Bør alle danskere stå i et dna-register?
Mordsag fra Herning genopliver debat om et dna-register, der omfatter hele befolkningen
I den forgangne uge blev en mand dømt for seks bankrøverier i København og Nordsjælland. Den 26-årige bankrøver nægtede sig under hele sagen skyldig, men politiet fandt hans dna på gearstang og håndbremser i flere af de stjålne biler, som blev brugt ved røverierne, og et enigt nævningeting idømte ham seks års fængsel. Blot en af de mange sager, hvor genetiske fingeraftryk i form af hudceller, hår, spyt eller rester af blod og sæd har fået afgørende betydning for politiets arbejde. Politiinspektør Jørn Gravesen fra Rigspolitiets National Kriminalteknisk Enhed kalder da også dna-spor for et af de vigtigste værktøjer i efterforskningsarbejdet.
- I dag er det meget svært at bevæge sig på et gerningssted uden at sætte sig spor fra dna, og derfor er det helt afgørende, når vi skal opklare en forbrydelse. Alene ud fra gerningsmandens ånde på et telefonrør kan politiet trække en dna-profil, og på den måde kan vi lægge hans færden fast, siger Jørn Gravesen.
Det var også en dna-analyse, der for nylig frifandt den 48-årige mand, som var sigtet for mordet på den 20-årige Maria Møller Christensen i Herning. Drabsmanden fandtes ikke i politiets centrale dna-register over kriminelle, og først efter længere tids efterforskning og adskillige dna-test fandt man i denne uge én person med det rette match. Det har endnu engang rejst spørgsmålet om det hensigtsmæssige i at oprettet et dna-register, som omfatter hele befolkningen.
- Det siger sig selv, at jo flere vi har at registrere dna-spor af, jo større er chancen for, at vi finder den rigtige. Hvis man i teorien forestiller sig, at hele den danske befolkning var registret, var mulighederne for opklaring overordentlig gode. Men i politiet bøjer vi os naturligvis for, at vi har en lovgivning, som dikterer, at vi ikke bare må registrere folk, og det er klart, at det ville være nødvendigt at debattere ulemperne ved en så omfattende registrering, siger Jørn Graversen.
En voksende del af befolkningen er ellers positivt stemt over for ideen om, at alle danskeres dna skal registreres. I 2007 viste en meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten, at tre ud af fire danskere mente, at et centralt register var en god idé, mens kun halvt så mange gik ind for forslaget i 1998.
Men dna-materiale giver svar på mange andre spørgsmål end "skyldig" eller "ikke skyldig". Opfinderen af dna-beviset, englænderen Alec Jeffreys, pegede for flere år siden på risiciene for, at oplysningerne kan misbruges af eksempelvis forsikringsselskaber, arbejdsgivere og myndigheder. Han pointerede, at dna-materiale jo også kan vise, om man er disponeret for arvelige sygdomme, eller om man virkelig er den biologiske far til sine børn. Spørgsmålet er, om fordelene ved et sådan register opvejer ulemperne, og om det overhovedet er etisk acceptabelt at oprette et befolkningsdækkende dna-profil-register?
Det Etiske Råd diskuterede i 2006 muligheden for et dna-profil-register, som skulle omfatte alle borgere i Danmark. Dengang var rådet splittet. Fortalerne argumenterede med, at registret ville have oplagte fordele i forbindelse med kriminalitetsbekæmpelse, og de mente, at det ville være tryghedsskabende samt fremme retssikkerheden og retsbevidstheden i befolkningen. Desuden pointerede man, at det ikke ville kunne betegnes som integritetskrænkende, da den biologiske prøve blev indhentet på en skånsom måde. Daværende formand Ole Hartling var dog sammen med størstedelen af medlemmerne modstander af ideen, og rådets nuværende formand, Peder Agger, mener ligesom sin forgænger, at man skal være tilbageholdende med denne type tiltag.
– Jeg er ikke principielt imod, men uanset den konkrete sag synes jeg generelt, at der gennem de senere år er sket mange indgreb på vores demokratiske rettigheder under overskriften "terrorbekæmpelse", og mange bække små gør en stor å. Det ene lille indgreb i vores privatliv og personlige frihed efter det andet risikerer at gå ud over den enkeltes frihed og retssikkerhed.
Siden rådet sidst behandlede emnet, er der rejst en række nye etiske problematikker i forbindelse med at kunne identificere personer, påpeger Peder Agger.
– Der er en vældig teknologi under udvikling i forbindelse med at kunne identificere og gøre mennesket transparent, så man i dag eksempelvis kan anvende irismønstre i øjet, affotografere folks måder at gå på eller kigge igennem tøj i lufthavnskontroller for at afsløre, om personen har sprængstoffer gemt på kroppen. Hele den udvikling bør give anledning til nye etiske overvejelser i spørgsmålet om, hvorvidt sådanne tiltag står mål med risikoen for krænkelser af den enkeltes privatliv og integritet.
Spørger man lektor i strafferet Thomas Elholm fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet om fordele og ulemper ved et befolkningsdækkende register fremhæver han, at man på den måde ville undgå forskelsbehandling, da alle borgere ved metoden er registreret, men han er alligevel overvejende skeptisk over for ideen.
– Der er et enormt overvågningspotentiale i sådan et register. I og med man registrerer folks personlige data, opstår der muligheder for at overvåge mennesker i en helt ekstrem grad. Særligt hvis man forestiller sig, at computere kan samkøre disse oplysninger med de mange andre elektroniske spor, vi sætter rundt omkring. Jeg mener, man bør være på vagt over for sådanne tiltag af principielle og etiske årsager. Ellers ender vi i noget, der er langt værre end George Orwells "1984", siger Thomas Elholm og henviser til et arbejdsnotat i forbindelse med et nylig offentliggjort program for det politimæssige og strafferetlige samarbejde i EU, der beskriver den "digitale tsunami", man står over for i de kommende år.
Lektor i filosofi ved Københavns Universitet Klemens Kappel deler ikke skeptikernes frygt for, at et befolkningsdækkende dna-register ville skabe et overvågningssamfund.
– Blot fordi man har et register over befolkningens dna, sætter det jo ikke staten i stand til at overvåge folk. Det ville kræve, at man sendte folk ud for at indhente dna-spor, og hvilken interesse skulle staten have i den enkeltes færden? Hvis man gerne vil finde ud af, hvad jeg foretager mig, findes der en lang række andre måder at gøre det på, siger Klemens Kappel.
I hans øjne er mulighederne for misbrug ikke overvældende, og fordelene ved et sådant register kunne godt opveje risikoen for misbrug.
– I bund og grund handler det om, hvorvidt man stoler på myndighederne eller ej, og det virker usandsynligt, at staten skulle misbruge denne information.
Han afviser også argumentet om, at man mistænkeliggør lovlydige borgere ved at føre dem ind i et dna-register.
– Netop fordi det er et register for ikke-kriminelle, er der ingen stigmatisering forbundet ved at stå i det. Det er sammenligneligt med en fortegnelse over folks personnumre, og der findes allerede mange af den slags registre over en type information, som unikt kan identificere borgere.
Og debatten slutter næppe her. Ifølge Jørn Gravesen fra Rigspolitiet vil dna-spor i fremtiden få endnu større betydning i opklaringsarbejdet.
– Vi lever i et samfund, hvor folk ikke er begejstrede for at udtale sig, og i visse miljøer vil man helst ikke vidne, så det bliver i stigende grad en udfordring for os at skaffe vidneudsagn. Her er dna en fantastisk mulighed for at skaffe tekniske beviser.