Det med troen er svært, men jeg vil gerne
MIT LIVSSYN: Klinikchef på Rigshospitalets Neonatalklinik, professor dr.med. Gorm Greisen, 53 år, siger, at troen på Gud betyder trøst og mod i et arbejde, der ofte sætter ham i stort dilemma
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Som en usikker balance mellem tillid og tvivl. Jeg har tillid til Gud og til, at mine medmennesker i udgangspunktet vil mig det godt. Så jeg lever ikke med paraderne oppe. Men jeg er ofte i tvivl om, hvorvidt mine medmenneskers og mine egne gode hensigter er de rigtige. På mit arbejde er jeg tit inde i beslutninger om livsforlængende behandling. Skal vi, eller skal vi lade være? Skal vi sige ja til den sidste tekniske mulighed, fordi den redder barnet, eller nej, fordi den vil give barnet og dets familie et for lidelsesfuldt liv? Vi er nødt til at tage stilling, og selvom beslutningen sker i tværfagligt fællesskab og med barnets forældre, er det til syvende og sidst et lægeligt ansvar. Det er os, der kender teknikken, statistikkerne og forskningsresultaterne, og det er os, der bør have det følelsesmæssige overskud i den akutte, kritiske situation. Min tillid til Gud gør, at jeg kan leve med tvivlen. Jeg tror ikke, jeg står til nogen speciel straf.
Hvad har formet dit livssyn?
– Mine dybe familierødder. Jeg synes, jeg kender mange familiemedlemmers livsløb. Min mors farmor sagde om sine fem sønner: "Jeg ønsker ikke, at de skal blive store eller rige mænd. Jeg ønsker, at de skal blive gode mænd." Min barndom var tryg, vi var seks søskende, og som den næstyngste fik jeg ro til at passe mig selv. Lange sommerferier i sejlbåd med sol, vind, med søsyge og masser af tid, min far kaldte sig selv skipper og mig for bedstemanden. Og om vinterferier med kolde tæer sidst i løjpen i lavt lys mellem fjeldene. I underskolen havde jeg en sløjdlærer, der var uddannet billedhugger. Han lærte mig om kvalitet og håndværk. Han sagde, jeg havde formsans. Det var et ridderslag for mig. Som værnepligtig læge i Namwala i Zambia fik jeg et krydskulturelt indblik i menneskers livsvilkår på jorden. Som læge har jeg været til stede ved mange fødsler og mange børns død, set store glæder og forventninger og det ultimative tab og måske også nogen lettelsen eller befrielse. Jeg har set, at der kan opstå ny betydning midt i det ubærlige. Mere end én gang har jeg hørt unge forældre sige, efter at have mistet deres barn, at nu forstod de, hvor dyrebart menneskelivet er. Ikke bare deres eget barns, men livet i sig selv.
Hvad tror du på?
– Guds evighed og menneskehedens forgængelighed. Det med troen er svært. Men jeg vil gerne.
Hvad betyder troen for dig i din dagligdag?
– En trøst. Jeg fik en salme- og bønnebog fra 1749 af min mor for nogle år siden. Hun havde fundet en bøn til mig på side fem under daglige bønner: "Gud min fader, velsign mig. Jesus min broder, beskærm mig. Du gode helligånd, oplys mig." Den er kort, og den bruger jeg tit. Tidligere syntes jeg, det var svært med Treenigheden. Nu synes jeg, det er oplagt – Gud som den, hvis veje vi ikke kender, og som vi kun kan bede om velsignelse til vort liv og arbejde. Jesus som den, der kender os, og som vi kan være bekendt at bede om det nære dagligdags, om beskyttelse og overlevelse og alt muligt andet. Og Helligånden som den, der pludselig lyser i vores tilværelse. Helligånden er næsten blevet det mest virkelige for mig. Men velsignelse er det, jeg beder mest om.
Hvad er lykke for dig?
– Korte, heldigvis ikke så sjældne, glimt af evigheden. De kommer næsten altid uventet og gør mig åndeløs. Det kan være øjeblikke, hvor man bare er. Hvor fremtiden er ligegyldig. Typisk oplever jeg dem, når jeg er ude og fysisk aktiv, udløst af noget smukt eller stort, jeg ser. Øjet rammes af skønheden.
