Bør psykisk syge gå i behandling mod deres vilje for at få hjælp fra det offentlige?

De elever som går på kristne efterskoler, går ud af opholdet med de samme værdier, som de gik ind med, viser ny undersøgelse.<br>Foto: arkiv

Silkeborg Kommune har krævet, at en psykisk syg mand skal i elektrochokbehandling, hvis han vil i fleksjob. Det er at overtræde en grænse for menneskers selvbestemmelsesret, mener medlem af Det Etiske Råd, mens andre påpeger, at man eksempelvis aldrig ville sige nej til behandling for kræft

Stress, depression og angst har de sidste fem år været hverdag for den 39-årige autolakerer Heine Pedersen fra Silkeborg. For at komme sine psykiske lidelser til livs har han af flere omgange gået til psykolog og psykiater, og i årevis har han taget flere former for antidepressive piller. Men intet har hjulpet.

LÆS OGSÅ: Nyrup: Kommuner handler uetisk, ulovligt og truer psykisk sårbare

I to år var han fuldstændig ude af arbejdsmarkedet, men siden 2009 har han været i praktik forskellige steder, blandt andet på en genbrugsplads. Heine Pedersen er i stand til at arbejde 20 timer om ugen, og han har derfor ansøgt sin kommune om et fleksjob.

Men Silkeborg Kommune har sagt nej, indtil han afprøver en sidste mulighed: elektrochok. Heine Pedersen er dog angst for at skulle have elektrochokbehandling. Han er bange for efterfølgende at komme til at lide af hukommelsestab, som kan være en af bivirkningerne ved behandlingen.

Hvad nu, hvis bivirkningerne er større end effekten? Jeg er simpelthen angst for at miste noget af mig selv som for eksempel minder fra min barndom, siger han.

Sagen om Heine Pedersen har den seneste tid fyldt i medierne, da den rejser en etisk og principiel debat. For er det at overtræde en grænse, når kommuner som modkrav for at levere bestemte ydelser tvinger syge mennesker til at gennemgå lægelige indgreb eller behandlinger? Eller er det kun rimeligt at bede syge om at udtømme alle muligheder for behandling, før man beder samfundet om hjælp?

Kravet fra Silkeborg Kommune til Heine Pedersen kommer i kølvandet på en afgørelse truffet af Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg den 23. februar i år. Her lyder det, at kommunerne kan stille krav om, at mulighederne for behandling med antidepressiv medicin har været afprøvet, før sygedagpenge kan forlænges, eller der kan bevilges førtidspension.

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må selvfølgelig aldrig indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed, skriver Ankestyrelsen på sin hjemmeside.

Silkeborg Kommune har stillet kravet til Heine Pedersen, fordi hans psykiater har anbefalet elektrochok-behandling, for at han kan komme sig over sin langvarige og svære depression. Og denne anbefaling bør Heine Pedersen imødekomme, mener kommunen. Men det overtræder Heine Pedersens egen grænse for, hvor langt han vil gå for at komme ud på arbejdsmarkedet igen.

Jeg vil virkelig gerne gøre meget for at blive rask igen. Tro mig. Jeg har været syg i flere år nu, og en chance for at komme ud på den anden side vil blive taget imod med kyshånd. Men jeg er simpelthen så bange for, at elektrochok gør, at jeg igen træder et skridt tilbage i min sygdom.

Hvor skal grænserne sættes, når kommunerne stiller krav om behandling? Og hvem kan bedømme, om bivirkninger ved en behandling er alvorlige eller overkommelige? Næstformand i Det Etiske Råd Esther Larsen peger netop på de manglende retningslinjer som et afgørende problem:

Stiller myndigheder krav om behandlinger, der medfører risiko for alvorlige bivirkninger eller afhængighed, og patienten modsætter sig disse, er der skabt et sammenstød mellem værdier, nemlig mellem patientens frihedsret til selv at bestemme og det offentliges ret til at stille krav om arbejdsparathed. Elektrochok er et så alvorligt indgreb i et menneskes selvbestemmelsesret, at meget tyder på, at der er behov for retningslinjer, der klart begrænser myndighedernes mulighed for at effektuere behandlingstvang i tilfælde med indgribende behandlinger med risiko for skadevirkninger, siger Esther Larsen.

|Og forskellen på medicinsk behandling og elektrochok er enorm, har det lydt fra modstanderne i debatten. Billeder fra filmen Gøgereden, hvor Jack Nicholson i rollen som den kriminelle Randle Patrick Murdoch mod sin vilje bliver fastspændt og kørt til elektrochok, er for den uvidende skrækbilledet på elektrochokbehandling.

