Bør man se en video af en halshugning?

Den grusomme henrettelse af den amerikanske journalist James Foley, som her ses på arbejde ved en tidligere lejlighed, blev lagt på nettet og gik verden rundt. - Arkiv Foto: NICOLE TUNG/Scanpix

Billeder kan være med til at øge forståelsen af, hvad der sker i krigsområder langt væk. Men de kan også korrumpere vores følelser. Hvis man vælger at se de mest brutale videoer, bør man overveje nøje, hvorfor man vælger at se dem, mener etikere

I forrige uge gik en video verden rundt. Terrorgruppen Islamisk Stat (IS) halshuggede den amerikanske journalist James Foley, som den havde holdt fanget i næsten to år, og efterfølgende lagde IS en videooptagelse af ugerningen ud på de sociale medier.

Herhjemme var der ingen af de etablerede nyhedsmedier, der viste selve henrettelsen, men man kom tæt på.

I TV Avisen på DR 1 viste man filmen, men valgte at stoppe den før selve henrettelsen. Og selvom seerne måske ikke blev præsenteret for det hele, så krævede det ikke megen fantasi at forestille sig, hvad der skete i sekunderne efter. Flere dagblade viste på deres hjemmesider billeder fra videoen før henrettelsen, hvor man så bødlen med kniven, men ikke selve halshugningen. Det gjorde blandt andre BT.

”Vi er nødt til at dokumentere, hvad Islamisk Stat står for. Billedet dokumenterer den ondskab og det, som Islamisk Stat står for, og derfor vælger vi at bringe det,” lød forklaringen fra BT's chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, til fagbladet Journalisten.

Men selvom mange af verdens etablerede nyhedsmedier valgte ikke at vise selve den bestialske handling, florerede videoen hurtigt på sociale medier som Facebook, Twitter og diverse blogs.

Foleys familie appellerede til, at man ikke så optagelsen, idet den mente, det var at gå terroristernes ærinde, men rigtig mange gjorde det alligevel

Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Gorm Harste, der i mange år har beskæftiget sig med forholdet mellem krig og retfærdiggørelse, siger:

”Man skal huske, at der her er tale om en krig, hvor det også drejer sig om symbolske kampe og ikke kun om rent fysiske kampe, der skal vindes på en slagmark. Det handler for deltagerne om at skabe et symbolsk rum for deres krigsførelse, der kan tiltrække flere mennesker og skabe en sympati for dem. Her er billedmedierne som foto og video særligt fordelagtige, fordi de er umiddelbare og lette at aflæse. Man skal samtidigt være klar over, at ligesom det kan få de krigsførende nationer til at overreagere, så kan det også få os til at overreagere menneskeligt i forhold til, hvad der reelt er tale om,” siger Gorm Harste.

”Vi bliver jo selvklart skræmt af det her, og det er en del af den terroristiske kamp, at man forsøger at skræmme. Det, som man kan med en video som denne, er, at man ved at være stærkt voldelig over for nogle få kan skræmme rigtigt mange. Det får altså karakter af et stærkt bombardement af sjæle og hjerter,” siger Gorm Harste, som derfor peger på, at det er en overvejelse, som man bør have in mente, hvis man ser videoen.

For selvom filmen ganske vist også kan tjene det formål, at den kan gøre krigens grusomhed tydelig for os, så er det samtidig en del af selve intentionen bag videoen, at den skal skræmme og påkalde voldsomme følelsesmæssige reaktioner.

”Som enkeltperson eller medie må man må være bevidst om, at denne video er et klart mediemæssigt stunt fra IS' side, og man må forsøge at bevare sin dømmekraft og en vis grad af kølighed i forhold til den,” siger han.

