Hvornår er man købt?

"Der er jo tale om reel kriminalitet og ikke bare lidt kreativ bogføring. Og det er altså ikke okay, selvom man går i jakkesæt og kører i store biler," siger Knut Gotfredsen fra Transparency International Denmark.

En stor bestikkelsessag i Region Sjælland piller ved forestillingen om Danmark som et land uden korruption. Individualisme og en syg kultur kan være årsagerne til, at den slags sager opstår, mener filosof

Det trak store overskrifter, da flere højtstående embedsmænd i forrige uge blev fængslet eller sigtet i forbindelse med en tilsyneladende omfangsrig bestikkelsessag i Region Sjælland. Også sagen om ledende overlæger på Rigshospitalet, der misbrugte forskningsmidler til private formål, vakte opmærksomhed, da den blev afsløret sidste år.

Det massive fokus på hændelser som disse havde formentlig været noget nær fraværende, var det sket i Somalia, Sydsudan eller Usbekistan, som er nogle af de lande, der topper den liste, som organisationen Transparency International hvert år udarbejder over verdens mest korrupte lande.

På selvsamme liste placerer Danmark sig sammen med New Zealand og Finland helt i bund - det vil sige som de mindst korrupte lande i verden. Og netop fordi Danmark placerer sig dér, vækker det stor opmærksomhed i befolkningen, når hændelser som ovenstående kommer frem i offentlighedens lys.

Det siger blandt andre Knut Gotfredsen, formand for Transparency International Danmark.

”En historie som bestikkelsessagen fra Region Sjælland rammer lige ned i vores selvforståelse. For den slags foregår efter vores opfattelse bare ikke i Danmark. Men måske gør det så alligevel mere, end vi regner med. Det er jo et spørgsmål om at forstå, hvor 'hvide' vi er. Ifølge udlandets opfattelse af vores renhed i den offentlige sektor ligger vi på 92 procent. Men man kunne omvendt også sige, at vi så er otte procent korrupte,” siger han.

Men hvis vi i Danmark er rene næsten helt ud til kanten i den offentlige sektor, hvordan kan det så gå til, at der afsløres bestikkelsessager som den i Region Sjælland, hvor der dog, skal det retfærdigvis siges, endnu ikke er nogen, der er dømt?

Anne Marie Pahuus, prodekan for forskning og talentudvikling på Aarhus Universitet, forsker blandt andet i etik- og moralfilosofi, og ifølge hende er svaret flerfacetteret.

Det handler nemlig både om individualisme og hele kulturer, der kan blive så betændte, at kun de, der færdes i dem, vil kunne stå inde for dem.

”Nogle steder opstår der en forventning til mennesker i ledende stillinger om, at de alene kan gøre en kæmpe forskel. Hvis den rette leder kommer ind, kan det hele vende. Men den slags kan stige folk til hovedet, og de kommer pludselig til at gøre en enkelt undtagelse og tænker, at det kan man godt tillade sig denne ene gang, fordi man er på vej mod noget rigtig stort. Der sker altså det, at man kommer til at føle sig hævet over alle almindelige normer. Noget andet er, at der kan opstå en hel kultur for, hvad man kan tillade sig, hvor noget fremstår som helt normalt indadtil, som man udefra kan se er både ødelæggende og sygt,” siger hun.

Når man ser på den menneskelige moral eller mangel på samme i forhold til sager som den i Region Sjælland og den på Rigshospitalet, er der to vinkler at anskue den fra, påpeger Anne Marie Pahuus.

Dels er der den moral, som har at gøre med ren sund fornuft. Den er præget af det fællesskab, man er en del af, og er ikke medfødt.

Den anden vinkel på moral er den, som Sokrates repræsenterede. Han så det som en del af menneskets rolle hele tiden at standse op og se på og vurdere egne handlinger.

”Uden kritisk sans og modet til at bruge sin egen dømmekraft risikerer man at blive overfladisk i sine domme. Det er det ondes banalitet. Man vil ikke nødvendigvis være ond, men fordi man ikke standser op og spørger sig selv, hvad det er, man er ved at gøre, og om man overhovedet vil det, kan man komme til at være ond i et system, der er korrumperet. Man kan drage en parallel til for eksempel Adolf Eichmann (SS-officer i Nazityskland, der senere blev dømt til døden i Israel, red.), der under Anden Verdenskrig ikke tog sig tiden til at begribe, at det, han stod i front for at organisere, ikke bare var godstransport mod øst, men i virkeligheden en forbrydelse af de allerværste,” siger Anne Marie Pahuus.

