Det store dilemma om Rumæniens børn

En rumænsk pige sidder og stirrer ud i luften. Ifølge regeringen bor der 80.000 børn på de mange børnehjem i landet. Over halvdelen af disse børn er over 10 år gamle. -- Foto Scanpix.

ADOPTIONSSTOP: Sidste år indførte Rumænien en lov, der forbyder adoptioner af rumænske børn til udlandet. Det skete for at imødegå bekymringer fra EU's side om, at landet ikke kunne forhindre handel med nyfødte. Men titusinder af andre børn i statens varetægt svigtes nu på den konto

Kort efter Theodors fødsel forsvandt hans mor fra hos-pitalet og lod ham alene. Nu er der gået tre år, og den lille mørkhårede dreng med generte øjne og ditto smil bor hos en plejemor i Bukarest, han venter stadig på, at nogen vil være interesseret i at adoptere ham.

Theodors historie er blot én skæbne ud af de titusinder af forældreløse børn, der findes i Rumænien i dag. Uvisse skæbner, der vidner om tiden før 1989, hvor forældreløse, børneomsorg og adoptionsspørgsmål var emner, der ikke blev prioriteret i et kommunistisk diktatur. I dagens Rumænien håber man nu på, at landet til næste år kommer med i EU – og i et forsøg på at forbedre sine chancer for medlemskab indførte landet sidste år en lov, der forbød adoptioner af rumænske børn til udlandet. Det skete for at imødegå bekymringer fra EU's side om, at landet i adoptionssager ikke ville være i stand til at forhindre handel med nyfødte børn.

Lovindførelsen har vakt stor opmærksomhed – både blandt de stærkt kritiske røster og blandt de mere venligt stemte. Hvad man end måtte mene i den igangværende debat, kan man dog allerede nu konkludere, at der er skabt grobund for endnu mere menneskelig smerte: Håbefulde par, der var blevet godkendt til adoption af et rumænsk barn, kan nu ikke længere gøre sig forhåbninger om at blive forældre i snarlig fremtid, da deres adoptionssager er standset på grund af lovændringen.

I årene efter diktatoren Nicolae Ceausescus fald i 1989 og frem til lovændringen i 2005 var proceduren for at adoptere et barn fra Rumænien dén, at barnet ganske enkelt gik til højestbydende. Men nu, hvor adoptionsindustrien med den nye lov stort set er sat ud af funktion, eksisterer der ikke meget håb for Theodor om, at han vil gå til højestbydende – eller for dens sags skyld finde et permanent hjem inden for den nærmeste fremtid.

De fleste rumænere er for fattige til at kunne adoptere et barn, og Theodor må oven i købet kæmpe med den skæbne, at han er sigøjner, et folkefærd, der i Rumænien er udsat for meget diskrimination.

– Jeg ville foretrække at en god og dejlig familie adopterede ham. Hvis det ikke sker, vil jeg opfostre ham som min egen søn, siger Theodors plejemor, Maria Moise, som får cirka 130 dollar om måneden, plus madpenge for at tage sig af ham.

– Men jeg kan ikke adoptere ham, det har jeg ikke råd til.

Ifølge den rumænske regering har beslutningen dog ført til, at mange rumænske par og familier er begyndt at adoptere, og at flere og flere er begyndt at henvende sig med forespørgsler om at adoptere et barn. Lovændringens kritikere er omvendt af den overbevisning, at Rumænien i lang tid fremover ikke vil være i stand til at komme fattigdom og tidskrævende bureaukrati til livs i adoptionssagerne, hvilket vil efterlade børn som Theodor med ringe forhåbninger om at få et permanent hjem.

– Om jeg ville adoptere et barn? Det ville blive meget svært, siger Flavius, som er 20 år og studerende. I sin fritid arbejder han som frivillig på et børnehjem i udkanten af Bukarest.

– Mad er ret dyrt, og de fleste af dem, der adopterer, har mange penge. Om vi skulle tillade udlændinge at adoptere? Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle.

Ifølge regeringens statistikker befinder 80.000 børn sig i statens varetægt fordelt ud over et utal af børnehjem i hele landet – mere end halvdelen af disse børn er over 10 år gamle.

Derudover befinder 50.000 forældreløse børn sig i plejefamilier eller i små institutioner, der er oprettet til at tage sig af børnene. Da Ceausescu blev fordrevet fra magten, opgjorde man, at rundt regnet 100.000 børn befandt sig i statens varetægt.

Under kommunismen var det et politisk mål at få skabt arbejdskraft til fabrikkerne, hvorfor man opfordrede alle familier til at få mindst fem børn, og samtidig forbød man aborter og præservativer. Resultatet blev som bekendt ikke et land med en blomstrende industri, men derimod med tusinder af uønskede børn.

I 1990'erne, da verden fik øjnene op for de mange forældreløse børn og de forfærdelige forhold på børnehjemmene, strømmede barnløse par fra Vesten til med ønsket om at adoptere. I mange tilfælde solgte plejepersonalet eller dommere børnene bort.

Efter den nye lov satser rumænerne på at kunne placere børnene hos deres egne familie, så de vil kunne forblive i hjemlige omgivelser i deres eget land.

– Et barn burde vokse op i sit egen land med dets særegne kultur og have adgang til sin fortid, mener Theodora Bertzi, som leder regeringens nuværende adoptionsråd.

– Fattigdom er ikke en god nok grund til, at adskille barnet fra sin familie.

Kritikerne erklærer sig helt uenige med hende. De påpeger, at Rumæniens kamp for at blive et moderne samfund er udsat for store, nærmest uoverstigelige hindringer. Landets problemer vil derfor uundgåeligt afspejle sig i reformerne vedrørende adoption.

Processen med at behandle børnenes sager går i øjeblikket uendeligt langsom. Det skyldes institutioner, der ikke fungerer efter kravene, bureaukrati og offentlig ansatte, der ikke optræder med tilstrækkelig ansvarlighed.

– Tusindvis af babyer befinder sig på fødeklinikker rundt omkring i landet, og de kan ikke blive adopteret, fordi papirarbejdet ikke er blevet udført, siger Linda Robak fra Wilton i Connecticut, USA.

Hun er repræsentant for en lille gruppe af advokater, der fører sager for SOS-Børnebyerne.

De nye reformer på adoptionsområdet betyder ifølge Robak, at børnene er tvunget til at være hos deres familier under dårlige vilkår.

Mens rumænerne således slås for at få gang i den indenlandske adoption, er der hundredvis af barnløse par fra hele verden, der ville elske at adoptere et barn fra Rumænien.

EU og USA mener nu, at Rumænien bør gennemføre de adoptionssager, der blev sat i stå, da lovændringen blev gennemført. Den rumænske regering afviser at tage ansøgningerne op til overvejelse igen, og det er et synspunkt, der også understøttes af mange europæiske politikere.

– Det vigtigste i verden er at finde den rette familie til et barn ... Og det betyder at finde en familie i det samfund, barnet er født i, siger portugisiske Ana Maria Gomes, der er medlem af Europa-Parlamentet.

Reuters

Oversat af Malene Muusholm

udland@kristeligt-dagblad.dk