Interview

DR har fortsat brug for en skarp vagthund

Efter 10 år som DR's lytter- og seerredaktør savner Jacob Mollerup nogle arbejdsfællesskaber. ”Desuden tror jeg også, det er godt, at der kommer friske øjne til,” siger han. - Foto: Scanpix

Jacob Mollerup stopper til årsskiftet som DR's lytter- og seerredaktør efter 10 år i jobbet. Kristeligt Dagblad har konfronteret ham med nogle af de etiske udfordringer, han tidligere har stået over for, og som DR står over for netop nu og i fremtiden

Hvorfor har du valgt at stoppe som seernes og lytternes redaktør nu?

”Det er et meget specielt job, jeg har. Der er mange konflikter, og der er meget, man er alene om. Nu efter at have siddet i stillingen i 10 år, savner jeg nogle arbejdsfællesskaber. Desuden tror jeg også, det er godt, at der kommer friske øjne til.”

Hvilke sager, når du ser tilbage, har været mest krævende?

”Der har været nogle stykker, og en af dem var afgjort sagen om Christoffer Guldbrandsens dokumentar 'Den hemmelige krig', som førte til et meget voldsomt angreb på DR, hvor regeringen var meget hård i sin kritik. Jeg lavede dengang en rapport, hvor jeg gennemgik alle kritikpunkter og var helt nede i dokumentationen for dem alle, og endte med at konkludere, at kritikken var markant overdrevet, og at det var altafgørende, at DR kunne lave den slags dokumentarer. Rapporten landede sagen, og bestyrelsen i DR bakkede heldigvis op omkring mine konklusioner.”

”En anden sag drejede sig om det program, der hed 'Når lægen ved bedst', som handlede om behandlingen af patienter med lungehindekræft på Rigshospitalet. Den udsendelse var jeg meget kritisk over for, fordi der var flere påstande, som der ikke var fuld dokumentation for. Det endte med retssager, som stadig kører. Rigshospitalet vandt i by- og landsretten, og DR fik afvist at prøve sagen i Højesteret. Nu køres den for EU's Menneskerettighedsdomstol. Det var en sag, hvor det ikke lykkedes at løse den selv, hvilket ellers er det, jeg i mange sammenhænge forsøger at gøre. Altså at min mellemkomst betyder, at sagerne løses, inden det udvikler sig til rets- og pressenævnssager.”

Hvordan synes du, at DR forvalter sit etiske ansvar, når man bruger skjult kamera?

”Der har været nogle sager, hvor der blev brugt skjult kamera på en meget problematisk måde - blandt andet i udsendelserne om bostedet Ringbo og plejecenteret Fælledgården. Men ud af de efterfølgende diskussioner med min og andres medvirken synes jeg, at der er kommet en sundere og mere tilbageholdende kurs på området. Men det er en af de ting, som man skal blive ved med at diskutere, for der findes ikke nogen endelige løsninger.”

I forhold til programmet ”I skattely”, som vandt en Cavling i 2014, udtalte Pressenævnet kritik af brugen af skjult kamera i forhold til et af programmets interviews. Var det en berettiget kritik, synes du?

”Det var en svær kendelse, fordi nævnet måtte tage stilling uden at kende alle optagelserne. Jeg synes, at det er et problem, når man ikke viser større åbenhed omkring skjulte optagelser, når de bruges på en måde, der kan være afgørende for andre menneskers og organisationers fremtid. Jeg prøvede selv flere gange at få adgang til optagelserne, men det blev afvist.

Selvfølgelig kan der være hensyn at tage, og nogle gange er der grunde til, at man ikke kan give indsigt. Men jeg mener, at det er forkert at være så konsekvent lukket, og retssikkerhedsmæssigt er det voldsomt, at mennesker kan kritiseres så massivt i tv's bedste sendetid uden at kunne få indsigt i optagelserne. Det er et område, jeg er sikker på, at DR er nødt til at gøre noget ved i fremtiden.”

I november 2013 sagde du følgende: ”DR er et hus, hvor de grundlæggende journalistiske værdier ikke længere sidder i murene, og det skyldes ikke glasfacaderne. Det skyldes, at man på kort tid har lanceret så mange nye sendeflader og nye programtyper, at overleveringen af de journalistiske værdier ikke længere er en selvfølge”. Er det stadig din opfattelse?

