Må vi prale, når det går os godt?

Glæde mistolkes ofte som praleri, siger præst, der ønsker, vi skal blive bedre til at glædes over hinandens succeser. De sociale medier har dog fjernet det filter, vi tidligere brugte til at vise hensyn, påpeger fremtidsforsker

De myldrer lige nu frem i gadebilledet iført huer med blå og røde bånd og smiler ganske forståeligt lettet og bredt ud mod omverdenen. Men det er ikke det eneste sted, årets studenter stjæler al opmærksomheden.

I øjeblikket er det noget nær umuligt at færdes på de sociale medier uden at støde på fotos af de smilende, unge mennesker og de medfølgende opdateringer, hvor de både selv, men i lige så høj grad deres stolte forældre, glædeligt meddeler, at huen nu er hjemme. Men ikke nok med det - i mange af opdateringerne annoncerer både børn og forældre et tårnhøjt gennemsnit eller måske en flot slutkarakter.

Men er det egentlig et udtryk for praleri, når de tocifrede karakterer kappes om pladsen på Facebook? Eller er det snarere udtryk for reel og helt forståelig fryd over, at man har succes?

Ifølge sognepræst i Sankt Pauls Kirke i København, Kathrine Lilleør, er det ikke at sidestille med utidig pral, når glæden ved at opnå gode resultater til studentereksamen bliver delt med andre.

”For mig at se er den, der praler, jo oftest bare rigtig glad i låget. Ofte kan praleri slet ikke skelnes fra glæde, og glæde har det jo med at ville deles. Så når forældre deler på Facebook, at det er gået deres børn godt til studentereksamen, er det et udtryk for stor glæde,” siger hun.

Kathrine Lilleør påpeger, at hun hellere vil have mere pral end mindre pral. For der ligger ifølge hende en portion puritanisme og jantelov gemt i os, når vi dømmer andre for at prale.

”Jeg mener, at pral oftest er en dom fra omverdenen og sjældnere noget, nogen reelt gør. Når du og jeg siger, at et menneske praler, kaster vi en dom over dem. Deri kan der meget nemt ligge en portion jalousi, som bunder i, at man ikke selv føler, at man slår til på et givent område,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at pral udelukkende er af det positive ifølge sognepræsten - der kan også være situationer, hvor det må kaldes upassende.

”For mig er praleri kun grimt, når det er med til at nedgøre andre, eller hvis man ufølsomt kommer til at fremhæve det, man selv har, som andre ikke har.

Det kan for eksempel være, når man umodent praler over en dyr mærkevaretaske i en gruppe af unge piger, hvor man godt ved, at de andre i gruppen aldrig vil få råd til tasken,” siger Kathrine Lilleør og pointerer, at hendes overvejelser flugter med det kristne budskab.

”Det er både begyndelsen og slutpunktet i evangeliet, at vi skal glæde os over andres lykke og ikke nedgøre den. Og lige nu synes jeg blot, at al glæden på Facebook skal betragtes som et stort jubelkor,” siger hun.

Majken Matzau, cand.psych. og direktør i Matzau Erhvervspsykologer ApS, mener, at der er stor forskel på henholdsvis at prale over noget og så at dele noget, og hun pointerer, at det, der foregår på eksempelvis Facebook, ofte er et udtryk for, at vi deler noget med hinanden, vi er opstemte over frem for, at vi praler over for hinanden.

Hun sammenligner det, der foregår, med at være til et selskab, hvor man også taler med andre mennesker og deler fra sit liv.

Og selvom nogle af dem, der ikke har så meget succes, kan føle mindreværd ved at se på, hvordan andre lykkedes, mener hun ikke, at der kan laves spilleregler for, hvad man for eksempel bør poste på Facebook eller for den sags skyld sige til hinanden i det offentlige rum.

”Der er lavet undersøgelser, som viser, at folk, der er singler, bider mest mærke i alle de glade mennesker i parforhold, folk, der får lave karakterer bider mest mærke i dem, der får høje karakterer og så videre. Sådan er det bare, og jeg mener ikke, at man kan give medierne skylden for alt,” siger Majken Matzau.

Hun bemærker, at vi i dag udtrykker vores følelser mere frit end førhen - både de laveste og højeste af slagsen, og således er vi heller ikke så tilbageholdne med at vise vores succeser frem og være stolte af dem. Og så er der Janteloven, som både kan have en negativ og positiv effekt.

”Hvis man praler for meget, så gider folk ikke høre på én i længden. På de sociale medier undlader man at kommentere eksempelvis, og på den måde regulerer niveauet for pral sig selv. Men Janteloven kan også holde folk alt for fast i et jerngreb - 'Nu skal du passe på med ikke at skinne for meget, for så får andre det bare dårligt.'

På den måde kan der være en overdreven solidaritetstænkning. Men oftere handler det om jalousi over, at andre har noget, man ikke selv har samt om ens eget manglende selvværd, end det handler om pral fra ham, der får topkarakterer,” siger Majken Matzau.

Fremtidsforsker og cand.scient.pol. Anne-Marie Dahl fortæller, at man inden for sociologien førhen opererede med de to begreber ”frontstage” og ”backstage”, hvor førstnævnte er udtryk for den måde, vi gerne vil opfattes og fremstå udadtil, mens sidstnævnte beskriver, hvordan vi i virkeligheden er som mennesker, også med alle de dårlige sider, vi har.

Men skellet mellem disse to niveauer er ved at blive udvandet, og vi har i stedet fået et ”middlestage”. Det betyder, at det, vi førhen med stolthed fortalte til naboen eller den nærmeste familie, nu blæses ud på de sociale medier.

”Det filter, vi havde før, findes ikke på samme måde mere. Man stiller sig ikke ud på villavejen og råber, at ens datter fik 12 til sin sidste eksamen, men på de sociale medier råber vi det gerne ud,” siger hun og fortsætter:

”Hvis du førhen var sammen med en familie og vidste, at deres barn havde det svært fagligt i skolen, blæste du selvfølgelig ikke ud med, at dit barn lige havde fået topkarakterer.

Men det, vi før tilpassede omgivelserne, tilpasser vi ikke længere noget eller nogen på de sociale medier. Det situationstilpassede forsvinder dermed på de sociale medier og kan komme til at fremstå som blær,” siger Anne-Marie Dahl.

Hvorvidt det, der kan opfattes som blær på for eksempel Facebook, smitter af på den måde, vi omgås hinanden på ude i den virkelige verden, er endnu uvist.

”Det kommer an på, hvad der sker med vores empati. Det kan sagtens være, at vi bliver bedre til ikke at ligge under for Janteloven og dermed til at trutte i hornet, men samtidig skal vores empatiske evner gerne følge med.

Og spørgsmålet er, om man kan træne sine empatiske evner på de sociale medier og overføre dem til virkeligheden - det er jo det fysiske samspil med andre mennesker, der lærer os at vise hensyn og empati,” siger Anne-Marie Dahl, der mener, at den i mindre grad situationstilpassede kommunikation på de sociale medier især kan ramme en særlig gruppe.

”At den her ekstrovertisme er kommet for at blive, er der ingen tvivl om, og det kan desværre også ramme de svageste unge, der kan komme til at sidde og føle sig helt utilstrækkelige,” siger hun.