Ugens etikspørgsmål

Hvor specifik skal man være, når man vælger sæddonor?

I sædbankerne kan man finde nedfrosset sæd fra høje, tynde, kloge og rødhårede mænd. Men designer kvinder deres barn, når de udvælger en donor med bestemte egenskaber? Foto: Scanpix

Det er stadig de fysiske og sociale ligheder, der er vigtigst, når forældre vælger sæddonor for at få et barn. Men muligheden for at være meget mere specifik foreligger. Næste skridt er udvidede genetiske profiler, mener flere

Yndlingsbøgerne er ”Harry Potter”-serien, han er ateist, og uddannelsen inden for det sociale område er stadig i gang. Det er nogle af de detaljer, man kan læse om sæddonoren ”Jolta” ud fra den fem sider lange beskrivelse, der ligger frit tilgængelig på Cryos' hjemmeside.

Aarhus-baserede Cryos er verdens største sædbank og formidler sæd til mere end 70 lande verden over. Ud over de basale fakta om højde og drøjde kan man også se et børnebillede, få oplyst, at ”Joltas” øjne minder om unge Elton Johns samt læse et håndskrevet motivationsbrev.

Informationerne virker måske trivielle, men de kan være afgørende for, om sæddonorens ”vare” sælger. Det er nemlig i høj grad detaljerne, der kan være udslagsgivende for, hvem kommende forældre vælger som sæddonor til deres barn. Ifølge direktør for Cryos, Ole Schou, er det meget naturligt at være specifik, når man vælger sæddonor.

”Man leder efter nogen, man kan identificere sig med. Akademikere går efter akademikere, kunstnere efter kunstnere. Jo mere specifikke og beskrivende, informationerne om sæddonoren er, jo bedre kan folk identificere sig med ham, og jo bedre sælger hans sæd,” forklarer han.

Informationerne om Cryos' donorer, hvis identitet er hemmeligholdt og gemmer sig bag numre eller kodenavne, har ligget fremme på sædbankens hjemmeside siden 2009. Tidligere opererede man udelukkende med sæddonorer, som man kun vidste basisinformationerne om, altså højde, vægt, race, øjen- og hårfarve samt blodtype og uddannelse. Men efterspørgsel på flere informationer fik altså Cryos til at lægge flere beskrivelser frem om donorerne, såkaldt udvidede profiler. I dag kan man så læse op til 10 sider lange beskrivelser med alskens informationer på sæddonoren - hvis identitet altså forbliver anonym. I USA havde man gjort det på den måde i årevis, og Cryos udtalte i 2009 til Politiken, at beslutningen om at lægge informationerne frem var resultatet af specifikke ønsker til sæddonorer fra danskere, der skulle finde sæddonor. Det være sig enlige og lesbiske samt heteroseksuelle par, hvor manden var steril.

For Signe Fjord var det også i høj grad adgangen til mange informationer, der var vigtig, da hun som enlig skulle finde en sæddonor til sit kommende barn.

”Det at vælge sæddonor er ikke bare en lige-her-og-nu-beslutning. Der går lang tids overvejelser forud, at man sætter sig ved computeren og kigger på de forskellige sæddonorer,” forklarer hun.

Signe Fjord valgte derfor en donor med en udvidet profil. Hun gjorde det ikke så meget af nysgerrighed, som hun gjorde det for sit kommende barns skyld.

”Jeg ville gerne have så mange informationer som muligt, som jeg kan give videre til mit barn, når det har brug for svar. Det handler ikke om at designe en baby, men om at få nogle informationer,” siger hun, der i dag er mor til en datter på to et halvt år.

Men netop grænsen for, hvad der er hensigtsmæssige informationer og bestillingsvarer, kan være svær at finde. Det mener overlæge og næstformand for Det Etiske Råd, Gorm Greisen.

”Der er mange forskellige hensyn at tage,” siger han. ”Når en mand og en kvinde på naturlig vis går i seng sammen og laver et barn, er der ofte også et kærlighedsforhold involveret. Når man derimod skal have et barn med en sæddonor, bliver processen meget målrettet barnet. Der kan hensyn komme på tværs, det er her, man kan tale om designerbabyer.”

Gorm Greisen mener særligt, man skal passe på ikke at forvente sig for meget af de informationer, man læser om en sæddonor.

