun et spørgsmål om krævementalitet eller ej, men snarere om et helt tankesæt. "

"Velfærden har simpelthen erstattet forestillingen om det gode liv. Forestilligen om det gode liv handler ikke længere om at leve et liv, der fører dig til frelse i det hinsides. Det handler i stedet om en dennesidig frelse, der i høj grad handler om sundhed, vækst og vel- færd."

Hvis velfærd så at sige er kendetegnende for hele vores måde at tænke på, forklarer det også, hvorfor vi har svært ved at sætte grænser for den.

"Det er en grænseløs problematik," medgiver Sverre Raffnsøe. "Vi kan ikke få nok af det gode liv, og der vil altid være mere, man kan gøre, eksempelvis i sundheds- væsenet," siger han.

Men ved at stille det op på den måde misser man en vigtig pointe, siger filosof og forfatter Kasper Støvring. Nemlig hvilken fantastisk tilfredsstillelse det er for mennesket selv at udrette noget og ikke være afhængig af andres eller statens almisser.

"Det er yderst frugtbart at se, hvordan folk kan sætte sig op og handle med stort mod, når de løser et fælles mål på egen hånd," siger han og nævner eksemplet med Poesiens Hus, der netop er åbnet i København uden en eneste offentlig støttekrone.

Noget, Kasper Støvring gerne ser mere af i fremtiden. For ham er det helt afgørende, at vi slanker velfærdsstaten og styrker civilsamfundet.

"Som det er nu, er velfærdsstaten både økonomisk og etisk uforsvarligt kørende. Vi skal i stedet have styrket vores nabo og familiefællesskaber og bygge videre på tidligere tiders stærke civile bevægelser som andelsbevægelsen og idrætsforeningerne," siger Kasper Støvring.

Men ansvaret er allerede blevet skubbet over på den enkelte, mener professor Sverre Raffnsøe fra CBS.

"Det kan godt være, at det ikke er min skyld, hvis jeg er blevet kronisk syg eksempelvis, men det er allerede i dag mit ansvar at gøre, hvad jeg kan for at blive rask. På samme måde sender vi alle ledige i aktivering, og der er hele tiden det her krav om at vise, man er på, at man magter ansvaret."

Ifølge Sverre Raffnsøe er vi således i stigende grad gennem de seneste 20 år blevet forpligtet til at vedligeholde og forsørge os selv.

"Den tendens kunne man kalde for en neoliberal tankegang. Hvis jeg skulle pege på, hvor udviklingen går hen herfra, ville det være i en nykonservativ retning, hvor man ud over at tage vare på sig selv også forventes at tage hånd om andre, i naboskabet og i civilsamfundet i det hele taget."

Uanset hvad man mener, der gør sig etisk gældende i forhold til vores velfærd og vores forventninger til den, så er den økonomiske virkelighed unægtelig, at der skal skæres et sted. Spørgsmålet er, hvordan det vil påvirke vores måde at tænke "det gode liv" på.

Professor i sociologi ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jakobsen ser to mulige tendenser i sin krystalkugle for krisetiden.

"Enten vil krisen påvirke vores forhold til velfærd på den måde, at vi kommer til at gå endnu mere op i, hvad andre får og ikke får. Er det for eksempel retfærdigt, at man kan få betalt sin fedmeoperation af det offentlige, men ikke længere kan få betalt sine behandlinger for barnløshed? Nogle gange ville det måske gavne diskussionen, at man ikke vidste, hvad de andre får eller ikke får."

"Som den amerikanske moralfilosof John Rawls sagde, så burde man, når det kom til social retfærdighed, træffe sine beslutninger under 'et slør af uvidenhed' - uden at vide, hvad de andre får eller mister ved den beslutning, men sådan er det jo ikke."

Den anden mulige tendens ifølge Michael Hviid Jakobsen er, at der opstår en moralsk opvågning i kølvandet på finanskrisen. Vi vil måske begynde at dyrke et princip om beskedenhed.

"Det er muligt, at man under og efter en krise vil tænke mere i, 'hvad kan jeg undvære?', frem for 'hvad har jeg ret til?'," forklarer han.

I flere år har mantraet om "noget for noget" hersket i relation til velfærdsstaten. Men kunne man vende den om? Det spørgsmål stiller Michael Hviid Jakobsen sig selv.

"Det kunne være interessant, hvis man kunne tænke mere i 'noget for ingenting'," siger han og tilføjer:

"Det er da en smuk tanke - men nok også en utopisk tanke."

etik@k.dk