– Lykke er ikke det samme som tilfredshed. Lykken er kort og overvældende, men tilfredshed er en grundstemning og kan vare længe for mig, når noget, jeg arbejder med, går fremad i et langt, sejt træk og er ved at lykkes. Det kan også være i haven på knæ i skvalderkålen. Det med skvalderkålen er på en underlig måde beroligende. Jeg kan forsøge at udrydde den, men det lykkes aldrig. Lige så lidt som det lykkes den græske sagnfigur, Sisyfos, at fuldende arbejdet med stenen, der skal skubbes op til bjergets top. Hver gang, han når op, vristes den ud af hånden på ham og triller ned igen. Som jeg husker den franske eksistentialist Camus, gør han Sisyfos til billedet på, at mennesket altid genfinder sin byrde og derfor lige så godt kan forsone sig med meningsløsheden i livet.
Hvad er elendighed for dig?
– Sjælens elendighed. Mismodet. At miste modet er det værste af alle tab. Min far, som godt kunne blive mismodig, havde et udtryk: "Geld verloren, viel verloren. Frau verloren mehr verloren. Mut verloren, alles verloren." Jeg kender selv mismodet, men kun nogle dage ad gangen, og det er blevet sjældnere. Heldigvis synes jeg, at jeg har set megen sjælelig rigdom trods fysisk elendighed og død.
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Alle de mange modige og kærlige mennesker, som befolker litteratur og kunst. Og jeg vil nævne den sydafrikanske biskop Desmond Tutu, som midt i malstrømmen fra et racistisk opgør har haft mod og kærlighed til at pege på tilgivelsen som det befriende.
Hvilke fællesskaber er vigtige for dig?
– Min lille familie og min store familie, det tværfaglige fællesskab på min arbejdsplads, gode venner, menigheden, hvor jeg bor. Fællesskabet på arbejdet med de svære opgaver er meget vigtigt. Men jeg lever i nuet og kan også føle et stærkt fællesskab med fremmede mennesker, jeg er sammen med i kort tid. For mig er "næsten" meget konkret og lige foran mig. Til gengæld slipper jeg hurtigt taget i mennesker. Jeg har også svigtet gamle venner. Min kone er heldigvis anderledes, hun er trofast.
Hvad vil du gerne give videre til dine børn?
– Jeg er også så privilegeret at være far til tre voksne, gode sønner. Jeg håber, at jeg har givet dem det meste af det, jeg kan. At jeg har været et tydeligt menneske. Jeg håber, at de føler, at jeg står bag dem i deres liv.
Hvilket håbstegn ser du i verden i dag?
– Ikke noget nyt. Jeg tror ikke på et menneskeskabt Paradis på jord og faktisk ikke meget på civilisationsprojektet. Og på en måde blev jeg lettet, da jeg for nylig hørte, at jordens temperatur, trods voldsomme forandringer i geologiske og biologiske forhold, har balanceret mellem 15 og 22 grader i gennemsnit i mange milliarder år. Det må betyde, at risikoen for, at vores civilisation sender jordens biosfære i frit fald, er meget lille. Selvom jorden en dag skulle blive ubeboelig for mennesker, skal der dog nok være noget levende tilbage, som kan bære den genetiske kode videre, så et nyt menneske kan opstå af skabningens mirakel.
Gorm Greisen
uFødt 1951. Professor, dr.med. i børnesygdomme. Siden 2001 klinikchef for Rigshospitalets neonatalklinik. I 1977-1979 ulandsfrivillig læge i landdistriktet Namwala i Zambia. Underviser og vejleder kolleger i ind- og udland mht. medicinsk behandling af ekstremt for tidligt fødte børn. I fritiden har han bl.a. været formand for Rungsted Sogns menighedsråd og er i dag tilknyttet rådet som suppleant.
Neonatalklinik
Rigshospitalets Neonatalklinik behandler omkring 80 af landets 200 ekstremt for tidligt fødte børn (i 23.-27. uge) hvert år. Ved 23. uge overlever kun enkelte børn, mens overlevelsen for børn født ved 27. uge er over 90 procent. Omkring halvdelen af disse vokser og udvikler sig helt normalt. Andre overlever med forskellige problemer. Cirka 20 pct. får en intelligenskvotient under det normale, cirka 10 procent får spastiske lammelser, nogle få børn bliver blinde eller døve, og for andre viser der sig større vanskeligheder i skolen end for andre børn. I alt fødes der cirka 60.000 børn om året i Danmark.