”Jeg synes, det er et symptom på en illusion, et udtryk for et ønske om en kontrol, man bare ikke kan få, når man får et barn. Jeg kan være bekymret for, om man stiller nogle helt urealistisk høje forventninger til det barn, som så kun kan ende med at skuffe. Man får jo et barn, man designer det ikke,” siger Gorm Greisen.

Men teknologien kan snart gøre det muligt for kommende forældre at vide meget mere om deres sæddonor. I USA bruges en teknologi, der ved hjælp af dna kan sandsynliggøre muligheden for at føre sygdomme videre til dit barn. I Danmark testes kommende sæddonorer kun for sygdomme i den nærmeste familie, men den nye teknologi kan gøre det muligt at tage skridtet, ja mange skridt, videre.

Dna-testen hos firmaet GenePeeks bruger computerteknologi til at ”blande” generne fra en mor og generne fra op mod flere hundrede mulige sæddonorer. På den måde kan man kortlægge resultatet af sammensmeltningen og nogle af de genetiske sygdomme, der eventuelt kan opstå hos et potentielt barn. Måske viser kombination af moderens og en bestemt donors gener, at barnet vil have en større risiko for at udvikle sjældne sygdomme end ved en anden donors gener. GenePeeks målretter teknologien særligt mod sæddonorer og familier, som gerne vil basere deres valg af sæddonor på så mange informationer som muligt.

I USA bruges teknologien blandt andet af sædbanken Seattle Sperm Bank, men om teknologien kommer til Danmark, er endnu uvist. Sundhedsstyrelsen har ikke planer om at anbefale såkaldte genprofiler hos danske sæddonorer. Afdelingslæge Anne-Cathrine Bollerup fra Sundhedsstyrelsen henviser til den danske lovgivning, som stiller krav til, at der gennemføres genetiske test hos sæddonor for at finde eventuelle sygdomme.

Hos Nordisk Cryobank holder man øje med den nyeste teknologiske udvikling af gentest hos donorer.

”Vi afventer og ser, hvordan teknologien udvikler sig, og hvad lægernes vurdering af GenePeeks-testens kvalitet er,” siger administrerende direktør hos Nordisk Cryobank, Annemette Arndal-Lauritzen.

”Det er ikke noget, folk efterspørger på nuværende tidspunkt, men ud fra et personligt synspunkt kan jeg ikke se, at der er noget i vejen med at basere sit valg af sæddonor på så mange informationer som muligt - forudsat at testen er valid.”

Direktør i sædbanken Cryos, Ole Schou, er mere tilbageholdende. Han kalder de etiske konsekvenser af GenePeeks' dna-test ”uoverskuelige”.

”Alle mennesker bærer rundt på 25-50 procent potentielt farlige sygdomme. Det betyder jo ikke, at disse sygdomme bryder ud, de er der bare. Jeg synes, det er en skræmmende vej at gå ned ad, for vil vi gerne vide det? Jeg synes, det er som at åbne Pandoras farlige æske,” siger han og fortsætter:

”Det er vigtigt at huske på, hvad ens mission med sæddonation er. Jeg bliver helt svimmel ved tanken om, hvor videnskaben er på vej hen. For vil man vælge en donor og et barn fra på grund af en mikroskopisk mulighed for en eller anden sygdom? Ingen er jo rene.”

Også overlæge Gorm Greisen fra Det Etiske Råd mener, man skal være påpasselig.

”Genetik er opreklameret. Hvert barn er et tilfældigt udtræk af de to genmasser, forældrene kommer med. Hver halvdel består af millioner af informationer, så kombinationerne er uendelige. Bortset fra at vurdere sandsynligheden for særlige sygdomme opnår man i virkeligheden ikke så meget, for børn bliver jo ikke et gennemsnit af deres forældre,” siger han.

Både Ole Schou fra Cryos og Annemette Arndal-Lauritzen fra Nordisk Cryobank mener, at den nye teknologi kan være på vej. Hos Det Etiske Råd har man debatteret sæddonation i årtier, og Gorm Greisen har svært ved at vurdere, hvor grænsen skal trækkes.

”Den kulturelle norm er hele tiden under omstøbning, og folk stiller højere og højere krav til videnskaben. Der er så mange etiske dilemmaer her, man skal diskutere og overveje,” siger han.