Men dette er langtfra virkeligheden om elektrochok, lyder det fra ledende overlæge på Center for Psykiatrisk Forskning ved Aarhus Universitet Raben Rosenberg. Han pointerer dog, at behandlingen kun bruges ved svær depression.

Der er ikke en garanti for, at den syge kommer ud på arbejdsmarkedet ved elektrochokbehandling, men 90 procent af behandlingerne virker for dem med en meget svær depression. Gentagne behandlinger kan vende op og ned på deres liv, og en behandling kan være afgørende for, om den enkelte bliver rask eller ej, siger han.

For overlæge Raben Rosenberg drejer debatten sig imidlertid ikke så meget om, hvilken type behandling kommunen kan kræve af den enkelte, men om, at behandling af psykiske lidelser i dagens Danmark er tabu.

Hvis vi skal stille det skarpt op og sammenligner det med kræftbehandling, så er der jo også enorme bivirkninger ved kemoterapi, men der ved man jo, at effekten kan være, at du bliver rask. Det samme bør gælde ved behandling af psykiske lidelser, da de i lige så høj grad kan være livstruende. Det handler meget om effekt og bivirkninger, hvorvidt den behandling, man laver, er etisk forsvarlig. Og der synes jeg altid, at hvis effekten er større end bivirkningerne, så er det godt, siger Raben Rosenberg, som dog understreger, at ingen skal være med til at tvinge nogen, og at lægerne aldrig vil behandle imod de syges vilje, med mindre de er svært sindssyge.

Det handler blot om, at vi i langt højere grad skal være bedre til at motivere psykisk syge til at undergå behandling, da det kan være lige så livsnødvendigt som behandlingen af fysiske sygdomme. Og der har vi endnu lang vej.

Sammenligningen med fysiske lidelser er også blevet fremhævet i pressen. Chefredaktør Anne Knudsen skrev blandt andet følgende i en leder i Weekendavisen:

Så mennesker, der ikke vil have deres depression eller angst medicinsk behandlet, nyder opbakning fra folk, som aldrig nogen sinde ville drømme om at lade deres kære slippe af sted med ikke at få gjort noget ved skeløjethed, diabetes eller børnesår.

Men er det at køre ud på et sidespor, når man sidestiller behandlingen af psykiske lidelser med fysiske? Ja, mener de hos Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP).

Det er lige netop her, diskussionen kortslutter. Grundforestillingen om psykiske lidelser som hjernesygdomme, der blot kan kureres med lidt kemi, er forkert. For de fleste bliver ikke raske på grund af den medicinske behandling, men i højere grad også på baggrund af, at de indgår i relationer med andre mennesker som for eksempel i et job, siger udviklingskonsulent hos LAP Karl Bach Jensen og understreger, at man i langt højere grad burde se på arbejdsmarkedets indretning og tilpasning frem for kun at stille krav til det enkelte individ.

Vi forlanger jo heller ikke, at en person i kørestol bare må tilpasse sig arbejdsmarkedet. Der stiller vi jo krav til arbejdspladsen om, at den også tilpasser sig de handicappedes begrænsninger og behov. Det synes jeg også, at vi burde gøre med psykisk syge. Og vi stejler ikke. Vi har op mod en million mennesker, der spiser psykofarmaka i Danmark, så det drejer sig ikke om, at folk ikke er villige til at gå i behandling. Men ofte er der behandlinger, som ikke har nogen virkning, eller hvor den enkelte blot får yderligere skavanker og gener. Så når den enkelte ikke ønsker en bestemt behandling eller har nogle dårlige erfaringer med den, så bør vi lytte og ikke tvinge. Målet burde jo netop være at få flere ud af behandlingssystemet end ind i det, siger han.

I Silkeborg sidder Heine Pedersen fortvivlet tilbage. Han har sagt ja til at få elektrochok, hvis det er det, hans kommune kræver. Men det er stærkt imod hans vilje.

Hvis det var, fordi jeg havde et sygt knæ, ville jeg gøre alt, men når det er min hjerne, så er det noget andet. Men jeg bliver nødt til at gøre det, for jeg har ikke råd til andet. Jeg har fire børn, jeg skal forsørge, og der er ingen, der kan leve uden penge. Men jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor ikke bruge mig de 20 timer, jeg kan arbejde, i stedet for at tvinge mig ud i en behandling, hvor der kan være alvorlige bivirkninger og en risiko for, at jeg aldrig kommer tilbage i arbejde?.