Er de syge samfundets nye syndebukke?

Tegning: Morten

"Det er nærmest ikke tilladt at være syg. Det regnes ganske enkelt ikke som noget faktum. Men det nytter altså ikke at jamre over, at nogle mennesker skal på førtidspension. Der vil altid være folk, der er for syge til at arbejde," siger professor Kirsten Ketcher. Tegning: Morten Voigt.

Den politiske retorik om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har spredt sig til befolkningen, så selv sygemennesker med ingen eller formindsket arbejdsevne mistænkeliggøres, siger flere eksperter

For godt to uger siden døde den 59-årige Dorte Pedersen fra Svendborg. Hun led af demens og sad i kørestol efter en blodprop for tre år siden. Tre dage inden hun døde, fik hun tildelt førtidspension. Men forud var gået en ni måneder lang kamp mod Svendborg Kommune, som mente, at hun først skulle ud i et jobafklaringsforløb, inden man kunne beslutte, om hun var berettiget til førtidspension.

Historien om Dorte Pedersen er et af de grelle eksempler på, hvordan systemet i dag er blevet indrettet, sådan at man selv med alvorlig sygdom må regne med at blive presset til det yderste, for at kommunerne kan sikre sig, at man nu ikke kan arbejde bare en lille smule. Det har både lovgivning og forvaltningspraksis sørget for. Det mener i hvert fald Lisbeth Riisager Henriksen, cand.mag., forfatter og redaktør af blandt andet bogantologien ”Et liv i andres hænder”. Denne bog handler netop om, hvordan samfundet hylder det individ, der kan klare sig selv, hvorimod de, der ikke kan klare sig selv som følge af sygdom eller andre funktionsnedsættelser, mødes med en stigende grad af skepsis og mistænkeliggørelse i disse år i takt med udrulningen af konkurrenceparadigmet.

”Særligt reformerne på social- og beskæftigelsesområdet har gjort det endnu sværere at være syg. Der er opstået en præmis om, at hvis bare man får nogle økonomiske incitamenter, så kan man godt præstere,” konstaterer hun.

Lisbeth Riisager Henriksen mener, at en af de løgne, man har serveret i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser, er, at alle kan udvikle deres funktionsevne. Syge kan med andre ord blive raske, hvis blot de er ”motiverede” nok eller bliver pisket tilstrækkeligt.

”Det der positive regime, der er bygget op fra politisk side, bygger på noget, som syge mennesker slet ikke kan honorere. Jeg er da enig i, at alle har et ansvar for at bidrage med det, de kan. Og jo mere man har magt over, jo større er efter min opfattelse ens ansvar. Men ingen kan have ansvar for noget, de ingen indflydelse har på. Man sætter folk skakmat, når man kræver noget af dem, som de ikke kan honorere,” siger hun.

”Selve diskursen i dag går også på, at syge er en slags moralske undermålere. De er mindre værdifulde end andre borgere i befolkningen,” konstaterer hun og fortsætter:

”Derved bliver syge mennesker i bred almindelighed til nutidens prygelknabe eller syndebukke. Det minder lidt om det, der skete under Anden Verdenskrig, hvor jøder, mennesker med handicap og andre minoriteter blev kollektivt ofret på samfundets alter og tildelt skylden for alle dårligdomme i samfundet.”

Bjarne Lenau Henriksen, der indtil for fem år siden arbejdede som chef for Kirkens Korshær og dermed havde kontakt med mange syge og udsatte mennesker, mener ikke kun, at det er politikerne, der i dag bruger en retorik, der er nedladende over for dem, der er syge og ikke kan arbejde på lige fod med andre. For retorikken har bredt sig i den brede befolkning.

”De er blevet til en dørmåtte, som vi kan træde alt vores egen snavs af i. De mennesker, som er marginaliserede, de er nok både dovne og selv ude om, at de er havnet i den situation, som de er, synes at være opfattelsen. Hele retorikken om, at det skulle kunne betale sig at arbejde - jamen de fleste mennesker vil jo gerne have et godt arbejde og kunne forsørge sig selv. Men det er altså ikke deres egen skyld, at de er blevet syge, eller at der ikke er et arbejde til dem,” siger han.