”Jeg står ved mine vurderinger dengang. De kom efter lanceringen af en ny kanalstruktur og en ny udvidet primetime på DR 1, hvor der blev hentet mange nye redaktører ind og lavet mange nye programformater. Undervejs i den proces gik det så stærkt, at der var grund til at sige: 'Hov, pas nu lige på'. Pludselig sidder der en masse mennesker, som ikke virkelig kender de standarder, man ellers forventer sig af DR. Det var en kritik, som ledelsen ikke var glad for, men den har gjort noget ved det. Og der er tilrettelagt forløb, som gør, at det er væsentligt mere betryggende nu, end det var i 2013, hvor det gik stærkest.”

DR er tidligere blevet kritiseret for ikke at beskytte ”svagere” personer i sine udsendelser godt nok. Blandt andet i ”X Factor” for år tilbage. Men i nyere programmer som for eksempel ”Socialrådgiverne” kan man også sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt de medvirkende selv kan overskue konsekvenserne af deres deltagelse i programmet. Er DR's etik på det område god nok?

”Hele grundlaget for den type udsendelser, som der bliver flere og flere af, er, at man skal tage hensyn til de medvirkende, fordi de ikke kan forventes at kunne overskue konsekvenserne af deres medvirken. Der er masser af højt kvalificerede medarbejdere, der arbejder grundigt og professionelt med det, men jeg ser også løbende eksempler, hvor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt det nu gøres godt nok.”

”Men det er noget, som nogle gange kan være svært at diskutere i offentligheden, for hvis jeg synes, at der for eksempel er børn i et tv-program, der udstilles uforsvarligt, og melder det ud offentligt, så gør jeg samtidig problemerne større. Fordi jeg derved siger til de medvirkende, at det kan blive et stort problem, at de har medvirket i programmet. Så ofte har jeg rejst kritikken internt, fordi det er svært at tage konkrete eksempler ud i det offentlige rum. Jeg synes, at der arbejdes seriøst med det, og at det går godt i de allerfleste tilfælde, men det er noget, man hele tiden skal være meget opmærksom omkring.”

Er det ikke problematisk, at flere af DR's profilerede journalister bijobber for eksempelvis Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, Folketingets EU-tjeneste og revisonsfirmaet Ernest & Young?

”Jeg var for fire år siden stærk fortaler for, at man skal lægge bijobaftaler åbent frem, og jeg er glad for at se, at det system med åbenhed i dag virker nogenlunde. Det er et fremskridt. Men når man så sidder og kigger ned over listen, så kan jeg godt få fornemmelsen af, at åbenheden ikke gør det alene, og at der bør laves en mindre opstramning på området. Det afgørende er, at redaktører og direktører er opmærksomme på, hvad de siger ja til, når de giver tilladelser. Og der bliver da også sagt nej i en hel del tilfælde. Men omvendt vil DR jo også gerne have profilerede medarbejdere.”

Er det i orden, at der bandes og tales grimt i DR's børneprogrammer?

”Det er meget vigtigt, at DR lever op til sproglige normer. Men man gør det ikke altid ved at undgå bandeord og besværgelser. Når man bruger den slags, skal der selvfølgelig omvendt være en idé med det. For et par år siden havde vi mange forældre, der var bekymrede over sprogbruget i serien 'Pendlerkids', men da jeg satte mig ned og så hele serien, blev jeg egentlig forbløffet over forældrekritikken. For hver gang de ord blev brugt, var der faktisk en mening med det, og det var lagt meget pædagogisk an. Selvfølgelig skal DR ikke gå forrest med et grimt sprogbrug, men man kan heller ikke lave den slags tv, hvis børneskuespillerne taler et sprog, som ligger langt væk fra virkelighedens.”

Når man ser på, hvad DR's lyttere og seere har klaget mest over i det seneste halvår af 2014, ligger en række interviews foretaget af Martin Krasnik i DR 2's Deadline omhandlende Gaza-konflikten højt oppe. Var klagerne berettigede, synes du?

”Det var en tre-fire meget pågående interviews, som der blev klaget meget over. Antallet blev nok forstærket af, at der blev opfordret til at klage på de sociale medier. Det er ikke noget, jeg tidligere har kommenteret i detaljer, men jeg synes, at det er vigtigt, at man udvikler sine interviewformer, og at man kan lave 'hard talks'. Hovedproblemet er snarere, synes jeg, at der laves for mange interviews, hvor kilden ikke udfordres nok. Men selvfølgelig skal de journalister, der går hårdt til den, også være gode til at klargøre de præmisser, de laver interviews på, og sørge for at få formidlet, at her går vi kritisk til alle dem, vi interviewer.”