Må man opdrage på andres børn?
I Danmark er der ikke tradition for at blande sig i andres børns opførsel. Men man har ret til at skride ind, når man oplever uacceptabel adfærd, siger eksperter. De mener, at moderne forældre er dårlige til at modtage kritik af deres børn
Hvad stiller man op, når andre folks børn larmer på den dyre restaurant, løber op ad kirkegulvet eller står foran malerierne på kunstmuseet? Og forældrene ikke selv griber ind vel at mærke.
Påtaler man det, risikerer man at få prædikatet ”børnehader” hæftet på sig. Og hvem har lyst til det? Formentlig de færreste. Ikke desto mindre er det netop, hvad man risikerer, for forældre i dag tåler nemlig dårligt, at der rettes kritik mod deres børn. Det mener blandt andre børnepsykolog John Halse, der er aktuel med bogen ”Den nødvendige opdragelse - er opdragelse nødvendig?”.
Ifølge ham er der ingen tvivl om, at man må blande sig, hvis det sker i ens eget hjem. Men det er imidlertid sjældent der, dilemmaet er størst, påpeger John Halse.
”Dilemmaet opstår, når man for eksempel er i teateret, i kirken eller i biografen. Må jeg sige til en dreng, der skejer ud til højmessen, at han skal tie stille? Det har vi ganske givet ikke tradition for at gøre herhjemme. Men jeg mener, at man, medmindre barnet åbenlyst har ondt, og forældrene ikke selv skrider ind, gerne på en ordentlig måde må bede det tie stille eller spørge forældrene, om de ikke kan tage barnet med ind i et tilstødende lokale, fordi vi andre ikke kan høre, hvad der bliver sagt,” siger han.
John Halse mener, at det i virkeligheden er moderne forældres manglende selvindsigt, der er årsagen til, at vi overhovedet har dilemmaet om, hvorvidt vi må reagere på andres børns opførsel i det offentlige rum.
”Over en bred kam kan man ikke forvente, at danske børn anno 2014 kan sidde stille i en kirke i en time, gå rundt på ARoS (kunstmuseum i Aarhus, red.) og tale sagte eller sidde på en fin restaurant og spise i flere timer. Danske forældre skal overveje, hvor det er rimeligt at slæbe deres børn med hen, hvis de ikke har lært at være stille. Og er det et opdragelsesprojekt, så tag dem med, og gå så, når de ikke har luft til at klare mere, så de ikke ødelægger oplevelsen for alle andre,” siger han.
Vælger man alligevel at tage sine urolige børn med et sted hen, hvor der forventes ro, må man være klar til at få ord med på vejen af andre.
”Det kan være penibelt at sige til forældre, at deres børn ikke opfører sig ordentligt, fordi det bliver modtaget som en personlig kritik af, at man ikke har formået at opdrage sit barn godt nok. Men jeg mener aldrig, at man skal holde sig tilbage med at kommentere andre børns adfærd, så længe det gøres ordentligt. Det jammerlige i den her diskussion er bare, at når du ytrer dig i den retning, så løber du en umiddelbar risiko for at få skudt i skoene, at du er børnehader,” siger han.
Agnete Raahauge er præst i Hørup på Als, og hun er ganske enig med John Halse i, at man til en højmesse bør kunne forvente, at børnene er stille, så øvrige kirkegængere kan få ro til at høre. Men hun mener ikke, at det er folk på kirkebænken, der har ansvaret for at skride ind, hvis børnene arrangerer væddeløb eller andre kreative tiltag op ad kirkens midtergang.
”Jeg mener, at det er præstens pligt at sørge for, at gudstjenesten går sømmeligt til. Det kan blive ubehageligt, hvis det er folk på bænken, der skal gøre det,” siger hun.
At mange børn i dag har sværere end tidligere ved at være stille i situationer, der kræver det, ser Agnete Raahauge som et resultat af, at de fleste børn opdrages i institutioner i dag.
”Det er forældrene, som holder af netop deres børn, der har den virkelige myndighed til at opdrage dem. Den opdragelse, børn får i en institution, bliver en slags kaserneopdragelse. Pædagogerne gør deres bedste, men børn kan godt fornemme, at de er betalt for at opdrage og ikke gør det af den kærlighed, som forældre har. Det gør, tror jeg, mange børn immune over for voksnes påbud. De lange institutionsdage er ulykken bag de mange børns urolige adfærd,” siger hun.
