Kan man tale om etiske banker?

Giver det mening at stille krav til bankerne om, at de skal handle etisk og moralsk?

Da finanskrisen for alvor brød ud efter den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers' sammenbrud i 2008, blussede debatten om bankernes samfundsmæssige rolle og ansvar op. I september sidste år meddelte den engelske kirke, Church of England, at man ville lave en helt ny slags bank. En bank, der med kirkens penge og amerikanske investorer i ryggen skulle operere i henhold til de ”højeste etiske standarder”, lød det.

Herhjemme har man set, at mindre såkaldt etisk orienterede banker som Merkur Bank og Fælleskassen har fået mere opmærksomhed og flere kunder, og i de større bankers årsrapporter er der kommet formuleringer som ”vi er til for samfundets og kundernes skyld”, og ”vi vægter en sund etik”.

Ifølge Ole Bjerg, der er sociolog og lektor ved CBS Handelshøjskolen i København samt forfatter til bogen ”Gode penge”, er selve det, at man i dag diskuterer, hvorvidt bankerne varetager eller burde varetage et bestemt samfundsansvar, et udslag af, at bankerne har fået en så dominerende rolle, at der er opstået en ”uretmæssig forventning til deres forpligtelser”.

”For at forstå debatten om etiske banker bliver man først nødt til at træde et skridt tilbage og betragte selve den forudsætning, som vores økonomi er bundet op på i dag. Der kan man overordnet sige, at det er en yderst risikabel strategi, hvis hele vores økonomi står og falder med, om bankerne handler etisk forsvarligt eller ej, for det har aldrig været en del af deres grundformål. Når man overhovedet begynder at tale om sådan noget som etiske banker, er det et symptom på, at der er noget i vejen med systemet, der handler om, at bankvirksomhed i dag er blevet til noget helt andet end det, den har været tidligere. Derfor kan man for så vidt godt tale om etiske banker - men det er meget vanskeligt. Bankerne er jo slet ikke sat i verden for at handle etisk eller på en måde, vi normalt ville betegne som værende for det gode,” siger Ole Bjerg.

Han peger på, at det ville være ”helt absurd”, hvis man opstillede lignende krav til andre funktioner i samfundet.

”Synes vi eksempelvis, at det er en afgørende forudsætning for, at en læge kan fungere, at han er et etisk menneske? Nej, det vil man nok normalt ikke mene. En læge skal gøre det, en læge nu skal gøre, inden for de regler, som der er gældende. Så kan det godt være, at han er et yderst usympatisk menneske, men det ændrer jo ikke på hans evne til at fjerne en blindtarm. Det er et princip, der ligger i organiseringen af vores samfund, at det skal kunne fungere, selvom mennesker isoleret set ikke handler særlig etisk,” siger han.

Ifølge Henrik Jøker Bjerre, der er lektor i anvendt filosofi ved Aalborg Universitet, er det, at der i dag tales om mere etisk orienterede eller socialt ansvarlige banker, et led i en udvikling, hvor den ”politiske forbruger” er ved at blive en slags ”etisk forbruger”.

”Etisk orienterede banker er som koncept grundlæggende det samme som det, man normalt betegner som filantropisk kapitalisme, hvor tanken er, at man kan gøre noget 'godt' inden for et kapitalistisk system. En del af kritikken mod det har været, at man samtidig er med til at opretholde et system, der også har negative konsekvenser, men hvor mennesker blot har en fornemmelse af, at man gør noget godt eller i hvert fald noget bedre,” siger Henrik Jøker Bjerre.

Han mener, at det at vælge en såkaldt etisk orienteret bank på samme måde kan avle en følelse af, at noget er anderledes, selvom de bagvedliggende strukturer fortsat er de samme.

”I årene siden Murens fald har der været en fornemmelse i samfundet af, at man ikke kan ændre noget grundlæggende ved vores samfunds politiske og økonomiske strukturer. En apatisk fornemmelse af, at der er nogle ting, der ligger fuldstændigt fast, som en dominerende fortælling. Når man så arbejder med de bevægelser, såsom de mere socialt bevidste banker, så er det utroligt svært for dem at få momentum. Der er måske sket lidt efter finanskrisen, men man kan jo se, at det er ikke noget, der for alvor har rykket grundlæggende,” siger Henrik Jøker Bjerre.

