Bistand og etik

Liberalisering af verdens handel er moralsk og økonomisk nødvendig

UDVIKLINGSBISTAND VIRKER IKKE, og årtiers u-landshjælp har ikke givet vækst i Afrika. Så hårdt kan man trække økonomiprofessor Martin Paldams konklusion op fra Kristeligt Dagblad i går. Med udgangspunkt i Sydkoreas økonomiske mirakel peger professoren i stedet for på samhandel og markedsadgang som den eneste vej frem, hvis det afrikanske kontinent skal opleve virkelig økonomisk vækst.

Professor Paldam har en pointe, som det kan være svært at komme uden om. Alligevel må man fastholde, at vestlig bistandshjælp har sin plads, også selvom den kan sammenlignes med den berømte dråbe i havet. Men den dråbe skal fastholdes af etiske grunde.

I etiske diskussioner kan man fokusere på forskellige aspekter i enhver given sag. Man kan således skelne mellem det, man populært kan kalde hensigtsetik og konsekvensetik. Overført til diskussionen om bistandshjælp kan man så sige, at vi giver bistand med den hensigt at hjælpe og lindre lidelse. At konsekvensen så etisk set kan være, at Vesten fastholder Afrika som en art global bistandsklient, må ikke spærre for den oprindelige hensigt. Og selvom bistanden så ikke løfter den afrikanske økonomi nævneværdigt, så må man fastholde, at for eksempel vacciner og medicin i fattige afrikanske lande selvfølgelig mindsker den samlede menneskelige lidelse.

MEN VESTLIG BISTANDSHJÆLP må ikke blive en sovepude, der forhindrer, at vi igen og igen kigger kritisk på den vestlige verdens forhold til Den Tredje Verden. Minder om kolonitid og generel dårlig samvittighed over den underudviklede verden dulmes meget af den bistandshjælp, Vesten giver, lidt på samme måde som når vi individuelt giver en tigger fem kroner. Giver vi de fem kroner for reelt at hjælpe tiggeren, eller har den enkeltes samvittighed det bare bedre bagefter? Svaret blæser i vinden.

Ikke desto mindre må og skal vi holde fast i bistandshjælpen, så længe der er så meget nød i verden. Vi holder jo heller ikke op med at forsøge at behandle og hjælpe kroniske alkoholikere, selvom udsigten til succes er yderst ringe. Som verden er skruet sammen, må vi derfor se den danske u-landsbistand som et positivt bidrag.

Derudover bør vi fastholde professor Paldams pointe: Hvis Den Tredje Verden virkelig skal løftes ud af den permanente fattigdom, så slipper vi ikke for at kigge på verdens samhandel. Her kan man jo starte med at kigge på EU, der fortsat bruger omkring halvdelen af sit budget på landbrugsstøtte.

LANDBRUGSSTØTTEN I EU er både økonomisk og moralsk forkert. Økonomisk, fordi den sluger så stor en del af det samlede budget i EU, at det på langt sigt truer unionens fundament. Moralsk, fordi den underminerer Den Tredje Verdens muligheder for at konkurrere med Vestens bønder.

Landbrugsstøtten afslører et vestligt hykleri, hvor der over for Den Tredje Verden ofte prædikes om demokrati, rettigheder og fri markedshandel som vejen ud af den bundløse fattigdom. Det er det kun, hvis der er nogle markeder at afsætte sine varer på. Hvis ikke Afrika og Den Tredje Verden i øvrigt får adgang til markeder, hvor de kan afsætte deres varer, bliver det ikke muligt at vende den negative fattigdomsspiral, som har sejlet det afrikanske kontinent helt agterud i den globaliserede verden.

Det kommer til at tage år at reformere og liberalisere den samlede verdenshandel, og den vestlige verden vil næppe opgive sine privilegier uden kamp. Indtil da må vi i Danmark fastholde, at bistandshjælp nytter, om ikke meget, så dog noget.

holm