Etik er vejen til kunstnerisk succes

Arkivfoto. Den danske film "Jagten" vinder Nordisk Råds filmpris 2013. Jes Nysten, der er teolog og foredragsholder om film, mener også, at "Jagten" er et godt eksempel på en type film, der skildrer en genkendelig hverdags kompleksitet. - Foto: CANNES FILM FESTIVAL Denmark

Profeterne i Evighedsfjorden og Jagten, der triumferede ved Nordisk Råds prisgalla, er begge eksempler på historier, der indeholder alment menneskelige dilemmaer

Kim Leines roman Profeterne i Evighedsfjorden og Thomas Vinterbergs film Jagten, der onsdag aften blev udråbt som vindere ved Nordisk Råds prisgalla i Oslo, er begge eksempler på kunstneriske produkter, der beskæftiger sig med nogle af menneskelivets etiske dilemmaer. Og det er ingen tilfældighed, at netop de to danske bidrag til konkurrencen løb af med sejren og i øvrigt har vundet adskillige andre priser, mener flere eksperter:

Kim Leine er jo i sig selv den ideelle vinder af Nordisk Råds Pris, fordi han er en dansk-norsk forfatter, der skriver om Grønland i et stærkt kunstnerisk værk. Og Thomas Vinterberg har igen lavet en film, der er ekstremt vellykket. Men de har også det tilfælles, at de begge skildrer en stærk etisk problemstilling. Den ene om Danmark som kolonimagt og den anden om uretfærdige pædofilianklager. Og et seriøst mainstreamdrama må altid rejse etiske spørgsmål, siger filmforsker Peter Schepelern fra Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Hesten der blev et nationalt symbol

Jørgen Carlsen, der er forstander på Testrup Højskole og medlem af Det Etiske Råd, er enig.

Det er i begge tilfælde kunst fyldt med højdramatisk etisk stof, siger han og peger på, at både romanen og filmen i sjælden grad har givet anledning til det, man kan kalde den folkelige samtale.

Mange litteraturkredse og filmklubber har gennemdiskuteret værkerne, men derudover har de to prisvindere også givet anledning til meningsudvekslinger rundt omkring ved mange middagsborde.

Henrik Wivel, dr.phil og kulturkritiker ved Kristeligt Dagblad, kalder Kim Leine for en oplagt prisvinder, der sprogligt lægger sig i forlængelse af Hamsun, Herman Bang og Johannes V. Jensen med sit sanselige sprog, men også behandler både personlige og nationale traumer i sin roman, der indeholder mange etiske dilemmaer.

Både Leine og Vinterberg er mestre i at skildre store følelsesmæssige dramaer, der bliver ført ud i det ekstreme. På den måde er de også repræsentanter for den udvikling, man kan spore i både dansk roman- og filmkunst, hvor fokus er flyttet fra formeksperimenter til store episke dramaer, siger Henrik Wivel, der mener, at dansk film længe har haft et godt greb om at behandle store, svære og metafysiske emner, der kan rejse etiske spørgsmål.

Og det har medvirket til, at guldalderen for dansk film nu har varet siden Bille August og Gabriel Axels triumfer i 1980erne, mener han.

Jes Nysten, der er teolog og foredragsholder om film, mener også, at Jagten er et godt eksempel på en type film, der skildrer en genkendelig hverdags kompleksitet.

De ting, der sker, og de valg, man træffer, kan ikke tolkes entydigt. Derfor er der brug for forståelse, overbærenhed, ja, tilgivelse for ikke at bukke under. Interessant er det også, at kristne temaer helt åbenlyst indgår i behandlingen af denne komplekse moderne hverdag, vi alle kender til, siger han.

Kim Leine vandt Nordisk Råds Litteraturpris, Thomas Vinterberg vandt, sammen med medmanuskriptforfatter Tobias Lindholm og producerne Sisse Graum Jørgensen og Morten Kaufmann, Nordisk Råds Filmpris.

De øvrige vindere var: finske Pekka Kuusisto, der fik Nordisk Råds Musikpris, finnerne Seita Vuorela og Jani Ikonen, der fik børne- og ungdomslitteraturprisen samt danske Selina Just, der fik Nordisk Råds Natur-og Miljøpris for at have stiftet bevægelsen Stop Spild Af Mad. En bevægelse, der jo på sin egen måde også rejser etiske spørgsmål.