Når det også er blevet legalt i den almene befolkning at stille sig kritisk over for folk, der på grund af sygdom er på overførselsindkomst, og i al offentlighed mistænke dem for at være dovne og forkælede, kan det også skyldes, at man opfatter dem som en fornærmelse mod alle os, der klarer os godt, mener Bjarne Lenau Henriksen.

”Der kan være den psykologiske faktor i det, at vi faktisk ved at observere dem opdager, at det også kunne gå ud over os selv, så vi risikerede at stå i samme sko,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, kan godt genkende den eksisterende opfattelse af, at man for at være en del af fællesskabet skal være på arbejdsmarkedet. Hun mener også, at der ligger en vis sandhed i den, fordi mange mennesker vitterlig gerne vil arbejde. Men samtidig erkender hun, at der fra systemets side er brug for at se på, om man gør det på den rigtige måde.

”Vi ser fleksjobs på ned til tre gange 13 minutter om ugen, og der mener jeg, at vi er på et niveau, hvor det ikke synes rimeligt. Ville det ikke være mere fornuftigt, at de borgere, som er så syge, at de ikke kan arbejde mere end det, faktisk fik et liv, hvor de kunne øge deres livskvalitet ved at kunne være noget for deres familie og måske eventuelt træne, så de kunne holde sig i live flere år endnu?”, spørger hun og fortsætter:

”Der eksisterer desværre bare den opfattelse, at det at være en del af et fællesskab, hvortil man yder ved at holde sig selv i live, ikke er lige så meget værd som at være på arbejdsmarkedet,” siger hun.

Majbrit Berlau fremhæver, at det i hendes verden kan være lige så godt at være en god mor for sine børn, som det er at være i fleksjob én eller to timer ugentligt. En gang imellem kan de to kombineres, men det er, mener hun, lige så samfundstjenligt at være en god mor.

”Jeg ville ønske, at politikerne turde sige, at livskvalitet er mere og andet end at være på arbejdsmarkedet. Det handler ikke om, at alle og enhver skal have lov at komme på overførselsindkomst og gå hjemme og lave speltboller til deres børn. Det er for dem, der ikke kan passe ind på et arbejdsmarked. Vi taler deres liv ned, når vi fortæller dem, at de ikke bidrager til fællesskabet. Men der er altså andre fællesskaber at bidrage til end det på arbejdsmarkedet,” siger hun.

Kirsten Ketcher, professor og dr.jur. på Københavns Universitet, ser en udvikling inden for det sociale område, der er gået fra velfærd til ”jobfærd”. Hvor man tidligere interesserede sig for, hvordan folk havde det, er det altoverskyggende i dag, at folk skal arbejde. Naturligvis skal syge mennesker have deres arbejdsevne vurderet, mener hun, men efterhånden er hun blevet præsenteret for så mange sager, som læner sig op ad brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og er direkte ydmygende behandling fra systemets side.

”Det gælder især for mennesker under 40, som reelt ingen erhvervsevne har tilbage. Alligevel rekvireres lægeerklæring på lægeerklæring, og selvom speciallæger igen og igen skriver, at pågældende borger ingen erhvervsevne har tilbage, så bliver man ved. Enten må man forvente en guddommelig indgriben, eller også må man være ude på at pine folk, for der er ingen logisk mening med det,” siger hun.

Kirsten Ketcher mener også, at den politiske retorik er smittet af på kommunerne. De vil alle gerne være klassens duks og stræber efter at kunne sige, at antallet af tildelte førtidspensioner er faldet. Problemet er dog bare, at det ikke siger noget om, hvor syge folk reelt er. For i stedet for at få tildelt førtidspension placeres de blot i såkaldte ressourceforløb, hvor de reelt ikke hører hjemme, påpeger hun.

”Det er nærmest ikke tilladt at være syg. Det regnes ganske enkelt ikke som noget faktum. Men det nytter altså ikke at jamre over, at nogle mennesker skal på førtidspension. Der vil altid være folk, der er for syge til at arbejde. Og der er desuden intet belæg for at sige, at der nogensinde har været en stor åben ladeport til bevillinger af førtidspension,” siger hun.