”Vi skal have lov at leve livet til ende”

"Vi skal ikke være bange for at blive ældre, skrøbelige og demente, vi skal være bange for, at der ikke er nogen til at passe på os, når det sker,” siger Christine Swane. -

Det er i livets sidste skrøbelige fase, at man får indblik i livets fulde vidde, siger direktør Christine Swane fra Ensomme Gamles Værn

De er der næsten ikke længere, selvom de sidder der i stolen, ligger i sengen, eller måske ligefrem tager forsigtige prøvende skridt. For de ved ikke, om de drømmer, eller om de er vågne. Tydelige barndomsminder vikler sig ind i flygtige øjeblikke, de oplevede i går, og melodier fra en fjern fortid blander sig umærkeligt i nutidens lydtapet. Der findes ingen lineær forståelse eller opfattelse af tid og sted i den sidste del af livet, der hvor grænserne mellem liv og død flyder ud.

Christine Swane har mødt dem, de mest svækkede ældre, hvis motorik kører som på langsomme rustne tandhjul, og hvis knogler knager og skælver under deres vægt. Dem, hvis hjerner har mistet evnen til at adskille datid og nutid - og i nogle tilfælde - dem selv fra resten af verden.

Det er den gruppe ældre, alle er så frygteligt bange for selv at ende som, og den gruppe ældre, som en ny britisk undersøgelse viser, at hver 10. brite vil belønne for at afslutte livet frem for at fortsætte det.

Men vi har ikke entydigt grund til at frygte den skrøbelige alderdom, siger Christine Swane, direktør i Ensomme Gamles Værn og kultursociolog med særligt fokus på demens og svækkelse i alderdommen. Og hvis vi vælger at redigere den bort ved hjælp af aktiv dødshjælp sent i livet, skal vi gøre os klart, at vi dermed bortredigerer selve det menneskelige livs naturlige afslutning.

”De billeder, der lægges frem af den svækkede alderdom, er skræmmende. Den sidste tid portrætteres som uværdig og ubekvem - i værste fald lidelsesfuld. Men det behøver den ikke at være, hvis der er mennesker omkring os, der kan og vil passe på os, så er den sidste tid lige så værdifuld og værdig som den tid, hvor vi har været bevidste og fysisk formående. Vi skal ikke være bange for at blive ældre, skrøbelige og demente, vi skal være bange for, at der ikke er nogen til at passe på os, når det sker,” siger hun.

Christine Swane har gennem sine kultursociologiske studier aflagt adskillige besøg hos ældre - flere af dem over 100 år - der har levet på kanten af livet, men ikke desto mindre har haft en smuk og meningsfuld sidste tid for dem selv og dem omkring dem. Det slående er, siger hun, at selvom den ældres liv kan være så lille og stille, at det næsten kun udgøres af ren væren, så kan det være både smukt og glædesfyldt. Det er i sammenligning med det hurtige, hektiske og konstant optimerende liv, at livet i grænselandet mister værdi - ikke i sig selv.

”Vi skal have lov at leve livet til ende. Ikke bare for vores egen skyld, men også for dem omkring os. Den sidste del af livet, der ofte er reduceret til ren væren og stille eksistens, giver os jo netop indsigt i livets fulde vidde. Det sætter vores eget ræsede, travle og toptunede liv i perspektiv. Det at vi alle bliver vidner til, at livet er og ser forskelligt ud, gør os klogere på os selv og hinanden og giver os, tror jeg, en bedre forståelse og en større ydmyghed over for livet,” siger hun.

Resultaterne af den britiske undersøgelse gør derfor ikke bare Christine Swane bekymret på de ældres vegne, der risikerer at føle et endnu større pres for ikke at ligge deres familier og samfundet til last, men også på de unge voksnes vegne, der risikerer at miste blikket for, at livet handler om andet og rummer mere end den produktive og effektive livsfase.

”Det, vi skal sikre os, er ikke, at vi kan undgå den sidste tid, men at vi får etableret nogle rammer og vilkår, så vi kan leve med fremskreden sygdom, med svækkelse og med demens på en ordentlig, værdig og værdifuld måde. Vi skal sikre os, at der i det liv, vi fylder med forventninger om målbar succes, også bliver plads til en sidste tid, hvor den slags ting ikke betyder noget,” siger Christine Swane.

Det sunde, stærke og produktive liv er blevet en slags moralsk imperativ, vi alle, også ældre, skal leve op til, mener Swane. Og den logiske konsekvens af den udvikling og tanke er desværre, at når man ikke længere kan indfri den forventning, så er man ikke længere værdifuld. Så er man overflødig, og hvorfor så egentlig ikke vælge døden? Tanken er bare forkert. Livet er stadig værdifuldt, selvom det ikke længere kan gøres op i kroner og øre.

”Der er ømhed i at se det gamle menneske i den sidste skrøbelige tid tøffe rundt og i at se de hænder, der hjælper støtter og lindrer. Det kan ikke prissættes. Men det er måske netop det, der gør det så værdifuldt,” siger Christine Swane.