Han peger ligesom Ole Bjerg på, at samfundsvidenskabernes traditionelle trekantsmodel, hvor man inddeler samfundet i civilsamfund, stat og marked, i disse år er ved at forskyde sig i retning af, at staten glider ud, og kontrollen over økonomiens udvikling i stadig højere grad placeres hos virksomhederne og deres relation til borgerne eller forbrugerne. Når denne forskydning finder sted, opstår fænomener som den tidligere politiske forbruger og nu ”den etiske forbruger”:

”Hvis man skal være lidt grov, kan man sige, at den her 'etiske handlen', beskrevet i psykoanalytiske termer, giver os en imaginær fornemmelse af, at vi er i orden som mennesker. Samtidig med at det er noget, der foregår mellem civilsamfund og virksomhederne, og dermed sættes den politiske indflydelse til side. Derfor kan man godt tale om, at bankerne kan handle etisk forsvarligt - i den forstand, at de kan tilfredsstille et behov for etisk bekræftelse,” siger han.

Vender man blikket mod de større verdensreligioner som kristendom og islam, har de enten meget anstrengte eller i hvert fald komplicerede forhold til særligt den del af bankforretninger, der handler om at inddrive renter. Selvom der historisk set har været nogen diskussion om, hvor vidtrækkende dette forbud er, så er der inden for islam et påbud om, at det er forkert at inddrive renter.

Samme holdning finder man også i kristendommen, blandt andet markeret ved Luthers skrifter om etiske spørgsmål vedrørende handel og prispolitik i skriftet ”Om handel og investering” tilbage i 1524, forklarer Jakob Wolf, der er lektor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.

”Ifølge den fordring, der ligger i kristendommen, og som er et grundlæggende princip for mange etiske teorier, er det forkert at udnytte andre. Man kan sige, at det ikke nødvendigvis er forkert at udlåne penge, men det begynder at blive problematisk, når man opkræver renter og i særdeleshed høje profitrenter eller åger. Der ville man jo sige, at man ikke burde tage penge fra dem, der ikke har nogen, men hjælpe dem videre i stedet ved som minimum ikke at tage renter,” siger han.

Ifølge Jakob Wolf er en del af forklaringen på kapitalismens udbredelse, at den grundlæggende drives frem af menneskets grådighed. En grådighed, der findes, fordi mennesket er et ufuldkomment væsen.

”Historisk set har mennesket været meget smart i forhold til at udnytte denne drivkraft til at skabe rigdom og så regulere moralsk ved eksempelvis at få staten til at blande sig i økonomien. Vi laver en slags moralsk overbygning, fordi vi er sammensatte skabninger, der både er egoistiske og moralske,” siger Jakob Wolf.

”Vi lever ikke i Paradis, men i synden, og vi er ikke perfekte. Det ligger ikke i den rene liberalistiske økonomi, at den af sig selv tager sociale og etiske hensyn. For i det øjeblik, at den begynder at gøre det, så fungerer den jo ikke. Derfor kan man godt tale om, at kapitalismen grundlæggende er umoralsk, for så vidt at det moralsk gode er, at man skal tage vare på den anden og hjælpe den anden. Det er jo ikke, at man skal udnytte hinanden. Det gør vi så alligevel i flere forskellige sammenhænge, netop fordi vi ikke er perfekte og i Paradis,” siger han.

I en afvejning af, hvorvidt bankerne er en størrelse, som kan forventes eller måske burde agere på bestemte måder, peger Jakob Wolf på den danske filosof og teolog K.E. Løgstrups sondring fra bogen ”Norm og spontanitet” fra 1972, hvori Løgstrup argumenterer for, at der findes bestemte fænomener, der ikke kan eller bør tilskrives bestemte moralske fordringer.

”Ud fra Løgstrup vil man sige, at man ikke skal blande bankerne ind i moralske spørgsmål, for man skal ikke blande moralen ind i alting, samtidig med at bankerne ikke grundlæggende er en størrelse, der har en naturlig sammenhæng med moralsk aktivitet. Det moralske kan så ganske vist være noget, der pålægges bankerne udefra, men det giver ikke mening at mene, at en bank som subjekt skal foretage moralske afvejninger, og derfor giver Løgstrups skelnen også udmærket mening i dag. For ganske vist kan vi godt forsøge at kræve den moralske handlen af bankerne, og bankerne kan godt forsøge at pålægge sig en højere grad af moral, men det er ikke en del af bankernes grundlæggende drivkraft at handle moralsk.”