Bør Danmark give millioner til korrupte stater?

Det nyligt overståede valg i Afghanistan har skabt debat om den såkaldte budgetstøtte til dårligt fungerende stater. Det er naivt at poste millioner af danske bistandskroner i lande med høj korruption, mener kritikere

Lørdag den 5. april dyppede næsten 7 af de i alt 12 millioner stemmeberettigede afghanske borgere deres pegefinger i mørkeblåt blæk og satte den på en stemmeseddel ved præsidentvalget i Afghanistan.

Trods stor glæde over valgdeltagelsen i det krigshærgede land har der også været bekymring for den samme massive valgsvindel, som fandt sted ved sidste præsidentvalg i 2009. Valgsteder på landet har været lukket af frygt for Taleban, mens andre steder er løbet tør for stemmesedler. Medier har rapporteret, at folk fik lov at stemme to gange, selvom de havde blå fingre. Optællingen af stemmerne er en langsommelig proces, der ventes at tage seks uger.

Det dårligt fungerende statsapparat i Afghanistan har fået Dansk Røde Kors generalsekretær, Anders Ladekarl, til at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden i Danmarks millionbistand til landet. I Politiken har han kaldt bistanden for naiv, fordi store dele af den er såkaldt budgetstøtte, som gives gennem statsapparatet i hovedstaden, Kabul, som ifølge ham er notorisk korrupt.

Afghanistan er det land i verden, Danmark yder mest bistand til i øjeblikket. I alt 530 millioner kroner om året. Omtrent halvdelen af midlerne kanaliseres ind i landet gennem de afghanske myndigheders og ministeriers projekter, oplyser Udenrigsministeriet.

LÆS OGSÅ: Bred kritik af Danmarks bistand til skrøbelige stater

Men bør vi overhovedet overlade forvaltningen af så store pengesummer til så skrøbeligt et statsapparat?

Ja, mener Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker i International Udvikling ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, og tidligere rådgiver for Udenrigsministeriet.

Uden sammenligning i øvrigt er filosofien bag budgetstøtten den samme, som når forældre giver et barn en cykel, for at barnet kan lære at cykle, eller når teenagere får lommepenge for at lære om økonomi, forklarer han.

Det er parallelt med enhver anden læreproces, hvor man skal prøve noget nyt og bliver bedre i stand til at udføre opgaverne ved faktisk at få ansvaret selv, siger han.

Hvis en skrøbelig stat vil have støtte fra Danmark, kræves det dog, at den fører fornuftig politik. Men støtten skal ikke stoppes, fordi nogle afghanske politikere eller politifolk kan finde på at tage lidt til sig selv, mener Lars Engberg-Pedersen. Han henviser til studier af andre skrøbelige stater, som har fået økonomisk hjælp af Danmark, for eksempel det østafrikanske land Mozambique, der var plaget af blodige borgerkrige fra 1970erne til begyndelsen af 1990erne. Her gav støtten et stort skub fremad og var med til at cementere freden i landet.

Evalueringer af budgetstøtte viser, at forvaltningen af de offentlige midler bliver bedre. Der bygges flere små veje. Og i statistikkerne kan man se, at flere børn når til ældre klasser i skolen. Hvis regeringen er demokratisk valgt og legitim, vil den også arbejde for at forbedre befolkningens levevilkår. Og så bør man også udefra støtte statens egen bekæmpelse af fattigdom, siger Lars Eng-berg-Pedersen.

Den måde at tænke bistand på er relativt ny, forklarer han.

Det kommer af, at vi har lavet rigtig meget u-lands-bistand for 20-30 år siden, som ramte ved siden af. Vi kom anstigende med et mejeri eller en cementfabrik, som udefra virkede som en god idé, men som ikke virkede i landet. Det gav os øgenavnet hvide elefanter. Det har skabt den lærdom, at det ikke nytter at bruge en masse penge på noget, folk ikke selv synes der mangler.

Budgetstøtte er en måde til at sige: I ved nok bedst selv, hvad jeres problemer er, og vi vil godt sætte jer stand til at løse dem.

Udenrigsministeriet oplyser, at kun 250.000 af de 4,2 milliarder kroner, Danmark har sendt til Afghanistan siden 2001, er gået til spilde ved korruptionssager. Ministeriet har afsluttet 12 sager om misbrug af midler, mens 5 endnu er under behandling. Det lyder umiddelbart af alt for lidt, mener Martin Paldam, professor emeritus i økonomi ved Aarhus Universitet. Han er kritisk over for budgetstøtten og u-landsbistand i det hele taget.

