Ugens etiske dilemma

Er det i orden at udstille sårbare børn i dokumentarudsendelser?

Livet er i forvejen svært for udsatte børn. Men gør man det sværere ved at lave dokumentarfilm om dem? Foto: Scanpix

Netop nu medvirker udsatte børn i flere DR-dokumentarprogrammer, blandt andet "Socialrådgiverne" og Xinxin og de fortabte indvandrere". Det skader børnene, mener flere eksperter

Børn, der er i klemme i konfliktfyldte skilsmisser, teenagere, der vejer for meget og skal tabe sig, og et ulykkeligt adoptivbarn, der må skilles fra sine adoptivforældre. Børn med alvorlige problemer er oplagte cases, når der skal produceres tv, som skal lokke danskerne hen foran fjernsynet.

I disse uger er det DR-dokumentarserierne ”Xinxin og de fortabte indvandrere” og ”Socialrådgiverne” med børn som medvirkende, der løber over skærmen. I førstnævnte følger man fem indvandrerbørn, der klarer sig ekstremt dårligt i skolen, og i den anden serie kan seerne følge tre socialrådgivere i deres arbejde med sårbare børnefamilier, der af den ene eller anden grund har fået kommunens bevågenhed og nu følges på tæt hold.

I første afsnit blev seerne introduceret for en familie bestående af far, mor og fire børn. Familien har i 10 år været en sag hos Odense Kommune, og sagens alvor var ikke til at misforstå.

”Den her familie kommer der rigtig mange underretninger på. Der går næsten ikke en måned, uden at vi får en underretning,” lød det fra en af de medvirkende socialrådgivere.

I udsendelsen bliver børnene beskrevet som værende bagud i deres udvikling, angste og socialt dårligt fungerende, mens det direkte bliver sagt, at mors og fars forældreevner er mangelfulde, og at tvangsfjernelse kan komme på tale.

Den slags dokumentaristiske skildringer af udsatte børn og deres familier på tv er problematiske, mener Bente Boserup, der er chef for BørneTelefonen. Børnene udsættes nemlig for en eksponering, som kan være yderst uheldig for dem.

”Jeg synes, at børnene bliver solgt. Det er børn, der er frygteligt sårbare i forvejen, og det får hele Danmark så at vide nu. Det bliver oven i købet beskrevet, hvordan socialforvaltningen vurderer dem, og hvilke vanskeligheder de slås med. Dybt personlige oplysninger. Og det skal de så gå i skole med næste dag, velvidende at nu ved hele Danmark, hvordan det er at være familie hjemme hos dem,” siger hun.

Bente Boserup efterlyser de voksne, der skulle passe på børnene i forhold til den slags dokumentarudsendelser.

”Jo tættere vi kan komme på børnene og deres problemer, des bedre tv er det. Og et barn, der har det dårligt krydret med eksperter, der fortæller, hvor skidt det står til, er tilsyneladende recepten på godt fjernsyn. Så hvis ikke vi som voksne beskytter børnene, hvem gør så?”, spørger hun.

I de såkaldt ”Vejledende regler for god presseskik” står, at pressen skal tage særligt hensyn til børn og andre personer, som ikke kan forventes at være klar over konsekvenserne ved deres medvirken. Bente Boserup sætter spørgsmålstegn ved, om DR i ”Socialrådgiverne” lever op til det råd. For selvom der også står, at forældre kan give samtykke på deres børns vegne, fritager det ikke journalisten fra at have et etisk ansvar.

”Nogle mennesker, der er så klemt af systemet som disse, vil være lykkelige for at komme i tv eller på forsiden af Ekstra Bladet. De drømmer om, at alle skal se, hvor uretfærdigt de bliver behandlet af systemet. De ser ikke de uheldige virkninger,” siger hun og fortsætter:

”Jeg savner, at journalister hæver den etiske overligger en smule og tænker mere kreativt, så man både kan sætte fokus der, hvor skoen trykker, og samtidig beskytte det enkelte barn,” siger hun.

Børnepsykolog John Halse ser også med kritiske øjne på dokumentarudsendelser, der har sårbare børn som medvirkende. Han mener, at børnene alt for ofte bruges til at sætte generelle problemer i systemet på dagsordenen.

”Det, der sker, når vi ser tv med børn, der har det skidt, er, at det bringer store følelser op i os. På den måde får børnene en dekorerende virkning i udsendelsen, og man kommer let til at eksponere dem så meget, at det helt fjerner fokus fra sagen,” siger han.

Ifølge John Halse bør der i dokumentarudsendelser benyttes alternative metoder, når de medvirkende er børn - som minimum bør deres ansigter sløres.

”Jeg er klar over, at det kan fjerne noget af autenticiteten, men de her børn skal altså i skole i morgen, hvor alle tydeligt vil kunne genkende dem. Alternativt kan man benytte rekonstruktion til at sløre dem,” siger han.

I DR har man gjort sig overvejelser om at sløre børnene i ”Socialrådgiverne”. Det fortæller redaktør på programmet, Dorthe Thirstrup. Men når man har valgt ikke at gøre det, skyldes det, at man har villet undgå at skabe yderligere mystik omkring dem. Seerne skulle ikke foranlediges til at tro, at børnene var sløret, fordi de var fyldt med blå mærker.

”Vi ønsker at vise, at det her er ganske almindelige, kønne, søde børn ligesom alle andre, og vi var bange for, at det ville give anledning til spekulationer at sløre dem,” siger hun.

Under tilblivelsen af tv-dokumentaren ”Socialrådgiverne” har det haft førsteprioritet at agere børnenes advokat, pointerer Dorthe Thirstrup. Fra produktionsholdets side har man blandt andet brugt lang tid på at tale med de medvirkende familier om, hvad det vil sige at få spejlet sin sag på landsdækkende tv, og både familierne og socialrådgiverne har fået lov at slå bremsen i, hvis der blev filmet noget, som de efterfølgende fortrød.

Dorthe Thirstrup tror, at de medvirkende familier på nogle punkter ligefrem kan få gavn af, at deres sag kommer frem i offentligheden.

”I forhold til det lokalsamfund, de bor i, kan vi måske afdramatisere lidt ved at vise, at de på mange punkter også er søde og helt almindelige mennesker som dig og mig. Og selvom disse mennesker ikke er universitetsuddannede, så skal man ikke glemme, at de er mennesker på linje med alle andre borgere i Danmark, som har krav på at få en stemme og på at blive hørt,” siger Dorthe Thirstrup.

Børnepsykolog Søren Friis Smith mener også, at der i nogle tilfælde kan være fordele ved at skitsere børns virkelighed på tv, og han vil derfor hverken erklære sig som tilhænger eller modstander af, at børn medvirker i dokumentarudsendelser. Det afhænger af konteksten, pointerer han.

”Jeg synes ikke, at man skal udstede generelle varsler mod ellers begavede indslag. Det kan jo være, at udsendelserne kan medføre noget positiv feed back. Pressen er jo et eller andet sted også børnenes og kan medvirke til, at de kommer til orde og bliver hørt, så det tjener deres sag,” siger han.

Tesen om, at udsendelserne kan gavne børnenes sag, giver Bente Boserup fra Børns Vilkår dog ikke meget for.

”Man udstiller de få for at redde de mange. Der sker indimellem lovændringer i kølvandet på enkeltsager, der gavner de mange. Men prisen kan være meget høj for den enkelte. En afgørelse i en anbringelsessag for eksempel kan ikke ændres, fordi den har været i pressen. Den ændres, hvis myndighederne ikke har handlet i overensstemmelse med loven,” siger hun.