Abort får os til at tvivle på eksistensretten

Historiker Lau Sander Esbensen mener at kunne spore en del af forklaringen på præstationskultur og stress-epidemi tilbage til dengang, aborten blev fri

To små piller. Så enkelt, smertefrit og sikkert kan en abort udføres i dag. Indgrebet synes lysår fra de livsfarlige procedurer, som desperate kvinder kastede sig ud i for knap 100 år siden. Men selvom strikkepinde, korsetstivere og kviksølv for længst er skiftet ud med sterile instrumenter, skånsomme suge-apparater og gennemtestet medicin, så trækker aborten - som praksis - stadig dybe spor. Det mener historiker Lau Sander Esbensen, der mener at kunne spore i hvert fald en del af forklaringen på den præstationskultur, der presser og stresser det moderne menneske, og vores store behov for andres anerkendelse, tilbage til brugen af provokeret abort.

Lau Sander Esbensen har gravet sig ned i gamle rigsdagsdebatter, årsberetninger fra retslægerådet og dokumenter fra Mødrehjælpen, der op gennem forrige århundrede fik stadig større betydning for abortpraksissen i Danmark. I 2004 blev hans arbejde udgivet i ph.d.-afhandlingen ”Thi Livet er stærkere end Loven”, og den forskning bliver nu genudgivet i en bogudgave, der detaljeret kortlægger den danske aborthistorie fra 1919 til 1973, hvor alle danske kvinder fik ret til abort før 12. svangerskabsuge.

Men der er altså kommet mere ud af den årelange granskning af gamle dokumenter end historiske fakta. Lau Sander Esbensen har gjort sig tanker om, hvad aborten egentlig betyder - ikke bare for den enkelte kvinde, der gennemgår den - men for selve menneskets oplevelse af sin egen eksistensberettigelse. For selvom man skulle tro, at man med abortens frigivelse havde sikret sig, at de børn, der bliver født, føler sig både ønskede og berettigede, så forholder det sig nok snarere omvendt, mener historikeren:

”Det er faktisk det helt modsatte, der er sket. Med aborten planter man en usikkerhed - en form for tvivl på vores egen ret til at eksistere - i vores kultur, for hvorfor blev det ikke mig, der blev valgt fra? Og var jeg blevet fjernet, hvis min mor havde været i et andet humør? Legaliseringen af aborten er grundlæggende et opgør med idéen om livets ukrænkelighed, og med det opgør har vi også sat idéen om, at livet er godt i sig selv over styr. Liv er ikke værdifuldt i sig selv, livet er kun godt, hvis det føles godt, hvis det har kvalitet - ellers er det ikke noget værd. Dermed bliver aborten og det massefænomen, den har udviklet sig til, en kilde til et bestemt menneskesyn,” siger Lau Sander Esbensen.

Historikeren mener, at det menneskesyn kommer til udtryk i de kulturer, der gennemsyrer det moderne samfund. For eksempel præstationskulturen, der får os til konstant at stræbe efter mere, selvom det i massivt tal driver mennesket ud over kanten med stress og andre livsstilssygdomme. Fremkomsten af den såkaldte X Factor-generation er et andet eksempel på, at det moderne menneske uafladeligt søger anerkendelse og berettigelse, ligesom de sociale medier flyder over af selvpromovering og iscenesættelser af netop det gode liv.

”Det er selvfølgelig ikke en beviselig kausalkæde, men for mig at se er det den samme tankefigur, der gør sig gældende. Med aborten modsiger vi idéen om, at livet er godt i sig selv, og det gentager vi så i måden, vi lever på. Vores værdi som mennesker er dermed ikke bare givet i og med, at vi er. Vi skal yde noget eller anerkendes for noget for at have værdi, for at gøre os fortjent til at være til,” siger Lau Sander Esbensen og fortsætter:

”Jeg synes, konsekvenserne af aborten er så omfattende, at det er værd at stoppe op og overveje, om det er det rigtige, vi gør.”

Lau Sander Esbensen gør sig ingen illusioner om, at abortloven bliver afskaffet i morgen. Det er, fortæller han, en af landets absolut mest populære love, der ikke bare nyder overvældende stor opbakning blandt befolkningen, men er gået hen og blevet en integreret del af den danske kultur og selvforståelse.

Selv Kristendemokraterne, der oprindeligt blev stiftet som svar på legaliseringen af aborten med det erklærede mål at bekæmpe loven, har i dag opgivet den målsætning.

”Den lov er ikke sådan lige at rykke ved, men det er egentlig heller ikke det interessante. Jeg mener sådan set, at vi har talt nok om loven, men alt for lidt om, hvad det betyder at få en abort. Det, jeg egentlig gerne vil, er, at få folk til at tage en praksis, som de inderst inde har en klar fornemmelse af rummer en etisk alvor, mere alvorligt, end de gør i dag”, siger Lau Sander Esbensen.

Selv kan han ikke få øje på ret mange situationer, hvor afbrydelsen af et svangerskab er en god idé - hverken nu eller tidligere - men der er sket et markant skred i den nødvendighed med hvilken, kvinder søger abort. Et skred som i endnu højere grad end tidligere problematiserer abortens praksis, mener han. Lau Sander Esbensen underkender ikke den desperation, der drev kvinder i det forrige århundrede til ekstremer. Kvinderne risikerede rent faktisk armod og social udstødelse, hvis de fødte et uægte barn eller at dø fra mand og børn i barselssengen, hvis de gennemførte syvende eller ottende graviditet.

Men motiverne har forandret sig. Det er længe siden, det at få en abort - legalt eller illegalt - primært blev til noget, der handlede om livsstilsmotiver, mener Lau Sander Esbensen. Det betyder helt konkret, at sunde graviditeter afbrydes, fordi der er problemer i parforholdet, for få værelser i boligen eller for mange år tilbage af uddannelsen.

”Den praksis må alt andet lige have betydning for, hvordan vi ser på mennesket og vores ret til at være til. Og jeg tror, den har en helt afgørende betydning. Dels for vores selvforståelse, for det kan man jo se i vores trang til at præstere og bevise vores værd, selvom det driver os langt ud over kanten, men også for hvordan vi behandler hinanden - selv vores børn. Vi ved godt, at børn ikke af sig selv vil afleveres i institutioner, ja, at det reelt er hæmmende for deres velfærd og udvikling, og de fleste forældre har egentlig heller ikke lyst. Alligevel gør vi det. En god forklaring på denne 'blinde plet' er, at vi har fået svækket den grundliggende fornemmelse for livets iboende værd og vores forpligtelse til at værne om det,” siger Lau Sander Esbensen.”

”Og aborten er for mig at se den oplagte kilde til dette tab.”