Filosof: Fodboldfans følte sig truet af kvinden i springvandet

Det har vakt forargelse, at fodboldfans fra Brøndby søndag kastede tomme øldåser ned til en flaskesamler i et springvand. En handling, som bunder i frygt og behovet for at bekæmpe en svaghed, der kunne ramme os selv, mener filosof Lars-Henrik Schmidt

Kan en flok tatoverede fodboldsfans finde på at nedgøre en ældre kvindelig flaskesamler, fordi de føler sig truet af hende?

Ja, mener idehistoriker, filosof og professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Lars-Henrik Schmidt.

Spørgsmålet er blevet relevant, efter at fodboldfans fra klubben Brøndby IF i går morede sig med at kaste tomme øldåser ned til en kvinde, som indsamlede flasker i et springvang i København. 

Radiovært Ayse Dudu Tepe indfangede hændelsen på et fotografi, som hun delte på Facebook med ordene: "Den hvide mand har kronede dage. Sociologisk Have på Halmtorvet i København". 

Ayse Dudu Tepes kommentar er siden blevet delt flere end 400 gange på det sociale medie, og mange udtrykker forargelse over hændelsen. Et øjenvidne fortæller ifølge dagbladet BT, at der var tale om "en lang hoveren og offentlig udstillen" af flaskesamleren.

Forargelsen på de sociale medier bunder i, at Brøndbyfansene ikke opfører sig anstændigt, påpeger Lars-Henrik Schmidt. Anstændighed er at bære over med andres svagheder, men her udstilles en sårbar kvinde.

De sociale medier blev derfor forarget over fodboldfansene, men fodboldfansene giver også udtryk for en form for forargelse, mener filosoffen.

"Når man forholder sig til kvinden i springvandet, kan man sige, at fansene er generede over, at hun går rundt i sølet. Hun repræsenterer en art æstetisk forurening i gadebilledet, som udstiller svagheden for dem. Svaghed er noget ubehageligt, fordi den udgør en trussel," siger han og uddyber:
 
"Den udstiller for os, at det kan gå galt. Vi er bange for den, for vi kunne også ende dér. Det er den frygt, som slår om i foragt. Brøndbyfansene kan ikke klare, at nogen er så afhængig af noget, at de lader sig forsøle på den måde. Det vil de ikke se. De bliver udstillet for svaghedens mulighed og bekæmper den ved en magtdemonstration – ved at udstille kvinden og gøre en ubehagelig leg ud af ydmygelsen.”

Men burde tilskuerne – for eksempel Ayse Dudu Tepe, der fotograferede – have grebet ind? Lars-Henrik Schmidt er glad for, at han ikke selv så hændelsen, fordi den for ham at se er etisk vanskelig.

"Jeg ville ikke vide, hvordan jeg skulle reagere. Det er ikke en entydig ydmygelse, det er mere kompliceret. Så i stedet for at blive animeret til at engagere mig, ville min usikkerhed blot få mig til at gå min vej.”

Som tilskuer af hændelsen vil man mene, at kvinden er nedværdiget, men kvinden selv ser måske anderledes på det, lyder det fra Lars-Henrik Schmidt. 

"Kvinden kan selv tænke, at hun hurtigt fik samlet dagens ration, og at det var en god dag for hende. Det er affald for os pæne borgerlige mennesker, men for hende repræsenterer det et stykke værdi, som vil hjælpe hende med at tjene til dagen og vejen. Hun prøver at finde sin lykke i det søle.”

Men er det ikke for meget at udstille hendes svaghed på den måde?

”Det ville enhver mønsterborger nok sige. Men samtidig er der mange andre situationer, hvor man kan spørge, hvorfor vi ikke hjælper folk. Hvorfor giver vi ikke mere til folk, som tigger foran Brugsen? Hvorfor er vi ikke mere generøse? Vi er ikke konsekvent anlagt. Vi giver udtryk for et lignende ubehag over for hjemløse hver eneste dag. Foragten for den æstetiske forurening er noget, vi alle lider af.”

Vi går ikke alle rundt og kaster mønter efter flaskesamlere. Men så kommer forargelsen til udtryk i det skjulte – for eksempel i de bænke, der kan ses rundt omkring i Danmark, der er designet på en måde, så de er umulige at lægge sig til at sove på for en hjemløs, mener Lars-Henrik Schmidt.

"Den type fornedrelse repræsenterer noget farligt og utrygt. Når vi ser dem og siger, ’godt, det ikke er mig’, eller, ’hvor har vi det godt’, er det for at forsikre os om, at vi selv er trygge."