Skal ulighed i sundhed bekæmpes med mere ulighed?

Regeringen vil gerne, at de praktiserende læger får bedre fat i navnlig de kort uddannede mænd, som har en væsenligt kortere levetid end andre. Foto: Scanpix

Kortuddannede borgere har dårligst helbred, og derfor skal de have systematiske sundhedstjek, mener sundhedsminister Nick Hækkerup (S). Det bryder med traditionen om fri og lige adgang til sundhed og er et indgreb i menneskers værdighed, lyder kritik

Har man ingen eller en kort uddannelse, vokser sandsynligheden for, at man ryger mere, spiser flere kalorier og dyrker mindre motion end folk med en lang uddannelse. Det trækker ned i leve-alderen, som i gennemsnit er 10 år kortere for en lavt- end en højtuddannet dansk mand.

Men betyder det, at kortuddannede bør få mere målrettet hjælp i sundhedsvæsenet end højtuddannede, eller er det deres eget ansvar, at de ikke tager vare på deres eget helbred?

Den diskussion er blevet relevant, efter at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har kaldt til kamp mod ulighed i sundhed. Som led i regeringens kommende finanslovsforslag præsenterede han i går et udspil, der blandt andet skal sikre systematiske helbredstjek og mere målrettet hjælp til borgere med kort uddannelse og lav indtægt.

”Kort uddannelse og lav løn er de stærkeste markører for den ulighed, vi ser i sundheden. Kortuddannede har væsentligt større risiko for at få kræft, lungesygdomme og diabetes, og derfor vil vi yde en ekstra indsats til dem. Skal man skabe lighed i sundhed, må man hjælpe dem med særlige behov mest,” siger Nick Hækkerup.

Rent praktisk skal den praktiserende læge selv afgøre, hvem der skal have tilbud om ekstra sundhedstjek, og her vil uddannelsesniveau og indkomst være klare tegn på, hvem der skal kontaktes, siger sundhedsministeren. Men at skele til uddannelsesniveau på den måde bryder med traditionen om, at alle skal have fri og lige adgang til behandling i sundhedsvæsnet. Det mener sundhedsordførere fra både Venstre og Liberal Alliance.

”Jeg kan godt forstå, hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved den fælles solidariske finansiering af vores sundhedsvæsen, hvis man skal til at give A og B tilbud ud fra, hvad der står på eksamensbeviset,” siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

Hun mener hverken, at læger skal se på uddannelsesniveau eller løntrin, men udelukkende på patientens behov, når de afgør, hvilken behandling sundhedsvæsnet skal tilbyde.

Poul Jaszczak er dr.med., tidligere overlæge og medlem af Det Etiske Råd. Han mener, at det vil rykke fundamentalt ved lighedstankegangen, hvis man begynder at give forskellige tilbud i sundhedsvæsnet alt efter uddannelsesniveau.

”Men hvis man siger, at alle danskere skal have samme mulighed for at være raske, er man nødt til at forskelsbehandle. Så det er ikke et brud på den lige adgang til behandling, det er en konstatering af, at man må gøre noget særligt for en udsat målgruppe,” siger han.

Poul Jaszczak mener, at den etiske diskussion af regeringens udspil afhænger af, hvad man lægger i ordet etik. Hvis etik skal forstås som ”ønsket om at gøre det rigtige”, har han svært ved at se andre muligheder end at gøre en ekstra indsats for de kortuddannede.

”Når vi nu ved, at visse grupper i befolkningen bliver mere syge og dør tidligere end andre, er det svært at mene andet, end at det vil være uetisk ikke at skride ind,” siger han.

Det er Martin Marchman Andersen enig i. Han er filosof ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og har skrevet ph.d. om ulighed i sundhed og personligt ansvar.

Han mener, at man må gøre sig klart, hvad motivationen er for at stræbe efter lighed i det danske sundhedsvæsen.

”Er målet med lighed, at alle skal have præcis den samme behandling? Eller er målet, at vi alle skal have lige adgang til at leve et sundt liv? Her må det sidste være mest attraktivt. Derfor kan det at behandle folk uens godt have et lighedsfremmende formål,” siger han.

Ifølge Martin Marchman Andersen er endnu et af problemerne i den etiske debat om lighed, at der hersker en grundlæggende tanke om, at det er de dårligt stilledes egen skyld, hvis de får livsstilssygdomme og dør i en ung alder. I sin ph.d.- afhandling konkluderer han netop, at det enkelte individ aldrig kan være ultimativt ansvarlig for, om han eller hun formår at leve sundt.

”Det er ikke for at sige, at vi aldrig må fortælle folk, at de skal tage sig sammen. Men der er nogle klare sociale årsager til, at de dårligst stillede lever mest usundt. Vores valg er altid betinget af vores opvækst, genetik, miljø og andre sociale forhold, som vi ikke selv har indflydelse på, og derfor bestemmer det enkelte individ aldrig frit, hvordan det vil leve,” siger han.

Filosof og professor ved Handelshøjskolen i København (CBS) Ole Thyssen er ikke enig i, at den enkelte person kan fralægge sig ansvaret for, hvor sundt eller usundt han eller hun vælger at leve. Grundlæggende mener han, at man selv er ansvarlig for eget helbred, og at det falder tilbage på en selv, hvis man ikke formår at følge sundhedsrådene.

”Samtidig synes jeg, at staten går for langt, når man vil til at prikke udvalgte folk på skulderen og sige, at de skal gå til læge. For mig at se er det et indhug i den værdighed, der ligger i at være et voksent og frit menneske,” siger han.

Ole Thyssen finder det problematisk, at staten bid for bid vil bestemme mere over borgernes liv og påtage sig ansvaret for, at alle bliver uddannet, lever sundt, får lægehjælp og så videre.

”Det ligger implicit i velfærdssamfundet, at staten i sidste ende skal gøre os alle sammen lykkelige. Faren er, at man efterhånden betragter mennesker som statens ressource og ser velfærdsproblemer mere fra en økonomisk end en menneskelig side,” siger han.

Desuden er professoren stærkt skeptisk over for, om de systematiske sundhedstilbud til de kortuddannede overhovedet vil ændre noget som helst.

”De her mennesker vægrer sig i forvejen ved at tage til læge eller orker ikke at tage imod de eksisterende sundhedstilbud. Så risikoen er nok stor for, at de ikke vil møde op. Derfor tvivler jeg på, at regeringens nye udspil overhovedet vil have en effekt på uligheden i sundhed.”