Lise Egholm, der sidste år gik på pension efter 18 år som skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København, er fortaler for, at voksne generelt skal påtage sig et større ansvar og blande sig mere, når de oplever børn opføre sig uacceptabelt. Men hun vedkender, at det er lettere at gennemføre i eget hjem end ude i virkeligheden.
”I det offentlige rum kan man ikke tillade sig ret meget. Og det skyldes nogle enormt forkælede forældre, som ikke har forstået, at vi har noget, der hedder et fællesskab, som man skal værne om og respektere. Hvis børn larmer og hujer i en kirke, så må kirkens professionelle folk skride ind og sætte nogle rammer for og krav til, hvad man gør og ikke gør. Og så er der ikke noget at gøre ved, at der sidder nogle forældre på bænkene, som er blevet meget fornærmede. Det er en hån mod den øvrige menighed ikke at opføre sig ordentligt,” siger Lise Egholm.
Selv kan den tidligere skoleleder godt finde på at irettesætte børn i det offentlige rum. Hun fortæller også børnene på vejen, hvor hun selv bor, at hun ikke vil have, at de tegner på hendes fortov med kridt - det kan de gøre uden for deres egne huse. Men hun er formentlig en af de få, der tør og orker at blande sig, antager hun.
”Vi er blevet alt for sarte på vores børns vegne. Men sætter man ikke grænser for dem, svigter man dem, for børn vil gerne have rammer og grænser. Så føler de sig trygge og skal ikke kæmpe for territorium,” siger Lise Egholm og drager en parallel til mange af de indvandrerfamilier, hun har arbejdet med på Rådmandsgades Skole.
”I muslimsk kultur er det mere almindeligt, at både fætre, onkler og naboer er med til at opdrage børnene. Og ofte har jeg oplevet, at indvandrerforældre er kommet til mig og har spurgt: 'Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt noget til mit barn, hvis han har gjort sådan?'. Blandt andet derfor, tror jeg, går integrationen galt. For i Danmark er det ikke comme il faut at blande sig. Man går bare forbi og ryster allerhøjst lidt på hovedet,” siger hun.
Hovedrysten er ikke altid nok, når man overværer andres børn opføre sig uacceptabelt ifølge familievejleder Lola Jensen. Men hun mener, at man primært skal henvende sig til forældrene frem for til barnet, hvis man bemærker en uheldig adfærd.
”Er man på udebane, skal man altid gå igennem forældrene. Hvis der for eksempel er en klassekomsammen, hvor nogle forældre har valgt at slæbe mindre søskende med, der ikke forstår spillereglerne, så må man kunne henvende sig til forældrene og sige: 'Kan du ikke sige til din søn, at han skal lade være at rive i min datters tøj hele tiden, for jeg kan se, at hun ikke synes, det er rart',” siger hun.
Lola Jensen ved dog godt, at det kan være problematisk at aflevere den slags beskeder, fordi de ikke altid modtages med kyshånd.
”Forældre i dag er så bange for, at deres børn ikke er succesfulde, og de tåler ikke, at nogen siger noget dårligt om dem. De tager kritikken meget personligt, selvom der ikke er noget nyt i, at børn laver ulykker. Men lader man stå til, kan man jo i uheldige tilfælde opleve børn, der kommer langt ud, fordi ingen har besværet sig med at gøre opmærksom på, hvilket spor de i virkeligheden var på vej ud ad,” siger familievejlederen.
Når man er på egen matrikel, er Lola Jensen af den holdning, at man godt kan forlange, at besøgende børn følger husets regler. Om man efterfølgende skal sladre til barnets forældre, hvis det har opført sig uheldigt, afhænger af situationen.
”Hvis det er noget, du som forælder selv gerne ville have besked om, så sig det. Især hvis det er noget, der potentielt kan bringe barnet i fare en anden gang. Det kan for eksempel være en dreng, der har haft tændstikker med i lommen, som han og dit barn så har hygget sig med at tænde i haveskuret. Men drejer det sig om småting, er der omvendt ingen grund til at aflægge rapport,” siger Lola Jensen.