Tiedemann: Findes etikkens gyldne snit?

Er der et eller andet grundlæggende eller fuldkomment ved det gyldne snit, siden proportionen går igen og igen? Og har den noget at gøre med den etik, som med sin stadige søgen efter det grundlæggende i det gode liv er på udkig efter, hvad man godt kan fristes til at kalde guddommelige proportioner, spørger tidligere formand for Det Etiske Råd

Etisk set er i dag forfattet af Erling Tiedemann

REGNESTYKKER med hele tal og brøker har sjældent voldt mig vanskeligheder, men når det kom til at forstå matematiske formler eller til at bevise, at kvadratroden af 2 er et irrationelt tal, så har jeg i reglen måttet give op.

LÆS OGSÅ: Kan vidensdeling blive et etisk dilemma?

Alligevel har jeg været optaget af det gyldne snit, siden jeg første gang fik forklaret, hvordan det handler om at opdele et linjestykke i to stykker, således at forholdet mellem det største og det mindste stykke er lig med forholdet mellem hele linjestykket og det største.

Det gyldne snit er i århundreder blevet anvendt i kunst og arkitektur. Dets proportioner genfindes overalt i naturen, i planter og dyr og i menneskekroppens dimensioner. Måske var det derfor, franciskaneren Luca Pacioli (1445-1517) gav det betegnelsen den guddommelige proportion.

ER DER et eller andet grundlæggende eller fuldkomment ved denne proportion, siden den på den måde går igen og igen? Og har den noget at gøre med den etik, som med sin stadige søgen efter det grundlæggende i det gode liv er på udkig efter, hvad man godt kunne fristes til at kalde guddommelige proportioner?

Givet er det i hvert fald, at etik også handler om proportioner. En etisk argumentation afvises, hvis den er helt ude af proportioner og den, der fremsætter den, beskyldes hurtigt for at have mistet enhver sans for proportion.

Sådanne stereotype debatudsagn er imidlertid tæt på at afspejle en uudtalt forudsætning om, at der i sammenhængen ville kunne lægges et snit, vi ville kalde gyldent, og findes en proportion, vi måske endda ville gå med til at betegne som guddommelig.

Nu handler etik imidlertid ikke om linjestykker, der står i bestemte forhold til hinanden, men om legitime og dog samtidig modstridende etiske hensyn, der skal vejes mod hinanden på en måde, hvor proportionerne er i orden.

EN STILLINGTAGEN til et af den moderne verdens etiske dilemmaer, der kun indregner øjeblikkets fordele, men ser bort fra fremtidens langtidsvirkninger, vil derfor vise sig at være ude af proportioner.

Sansen for proportioner er imidlertid ikke kun noget, der er brug for ved stillingtagen til enkeltsager. I den moderne, mere eller mindre mediestyrede verden er der i stigende grad grund til også at efterlyse proportionalitet i henseende til, hvad det overhovedet er for sager, vi forholder os til.

Hygger vi os i smug med at debattere småting og især hinanden, mens hele verden brænder rundt om os? Kommer småskandaler til at dække for den store skandale i verden, den afgrundsdybe uretfærdighed, krig og tortur, diskrimination og forfølgelse? Er vores etik og debatten om den på den måde ved at komme ud af proportioner? Og kunne vi finde tilbage til et etikkens gyldne snit, hvor forholdet mellem det små og det store afspejler forholdet mellem det store og det hele?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk