En gang imellem må man sige stop, selvom det på kort sigt kan skade

Sonja Vesterholt: Hunden er rask. Fortællinger fra mit liv i Sovjet. I samarbejde med Britta Sørensen. Efterskrift ved Herbert Pundik. 240 sider. 249 kroner. Gyldendal.

Praktiserende læge fra Kastrup, København, Henrik Keller er klar over, at nogle patienter kan komme i klemme under en konflikt, men han vil ikke arbejde under de forhold, regionen og regeringen forlanger af ham

Hvad siger du til, at nogen mener, patienterne bliver taget som gidsler i en konflikt?

Vi er selvstændigt erhvervsdrivende og har ikke pligt til at indgå en aftale, som vi ikke kan acceptere. Det er regionerne, der er ansvarlige for at levere lægehjælp. Ikke os. Jeg fravalgte i sin tid sygehusvæsenet, fordi jeg ikke brød mig om måden at arbejde på. Allerede dengang var djøf-styringen så småt begyndt. Den har nu taget overhånd i en sådan grad, at en sygehuslæge kun anvender 25 procent af sin arbejdsdag i kontakt med patienter. Jeg anvender cirka 85 procent til patientkontakt. Mødeaktivitet og administration holdes på et minimum. Hvis man nu ønsker, at jeg skal anvende en masse tid på akkreditering, kvalitetssikring, kodning og så videre, må jeg sige stop. Så må de købe min klinik og ansætte mig. Ellers arbejder jeg hellere uden ydernummer. Vil man forhindre mig i det, eller kan det ikke løbe rundt, må jeg lukke og søge job i udlandet.

Hvad siger du til risikoen for øget ulighed i sundhed, hvis der bliver brugerbetaling?

LÆS OGSÅ: Svage borgere bliver tabere i lægekonflikten

Det er ikke vores ansvar. Vi kan ikke acceptere den vulgarisering, der sker af vores fag. En gang imellem må man sige stop, selvom det på kort sigt kan skade. På lang sigt vil man takke os. Regionerne og loven er inde at pille ved nogle helt fundamentale ting: Dagsordenen bestemmes af læge og patient. Ikke af guidelines eller regioner. Tavshedspligten er alfa og omega. Ulighed i sundhed har altid eksisteret. Danskerne har fået det markant bedre. Vi har aldrig været sundere. Da jeg var barn jeg er født i 1963 var en person på 50 år gammel. Jeg boede på det fattige Vesterbro i Køebenhavn i en utæt, petroleumsopvarmet lejlighed uden bad. Telefon fik vi i 1975. Det er rigtigt, at der er en lille gruppe, der af sociale årsager ikke er kommet med og stadig har dårligt helbred. Forskellen skyldes altså, at langt de fleste af os har fået det bedre.

Hvordan hænger det sammen med lægeløftet, at du indleverer dit ydernummer?

Der står intet sted, at jeg er tvunget til at drive en klinik. Jeg skal i mødet med den enkelte patient optræde værdigt, men det behøver ikke at være i Danmark.

Jeg kan ikke forsvare at arbejde under de betingelser, man tilbyder mig. Hvis folk ikke går til læge efter den 1. september, fordi det koster penge, må jeg jo lukke. Der skal jo penge i kassen. Det vil være en katastrofe, men katastrofen er skabt af embedsmændene og djøfferne, der med deres new public management ønsker at styre os.

Hvilke patienter risikerer at komme i klemme, hvis der ikke bliver fundet en løsning?

Hvis vi bliver tvunget til at lukke, kommer alle patienter i klemme. Men jeg kan ikke forestille mig, at nogen læge vil afvise folk uden penge, hvis der er et akut behandlingsbehov bortset fra ved mindre alvorlige ting.