Hvor længe bør man sørge efter at have mistet?

Pia Malene Møller og Martin Perch Møller blev forelsket i hinanden, kun fire måneder efter at Martin Perch Møller mistede sin hustru. Det skabte forargelse blandt familie og venner, der havde svært ved at acceptere, at han rykkede så hurtigt videre. Foto: Privatfoto

Sørgebind og sorgperioder er afskaffet, men der ses stadig skævt til mennesker, der kort efter en ægtefælles død finder en ny livsledsager

De skulle være blevet gamle sammen. De skulle drive deres fælles hotel i Dalby på Midtsjælland, til alderdommen tvang dem til at sige stop, og deres nyfødte datter, Zoe, skulle have masser af søskende.

Men Zoe var kun lige blevet tre måneder, da Martin og Anette Perch Møller fik at vide, at Anette havde tarmkræft. Et travlt liv på hotellet blev erstattet af måneders indlæggelse på hospitalet, hvor Martin Perch Møller kunne se sin hustru blive stadig svagere, indtil hun seks måneder senere døde. Kun 35 år gammel. Da havde de været sammen i 14 år.

”Vi talte aldrig om døden, mens Anette var syg. Hun var så ung og viljestærk og kæmpede og håbede til det sidste, selvom hun jo godt kunne mærke, hvor det bar hen.”

Da begravelsen var overstået, og de praktiske ting var på plads, blev Martin Perch Møller ramt af en stor tomhed. Pludselig skulle han ikke hen på hospitalet og holde Anette i hånden, og det var særligt, når han lagde sig i sin seng om aftenen, at han blev ked af det. Det næste stykke tid havde han vanskeligt ved at motivere sig til at arbejde, og i et par måneder gik han deltidssygemeldt. Men med et lille barn blev han nødt til at holde sig i gang, og langsomt begyndt han at arbejde mere. Han besluttede sig for at give sig selv lov til at være glad. Og så blev han pludselig forelsket. I en kvinde, der arbejdede på hotellet. Kvinden, Pia Malene Møller, havde også kendt Anette, og kendte derfor til hans sorg. Og selvom der kun var gået fire måneder siden Anettes død, var Martin Perch Møller ikke i tvivl om, at de skulle være kærester.

”Det føltes så rigtigt, og jeg var meget glad. Det betød jo ikke, at jeg havde glemt Anette, men jeg gav mig selv lov til at komme videre i mit liv. Men jeg kunne jo godt mærke, at folk blev forargede.”

Særligt den afdødes mor blev sur. Hun kunne ikke forstå, hvordan han kunne tillade sig selv at få en kæreste så hurtigt efter hendes datters død. Men også hans egne forældre og vennerne havde svært ved at acceptere det.

”Anettes mor kom med mange spydige kommentarer, og det var tydeligt, hvad hun mente. Mine forældre og venner sagde ikke noget direkte, men de havde vanskeligt ved at lukke Pia ind i deres liv. I starten var jeg ret irriteret over det og syntes ikke, de skulle blande sig. Men de følte jo også bare en stor sorg over at have mistet Anette og var måske et helt andet sted i deres sorg, end jeg var.”

I dag er det lidt over fire år siden, at den nu 41-årige Martin Perch Møller mistede sin hustru, og han og Pia Malene Møller driver i dag hotellet sammen. Hun har to drenge fra et tidligere ægteskab, og sammen har de fået datteren Audrey, som i dag er to år. Zoe, som nu er fem år, kalder Pia Malene Møller for mor, men siger også, at hun har mor Anette.

”Zoe ved, at hun ikke har ligget inde i Pias mave, men hun betragter hende som sin mor. Vi har ikke billeder af Anette hængende derhjemme, men vi taler ofte om hende og besøger hendes grav.”

Men kan man sørge for lidt? Kan man tale om, at man rykker for hurtigt frem? Nej, mener Jette Winge, cand.psych. og rådgivningsleder i Kræftens Bekæmpelse. For så antager man, at der er en fast opskrift på, hvordan man sørger, og det er der ikke. For lige så forskellige vi er som mennesker, lige så forskellig er vores måder at håndtere sorg på. Men i samfundet er der nogle underliggende normer for, hvordan man sørger.

”Hvis en, der har mistet, slet ikke græder, så synes vi, det er mærkeligt. Ligesom vi kan studse over, når nogle får en kæreste hurtigt efter. Men det er jo ikke ensbetydende med, at vedkommende ikke sørger. Det er bare på en anden måde end den gængse. Vi skal være bedre til at se individuelt på sorgen.”