Ifølge filosof og professor emeritus Peter Kemp, der er tilknyttet Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet, er det uhyre vanskeligt at tale om, at mennesker overhovedet kan forholde sig rationelt og nøgternt til krig og dens gerninger i første omgang. Derfor er det i sig selv grundløst overhovedet at gøre forsøget, mener han:

”Det er jo både umuligt og på sin vis også farligt i sig selv ikke at have et følelsesmæssigt forhold til krig, for så bliver det let til, at man kommer til at forstå det som noget, der er helt uden for os. Som en slags skuespil eller noget uvirkeligt, der ikke vedkommer os som mennesker. For krig er et emne, som vi bliver nødt til i en vis grad at forholde os til, ligesom vi bliver nødt til at forholde os til, at enhver i dag kan gå ind på nettet og finde den her video af en mand, der bliver halshugget.”

Peter Kemp mener, at der intet galt er i at have følelser, og det er måske bedre at anerkende, at vi har dem, og at krig på den ene eller anden måde er noget, der rører ved dem.

”Man kan omvendt godt tale om, at vi kan forholde os rationelt til vores følelser. Vi er i en verden, hvor den slags her foregår, og hvor vi bliver nødt til at forholde os til det. Så er det måske bedre, at der er en klarhed over situationens grusomhed. For Foley-situationen er blot et udtryk for den brutalitet, der hersker i krigen. Det er jo ikke ligefrem sådan, at IS handler i fred og fordragelighed, når de er væk fra kameralinserne, og der er vel næppe nogen, der vil tro på, at der vil være tale om et enkeltstående tilfælde. Hvis vi ikke har klarhed over, hvordan tingene i virkeligheden er, så har vi dårligere muligheder for at engagere os i dem. Og derfor mangler vi også forudsætninger for at handle,” siger Peter Kemp.

Filosof Thomas Ploug fra Aalborg Universitet, der også er medlem af Det Etiske Råd, peger på, at man sagtens kan tale om, at der er visse fordele ved at vælge at se videoen af halshugningen. Det er bare afgørende, at man forinden gør sig overvejelser om sine bevæggrunde for at se den og derfor stiller sig selv spørgsmål om, nøjagtigt hvad det er, der driver en til at sætte sig ned og se drabet.

”Noget af det, som på sin vis kan være udmærket ved at se en sådan video, vil være, at den er en direkte konfrontation med det had og de rædsler, som krigen indebærer. Den viser den virkelighed, som krigens fjendskab er. Hvis det handler om et reelt forsøg på at blive klogere ved at konfrontere sig selv med grusomheden, kan det som sådan være udmærket,” siger han.

Omvendt vil det være problematisk, hvis intentionen snarere handler om at se grusomheden for sensationens skyld.

”Hvis det, der driver os, bare er en eller anden form for tom nysgerrighed eller sensationslyst, får man ikke forløst det oplysende potentiale, der alt andet lige kan ligge i det. Derfor er vores motiver i forhold til det her afgørende, og her er der måske grund til at frygte, at de fleste ikke ser en sådan video for at blive så meget klogere, men snarere på grund af chok-effekten. Så løber man den risiko, at vi bliver ufølsomme.”

”Nærhed er jo tit vigtigt for at kunne forholde sig etisk til vanskelige spørgsmål. Det kan sagtens tænkes, at denne video kan vække et vist engagement hos mange, fordi den direkte henvender sig til vores følelser. Spørgsmålet er bare, om vi ikke her i tilfældet med Foley allerede gennem medierne har fået så mange oplysninger om ham og om det forløb, som han har været igennem, at vi allerede er i stand til at forholde os meget levende til det også uden at se videoen,” siger Thomas Ploug.

Anvendt rigtigt vil en sådan video kunne tjene et vist oplysende formål, men problemet er bare, at det sted næppe er internettet, mener han, for halshugningen bliver delt på internettet, som var den et musikhit.

”En del af problemet er, at der ikke er nogen kulturel regulering i forhold til det her, når det florerer på nettet. Det kommer til at handle om sensation frem for den oplysning, der ellers kunne være i det.”