Det lyder meget sært. Men det kan skyldes, at man laver en slags støtte til enkelte projekter under ministeriet. Det betyder dog ikke, at korrup-tionen i landet mindskes, tværtimod er det er jo et godt gammelt trick, at hvis du er i et ministerium og gerne vil være rig, så tager du bare penge fra de konti, som udlændingene ikke finansierer. Og det får du råd til, netop fordi udlændingene finansierer en del af budgettet, du ellers skulle have finansieret.

Hvis man vil give u-landshjælp, må man altid finde sig i korruption. En tommelfingerregel for bistand bør være, at jo mere hjælp der gives til konkrete projekter, jo nemmere er det at finde ud af, hvordan det går med pengene, mener Martin Paldam.

Afghanistan er et land i roterende borgerkrig med en blomstrende opiumindustri, og det er meget vanskeligt at kontrollere, hvad der foregår der. Det er et meget specielt samfund, og det ved alle. Så derfor er det svært at give nogen enkel løsning på, hvordan man bedst støtter dem til at stå selv, siger han.

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, er enig i, at tilfældet Afghanistan skaber et særligt problem for u-lands-bistanden.

Princippet i budgetstøtten er godt, fordi det handler om at give ansvaret til dem, der faktisk bør have det. Men dilemmaet opstår i de stater, hvor regeringsapparatet er rigtig, rigtig svagt og korrupt. Anders Ladekarl har ret i forhold til Afghanistan, hvor korruptionen er så åbenlys, og hvor vi hver dag ser, at staten lader penge forsvinde steder hen, hvor de ikke skal være.

Henrik Stubkjær mener, at bistanden bør omlægges, så en større del går til civilsamfundsorganisationer som kvindegrupper, fagbevægelser og rettighedsforkæmpere.

Det kunne give os en dobbelteffekt, fordi de kan agere vagthunde over for, hvordan den afghanske stat bruger pengene. I de sidste to-tre år har vi ikke set fremskridt, der svarer til midlerne. Vi kan ikke blive ved med at hælde gode penge i forkerte hænder. Der bør være en grænse, og jeg mener, den er nået nu.

Udviklingsminister Mogens Jensen (S) sagde forrige uge, at han afventer resultaterne fra det afghanske valg, før han vil tage stilling til, om bistanden til Afghanistan skal se anderledes ud i fremtiden.

Opbygning af de afghanske myndigheder er en del af en langsigtet strategi for at gøre afghanerne uafhængige af udenlandske eksperter og penge, så de kan klare sig selv. Men debatten bliver forvrænget, når der tegnes et billede af, at vi sætter pengene ved døren til de afghanske myndigheder og håber på det bedste. Danmarks bistand kanaliseres ind i nøje udvalgte projekter og programmer ledet af afghanske myndigheder, skriver han i en mail til Kristeligt Dagblad.

Vi kan sagtens bygge en skole hist og pist, men bygningerne alene gør det ikke. Den danske bistand går blandt andet til det afghanske undervisningsministeriums kortlægning af behov for skoler, planer for hvad eleverne skal lære, uddannelse af lærere og betaling af deres lønninger. Det er opgaver, som dårligt kan varetages af andre end staten, hvis det skal fortsætte den dag, vi ikke længere støtter det økonomisk.

Trine Pertou-Mach, udviklingsordfører for Socialistisk Folkeparti og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, der i mange år har arbejdet med at bekæmpe korruption i udviklingslande, forstår ministerens tøven, men mener, at han bør tage Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp alvorligt.

Jeg synes, man bør lytte til det, de siger. Budgetstøtte til et dybt korrupt regime, der bliver ved med at være dybt korrupt, bør genovervejes. Jeg mener grundlæggende, vi bør satse med u-lands-bistanden de steder i verden, hvor det er svært. Men det er også værd at overveje, om man skal give så meget bistand til Afghanistan fremadrettet, hvis ikke valget bliver bedre denne gang.

Vi bør være mere ydmyge omkring, hvad Danmark overhovedet kan opnå i Afghanistan. Vi har en forpligtelse til at hjælpe med at opbygge staten efter en lang og meget voldsom konflikt. Men måske skal vi ikke give så meget bilateral støtte (støtte fra land til land, red.), som vi gør, og i stedet overveje multilateralt donorskab (internationalt organiseret støtte, red.) i stedet for bare at sidde som et enkelt lille land og tro, vi spiller en særlig rolle. Det bør vi få diskuteret snart, siger Trine Pertou-Mach.