Det er hospitalspræst på Bispebjerg Hospital Karsten Thomsen enig i. I sin dagligdag møder han mange mennesker i dyb sorg, og der er ofte en tendens til at ville ensrette sorgen. At man for eksempel synes, at mænd bør græde lige så meget som kvinder, når de sørger, selvom de jo ofte har en helt anden måde at tackle det på. Og samtidig vil vi helst ikke være ved sorgen, når den er der.

”Selvom vi ikke længere er så fremmedgjorte over for døden, så vil vi ikke være kede af det og sørge. Vi skal jo have det godt. Vi vil ikke være de sørgende, men når vi så er det, skal vi helst være det på en bestemt måde.”

Såvel psykologen som hospitalspræsten arbejder ud fra den såkaldte tosporsmodel, som er en ny måde at forstå sørgende og sorg på. Den går overordnet ud på, at den sørgende veksler mellem to spor i sin sorgproces. Det ene spor er det såkaldte tabsrelaterede spor, hvor man erkender sit tab, mens det andet er det såkaldte reetablerende spor, hvor man forholder sig til sit nye liv. Tidligere har man i sorgarbejde støttet sig meget op ad den svenske psykiater Johan Cullbergs kriseteori, som inddeler sorgens tilstande i fire forskellige faser: chokfasen, reaktionsfasen, reparationsfasen og nyorienteringsfasen.

Men tosporsmodellen afviser forestillingen om, at sørgende gennemlever et ensartet forløb, hvor de bevæger sig fra en fase til en anden. Man mener derimod, at man veksler mellem de to spor, hvor man lever videre med den afdøde i bevidstheden og integrerer sorg og savn i det videre liv.

Der går ikke en dag, hvor Martin Perch Møller ikke tænker på Anette. Hun malede meget, og hendes kunst hænger på væggene på hotellet, og når han kigger på datteren Zoe, er det ofte sin afdøde hustru, han ser for sig.

”Jeg husker at sørge, og jeg har ofte behov for at være alene, så jeg har rum og tid til at mindes hende. Sorgen er blevet en naturlig del af mig, som jeg bruger til at udvikle mig med i mit nye liv.”

Og det er vigtigt at tage sig tid til at sørge, mener Mickey Gjerris, cand.theol. og medlem af Det Etiske Råd. Og selvom der ikke er en rigtig eller en forkert måde at sørge på, skal man være klar over, at det at miste skaber et hul i livet.

”Man skal forholde sig til sin sorg og ikke bare betragte den som noget, man kan lægge bag sig. For den vil altid følge en gennem livet. Men hvordan man sørger, kan man ikke sætte på formel.”

Men hvad er det så lige præcis, der gør, at man somme tider blander sig i andres måder at sørge på? At man kan blive forarget og synes, at nogle går for hurtigt frem efter at have mistet? Eller synes, at de ikke græder nok eller græder for meget?

”Dels kan det være, fordi man har en idé om, hvordan man selv ville reagere, hvis man stod i samme situation. Og hvis andre så gør det på en helt anden måde, så undrer man sig. Man spejler sig i andre mennesker, og hvis man ikke kan genkende det, som andre gør, så ændrer ens verdensbillede sig, og det bryder man sig ikke om. Dels kan det handle om omsorg at man gerne vil beskytte vedkommende og er bange for, at sorgen bliver grebet helt forkert an og ender med at såre mere, end hvad godt er,” siger Mickey Gjerris.

I dag er Anettes mor en stor del af Martin Perch Møller og Pia Malene Møllers liv, og han kan godt forstå, hvorfor hun dengang reagerede, som hun gjorde. Nogle år forinden havde hun mistet sin mand, og så mister hun pludselig også sin datter. Men det er vigtigt for ham at fortælle sin historie for netop at vise, at der ikke skal være normer for, hvordan man kommer videre efter at have mistet.

”Folk mangler en forståelse. Jeg var meget forelsket i Pia, men det betød jo ikke, at jeg ikke stadig var ked af det. Men fordi jeg så hurtigt gik videre, regnede folk ikke med, at jeg var ked af det længere, og det gjorde jo, at de ikke spurgte ind til Anette og min sorg. Og det har været lidt svært. Men det kan ikke nytte noget, at man lever efter, hvad andre synes er rigtigt. Man må leve sit liv, som man selv føler, det skal leves.”