Er der grænser for, hvad ansatte må ytre sig om offentligt?

Det bør være muligt som ansat lønmodtager at ytre sig om det meste, når blot man ikke undergraver sin arbejdsgiver, mener nogle eksperter. Forskningschef påpeger dog, at ytringsfriheden er et middel til god offentlighed og ikke et mål i sig selv

DR-journalist og studievært på DR 2s Deadline Adam Holm har i de forgangne uger været igennem den mediemølle, han selv plejer at være med til at pøse vand på. Det skyldes en kronik, som han for et halvt års tid siden skrev i dagbladet Politiken, hvor han kritiserede religion og blandt andet kaldte den for en narresut.

Det fik efterfølgende hans arbejdsgiver til at give tv-værten en reprimande, som man også har kunnet læse om i Kristeligt Dagblad. Efterfølgende er Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen for at se på, om DR er gået ud over sine beføjelser.

Sagen rejser naturligt spørgsmålet: Hvor går grænsen for, hvad en ansat kan ytre sig om i det offentlige rum, uden at arbejdsgiveren har ret til at gribe ind og eventuelt sanktionere?

LÆS OGSÅ: DR-vært får påtale efter religionskritisk kronik

Samme spørgsmål kan stilles i en anden aktuel sag, hvor en ung mand netop har fået erstatning for uberettiget fyring fra sin tidligere arbejdsplads, mediekoncernen Eniro. Manden blev afskediget, da arbejdspladsen fandt ud af, at han var leder af det stærkt højreorienterede og nationalistiske parti Danskernes Parti. Ligebehandlingsnævnet fandt fyringen i strid med loven, og virksomheden måtte betale erstatning.

Ifølge Sune Lægaard, lektor på institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet, er man nødt til at skelne mellem forskellige ytringsbegrænsninger uanset om man er ansat i en privat virksomhed som Eniro eller i en statsejet som DR.

Ligegyldigt hvad jobbet er, så vil der være emner, man kan udtrykke sig om, som har med jobbet at gøre, og andre, der ikke har. Hvis du for eksempel er ejendomsmægler og samtidig nazist, så har jeg svært ved at se, at din politiske orientering skulle have nogen indflydelse på dit job. Hvis du derimod stiller dig frem som offentlig debattør og har nogle meget markante synspunkter, som kan undergrave den virksomhed, du arbejder for, så har det naturligvis en betydning, siger han.

I forhold til historien om Adam Holm og DR mener Sune Lægaard, at et af omdrejningspunkterne for diskussionen er, hvor ekspansivt man forstår tv-værtens jobfunktion.

Hvis Adam Holm aldrig har fået at vide, at han ikke må den slags, så kan man ikke klandre ham for det og give ham en reprimande, hvorimod man selvfølgelig kan påpege, at han ikke må ytre sig sådan fremtidigt. Og så kan det da godt være, at det ikke er ham, der skal stå i spidsen for en stor DR 2-debat om religion næste gang. Samtidig vil jeg dog sige, at det heller ikke dur, hvis man som DR-medarbejder har forbud mod at udtale sig om alt, der er kontroversielt der må være grænser, men de skal være begrænsede. Hvis vi vil have et liberalt samfund, er vi nødt til at have fokus på, at privatpersoner har ret til at ytre sig, siger han.

Ejvind Hansen, der er forskningschef i journalistisk filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har netop udgivet antologien Ytringsfriheden til forhandling. Ytringsfrihedens betingelser og udfordringer i det 21. århundrede. Han mener, at særligt Adam Holm-sagen er en tilbagevenden til en principiel diskussion, hvis hovedspørgsmål er, hvorvidt vi må begrænse hinanden. I den konkrete sag mener han godt, at DRs reprimande til Adam Holm kan legitimeres, fordi han ikke udførte sit arbejde, som DR forstår det. Men mere interessant er forargelsen, som fulgte i kølvandet på sagen, påpeger han.

Det er et typisk symptom på vores forfejlede måde at angribe alt det med ytringsfrihed på, hvor diskussionen tit ryger af sporet. Vi har en idé om, at vi har en fuldstændig ytringsfrihed, og hver gang vi så oplever, at der bliver sat nogle grænser, så råber vi op om, at den grundlovssikrede ytringsfrihed er under angreb det er forfejlet. Jeg mener, at vi skal træde et skridt tilbage og spørge, hvad det er, vi vil have ytringsfriheden for. Ytringsfriheden er ikke et mål i sig selv, men et middel til den gode offentlighed, vi ønsker, siger Ejvind Hansen.

Forskningschefen anerkender, at medierne også spiller en rolle, fordi de ser sig selv som dem, der varetager ytringsfriheden, men de fejler med jævne mellemrum.

