Amerikanske skolebørn skal vænnes til lyden af skud

Yoga handler om mere end at iføre sig trendy træningstøj og bøje lemmerne i tilsyneladende umulige stillinger, mener en hinduistisk gruppe i USA. Billedet er fra et yogastudio i New York. -- Foto: ALEX GALLARDO Denmark

Flere amerikanske skoler indfører nu skoleskyderi-øvelser på lige fod med brandøvelser. Men forældre og psykolog kritiserer skolernes forsøg på at gøre øvelserne så realistiske som muligt

Bang! Bang! Bang!

Der lyder skud fra gangen på en skole i en forstad til storbyen Chicago i USA. En øredøvende alarm lyder, og mens lærerne genner eleverne ned bag deres borde, låser deres klasseværelser af og trækker gardinerne for, høres lyden af politi, der tungt bevæbnet løber gennem skolen. De råber ordrer til hinanden i håb om at nå frem til gerningsmanden i tide. Over skolens radio lyder efter 20 minutter beskeden suspect down! mistænkte er dræbt.

Det kunne være ethvert af de skoleskyderier, der de seneste år har taget livet af elever og lærere på flere amerikanske skoler - senest 14. december på Sandy Hook Elementary School i Connecticut, hvor 26 børn og voksne mistede livet. Men denne gang var det bare en øvelse.

Det fingerede skoleskyderi fandt sted i går på Cary Grove High School i Chicago, hvor skolen i samarbejde med politiet vil forberede eleverne på det tilfælde, at et rigtigt skoleskyderi skulle ramme dem. For første gang inkluderede øvelsen løse skud, ifølge tv-stationen CBS Chicago.

Under øvelsen vil der blive affyret løse skud som et forsøg på at gøre lyden af skud genkendelig for vores lærere og elever, skrev skolens ledelse til forældrene i en mail et par dage før øvelsen, der er blevet til i samarbejde med det lokale politi.

LÆS OGSÅ: Forskere vil lede efter ondskabs-gen i skoleskyders DNA

Men skolens forsøg på at gøre øvelsen ekstra realistisk har sat forældres sind i kog. De er bange for at skuddene vil sætte dybe spor i deres børn:

Hvis de skal lave en øvelse, må de jo gøre det. Men de render jo heller ikke rundt med flammekastere, hver gang der er brandøvelse, siger Sharon Miller, der er forælder til en elev på skolen til CBS Chicago.

I flere andre amerikanske stater har man indført øvelser som den ovenstående, endda flere steder hyper-realistisk: På Hall Arts-Infused Magnet School i Goose Creek i South Carolina valgte man at benytte skuespillere, der agerede desperate forældre samt falske skudsår for at øge troværdigheden for de 6-10-årige elever på skolen.

Og i Hudson Falls i staten New York så skoleelever i mandags på, mens bevæbnet politi forhandlede med en skuespiller klædt ud som skoleskyder.

Amanda Nickerson, der er professor i psykologi ved universitetet i Buffalo, har undersøgt den måde, elever i 5.-7. klasse har reageret på skoleskyderi-øvelser, i løbet af de seneste år. Hun mener ikke, at den udpenslede realisme i øvelserne er af det gode:

Jeg mener ikke, det er nødvendigt, og jeg tror, det er med til at gøre folk unødvendigt angste, siger hun til ABC News.

Trods flere klager valgte Cary Grove High School dog at fastholde gårdsdagens skyderi-øvelse, der ifølge skolen forløb kontrolleret:

Jeg er utrolig stolt af alle. Jeg takker for jeres feedback og for jeres børns modenhed i denne vigtige øvelse, skriver skolens rektor, Jay Sargeant, i dag i en meddelelse til forældrene på skolens hjemmeside.