Har man pligt til at redde bådflygtninge?

EU's indsats over for bådflygtninge begrænser sig til grænsekontrol. Kynisk at lade mennesker dø for at begrænse flygtningestrømmen, lyder det

Sætter man ind med massiv redningsindsats på Middelhavet, vil endnu flere desperate flygtninge fra Afrika og Mellemøsten vove sig ud i både af tvivlsom kvalitet for at nå Europa.

Undlader man omvendt at patruljere, vil færre tage flugten, men flere sandsynligvis drukne.

Det er dilemmaet på Middelhavet for EU, der den 1. november sidste år overtog ansvaret for patruljeringen på havet fra Italien.

Siden efteråret 2013 har Italien ført en såkaldt search and rescue-operation, hvor landet har søgt efter bådflygtninge på Middelhavet næsten helt ned til Afrikas nordkyst. Herved har italienerne i gennemsnit dagligt reddet 400 flygtninge fra deres skrøbelige træ- eller gummibåde. Men da EU overtog ansvaret, valgte man i stedet at iværksætte en lignende operation og foranstalte en grænsepatrulje, der udelukkende opererer 30 sømil ud fra Italiens kyst, og hvis egentlige opgave er at bevogte EU's grænser.

Men er det en tilstrækkelig og etisk forsvarlig indsats fra EU's side?

Et af ræsonnementerne bag tiltaget er, at den reducerede redningsindsats på Middelhavet helt naturligt vil få færre flygtninge til at risikere deres liv ved at flygte ad søvejen. Flere politikere, blandt andre justitsminister Mette Frederiksen (S), har udtalt, at en operation som den, Italien førte, havde en uheldig ”pull-effekt”, hvilket betød, at endnu flere end ellers valgte at flygte over Middelhavet, fordi de følte sig overbevist om, at de ville blive reddet af italienske fartøjer.

Men den tese har fået adskillige humanitære organisationer og politikere til at reagere. Deriblandt Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors.

”Antallet af bådflygtninge er bare steget og steget, og der er intet, der tyder på, at de her flygtninge forventer at blive reddet. De sætter sig i bådene for at komme i land. Det er på mange måder en tragedie, at vi er blevet så kyniske, at vi ved, at vi kan redde dem, men vælger at lade dem drukne. Det er et menneskesyn, som jeg ikke håber, ret mange deler,” siger han og fortsætter:

”For mange af bådflygtningene gælder det, at det er mennesker, der kaster sig ud på en livsfarlig flugtrute i forsøget på at redde livet, og de mennesker har vi et ansvar for at redde. Vi har i højstemte tider efter Anden Verdenskrig skrevet under på en flygtningekonvention, og så kan det ikke nytte, at vi nu, hvor det pludselig er virkelighed, ikke længere holder fanerne så højt.”

Samme syn på sagen har Tine Christensen, der er vicegenerelsekretær hos Amnesty International i Danmark.

Hun pointerer, at det, Amnesty netop har advaret imod, er en nedjustering til grænsekontrol og beklager, at det kun er Italien, der indtil nu har gjort en humanitær indsats - selvom de fleste europæiske statsledere var dybt berørte efter den store kæntringsulykke tæt på den syditalienske ø Lampedusa i 2013, da ligposerne fra hundredvis af druknede flygtninge blev båret i land.

”Dengang var der masser af ord, men der er aldrig kommet handling bag. Resten af Europa har ladet Italien tage ansvaret helt alene. Men jeg tror, at det er de færreste af os, der, hvis vi virkelig tænker over det, kan leve med, at Middelhavet bliver til en kirkegård for de mange flygtninge. Menneskesmuglerne er kyniske, ja, men det skal vi vel ikke straffe deres ofre for?” siger Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti.

Margrete Auken synes, det er trist, hvad hun er vidne til i øjeblikket. Hun påpeger, at det ikke nytter at gå efter menneskesmuglerne, for så vil endnu flere blot drukne.

Intet tyder i øvrigt på, at de, der flygter, vil stoppe med at forsøge det, selvom chancerne for at blive reddet ved et forlis er små.

”De vil blive ved med at forsøge at flygte. Gør de ikke det, bliver de hakket ned. Vi ville alle gøre det samme i deres sted. Det ville klæde os at have et ordentligt menneskesyn i centrum og forsøge at hjælpe disse mennesker. Hvis ikke både empati og sympati, som er adelsmærker, får lov at være i os, hvor er vi så henne? Det er, som om det i dag nærmest er blevet forbudt på én og samme tid at holde hovedet koldt, men hjertet varmt,” siger Margrete Auken.

Hendes kollega i Europa-Parlamentet Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti kalder det en kynisk beslutning, at man har stoppet Italiens search and rescue-operation og erstattet den med regulær grænsepatruljering, og han føler sig sikker på, at det vil koste menneskeliv, når der ikke længere opereres i internationalt farvand. Ikke mindst fordi menneskesmuglerne hidtil har benyttet både af så dårlig beskaffenhed, at mange af dem aldrig vil kunne holde til at krydse Middelhavet.

Imidlertid mener Anders Vistisen ikke, at løsningen er at bringe bådflygtningene til Europa.

”Man skal selvfølgelig redde alle de menneskeliv, man overhovedet kan. Alt andet vil være uacceptabelt. Men det skal være muligt at sejle dem tilbage til Afrika, og det kræver nogle andre regler. Problemet med bådflygtningene bunder i, at vi i Europa har nogle andre asylregler end resten af verden. I Europa har du for eksempel ret til at søge asyl, fra det øjeblik du har sat foden på et italiensk skib, og de regler udnytter menneskesmuglerne,” siger Anders Vistisen.

Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp finder det sørgeligt, at EU har opbygget en forsvarslinje, hvis omdrejningspunkt er at holde folk ude frem for at hjælpe dem, og han beklager, at de enkelte lande ligefrem forsøger at fremstille sig som uattraktive i et forsøg på at undgå asylsøgere.

”Det afsæt, som vi har i vores del af verden, med respekt for det enkelte menneske og for familien, det harmonerer meget dårligt med at sige, at så må de her flygtninge bare drukne. De mennesker, der flygter på denne måde, er fuldt ud klar over, at de udsætter sig selv for en fare. Og det er blot endnu en tydelig demonstration af, hvad det er, de er på flugt fra, nemlig noget, der er endnu værre,” siger han.

Men presset fra de mange flygtninge er stort, og ud over kortsigtede løsningsforslag til, hvad man gør her og nu, skal der også arbejdes på, hvad de langsigtede løsninger på problemet kan være.

”Der findes ingen gylden løsning, men man kunne blandt andet i Europa supplere med nogle mere proaktive indvandrerpolitikker for den almindelige immigration. Jo mere pres der er på Europa generelt, jo dårligere bliver vi til at hjælpe dem, der er forfulgte. Det store pres kommer til at skubbe de svage længere ud,” siger Andreas Kamm, der understreger, at han ikke vil bebrejde nogen specifikt, at problemet endnu ikke er løst.

”Men vi er nødt til at holde fast i vores værdigrundlag i Europa, også når vi presses på det. For det er værdigrundlaget, der skal bære operationen, og man skal også følge kompasset, når det stormer,” siger han.