Mange medier har en automatisk reaktion, der betyder, at de straks griber til den negative ytringsfrihed. Men de burde i højere grad se på, hvad det er, vi får ytret, og hvilke muligheder vi dermed får stillet. Jeg synes, at det er lidt forstemmende, at man ikke formår at skelne, siger Ejvind Hansen, der ikke ser det store debatpotentiale i sagen om den fyrede medarbejder hos Eniro.

Rent lovgivningsmæssigt har enhver virksomhed jo lov til at fyre dem, de vil, og det er ikke private virksomheder, der skal sikre vores ytringsfrihed, fastslår han.

Jacob Mchangama, der er chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos og blandt andet beskæftiger sig med ytringsfrihed, slår fast, at man rent juridisk ikke må diskriminere på baggrund af politisk observans. Men derfor kan der godt være saglighedshensyn at tage hensyn til.

Hvis jeg gik ud offentligt og repræsenterede en socialistisk økonomi, så ville det være uforeneligt med min ansættelse i Cepos, som er en borgerlig tænketank. I sådanne situationer giver det mening at se på, om der er specielle hensyn i forhold til ens ansættelse. Men så handler det snarere om noget ansættelsesretligt, siger han og medgiver, at der kan være holdninger, som kan være svære for arbejdsgivere at forlige sig med.

Stærke racistiske holdninger vil mange arbejdspladser slå ned på. Men der kan selvfølgelig også være de steder, hvor det er blevet en del af jargonen og ikke anses som et problem, siger han.

Lisa Storm Villadsen, der er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet har bidraget til bogen Ytringsfriheden til forhandling. Ytringsfrihedens betingelser og udfordringer i det 21. århundrede. Hun mener, at ytringsfriheden teoretisk set rækker langt, men at den former sig noget anderledes i virkelighedens verden.

Min pointe i bogen er, at selvom de formelle grænser for ytringsfrihed er meget vide, er vi i praksis ofte reelt mere begrænsede, fordi der er nogle snævrere samfundsmæssige normer, der kan være etiske eller gå på andre ting. Derfor tænker vi som regel en ekstra gang, når vi taler om bestemte befolkningsgrupper ikke fordi ytringerne som sådan er ulovlige, men fordi de kan opfattes som krænkende eller upassende, siger hun.

Når folk så alligevel nogle gange bliver meget skarpe i deres udmeldinger, må de også forvente reaktioner, mener Lisa Storm Villadsen.

Når folk står frem og siger noget meget direkte og uredigeret, så bør det ikke komme bag på dem, at nogen reagerer. En ting er at have retten på sin side, men en anden ting er at have jokket på nogen. Det handler om, hvorvidt man har vist situationsfornemmelse eller ej, og er man kendt og profileret som Adam Holm, så risikerer man, at ens udtalelser bliver tilskrevet den institution, man arbejder for, og dermed opfattes mere provokerende, end hvis den kom fra en mere anonym person, siger Lisa Storm Villadsen.

En af dem, der har prøvet at komme i stormvejr på arbejdspladsen på baggrund af bramfri udmeldinger, er den nu pensionerede, men tidligere presseråd i Udenrigsministeriet Flemming Axmark. Under sin ansættelse i ministeriet skrev han jævnligt læserbreve om alt mellem himmel og jord og det mener han stadig, at han var i sin gode ret til.

Nej, det har aldrig været et problem for mig. For jeg skrev altid som privatperson fra min privatadresse. Men det virkede provokerende på en del på min arbejdsplads, at jeg ikke nøjedes med at passe mit arbejde, men valgte at bruge min ytringsfrihed uden for arbejdstid, fortæller han.

Af og til skrev Flemming Axmark også om emner, der for hans overordnede kom lige tæt nok på den politiske virkelighed, han færdedes i. Mest postyr opstod der, da han i 1996 i lidet flatterende vendinger fik beskrevet daværende kulturminister Jytte Hilden (S) på en måde, så han endte med at få en skriftlig advarsel fra Udenrigsministeriets ledelse en advarsel, der dog senere blev trukket tilbage.

Det, det handler om, er Grundlovens paragraf 77, som gør alle ytringer frie, så længe de ikke overtræder straffelovens injurieparagraffer, fastslår Flemming Axmark og fortsætter:

Det har daværende juraprofessor, nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen slået fast i en beretning til justitsministeren. Han nævner, at det er almindeligt hos offentlige arbejdsgivere at tale om de ansattes loyalitetsforpligtelse, men den, mener han, er uforenelig med ytringsfrihedsparagraffen, siger han.