Uden sammenligning i øvrigt kan det være, at de højtstående embedsmænd i Region Sjælland har tilkæmpet sig en overfladisk indstilling til forbrug af penge, så de er holdt op med at genkende deres eget forbrug som fråds, påpeger hun. De har måske slet ikke har været bevidste om deres mulige forbrydelse og har forsømt at stoppe op og spørge sig selv, om de vitterligt kan stå inde for deres handlinger. Men det fritager dem ikke for ansvar.

”Der er ingen mennesker, der har lov til ikke at forholde sig til konsekvenserne af det, de gør. Vi er faktisk i stand til at tænke og sætte os i andre menneskers sted. Vi kan ikke have ledende embedsmænd, der opfører sig sådan, og der er helt præcise og klare retningslinjer for, at man som offentligt ansat ikke må få private udgifter betalt af offentlige penge,” siger hun og påpeger, at det vil være ærgerligt, hvis sådanne sager fører til mere kontrol.

”Så forsvinder det tillidsfulde samfund, som vi så gerne vil have. De positive forventninger til én fra omverdenen er med til at opbygge personligt mod og dømmekraft hos den enkelte. Den her lille indre samvittighed må ikke forsvinde. Den har intet med intelligens at gøre, og man kan appellere til den i ethvert menneske. Den lille samvittighed, som kan forhindre onde handlinger og forhindre én i at blive sådan et menneske, som man dybest set ikke ønsker at være,” siger Anne Marie Pahuus.

Lektor på institut for statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen fremhæver, at de færreste danskere vil tænke på Danmark som et korrupt samfund, heller ikke når der kommer en enkeltstående historie frem som den i Region Sjælland.

De mennesker, som bliver indblandet i bestikkelses- eller korruptionssager i et traditionelt ikke-korrupt land, bliver det, mener han, fordi de lader sig friste, og nogle, fordi de i deres tankegang er fuldstændig kyniske.

”Man finder en eller anden forklaring på, at det er ok at lade sig friste. Og den helt kyniske konkluderer for sig selv, at der foregår så meget andet, som retfærdiggør, at man derfor også kan tillade sig selv noget ekstra. Nogle går måske helt til at fortælle sig selv, at de oven i købet har fortjent den her rejse, eller hvad det måtte være, de tager imod. Fordi de har gjort det godt og i øvrigt ikke får en løn, der svarer til det, de synes, de har fortjent,” siger Johannes Andersen.

Han peger på, at de fleste ansatte i virkeligheden bevæger sig inden for en slags elastik, som går lige fra at tillade sig selv at tage en kuglepen med hjem fra arbejdspladsen til at gøre sig skyldig i alvorlig korruption.

”Det er ikke problematisk i det små, tænker man, men så snart sagen bliver større, så bliver det svært at skjule det, for så er der typisk flere involveret. Så er der nogen, der ved noget om dig, og du ved noget om nogen, og så har man pludselig en klemme på hinanden. Og med ét er tanken om, hvorvidt det bliver opdaget, ikke længere det, der fylder mest, men snarere, at nu har vi lavet noget sammen og ved noget om hinanden, og så er der en balance i det,” siger Johannes Andersen.

For Knut Gotfredsen fra Transparency International har Region Sjælland-sagen ikke rykket ved hans forestilling om udbredelsen af korruption i det offentlige Danmark, for han har vidst, at den slags foregår.

Men lavede man en opinionsundersøgelse umiddelbart efter en sådan bestikkelsessag, så ville flere danskere end normalt formentlig mene, at der findes korruption i Danmark.

”Det er ikke hver dag, at direktører fra det offentlige fængsles, men hvor meget det kommer til at påvirke danskernes tillid til systemet, afhænger af, hvad sagen ender med. Måske er det kun det øverste lag, der indtil videre er skrabet af, og vi vil se endnu flere sigtelser og anholdelser. Og der er jo tale om reel kriminalitet og ikke bare lidt kreativ bogføring. Og det er altså ikke okay, selvom man går i jakkesæt og kører i store biler,” siger Knut Gotfredsen.