Hvorfor skal vi ikke vælge det perfekte foster?

Inden århundredets udgang vil alle børn være reagensglasbørn, forudser Jacques Testart, en af pionererne i kunstig befrugtning, som nu advarer mod, at vi er på vej mod ”social kloning” via fosterudvælgelse

Uden Jacques Testart var Amandine aldrig blevet født. I 1982 var hun det første franske reagensglasbarn, fire år efter Louise Brown i Storbritannien.

Lederen af det franske forskningsinstitut Inserm var med til at udvikle det, som dengang var en revolutionerende ny teknik. I dag, 32 år senere, er kunstig befrugtning stadig mere udbredt, og om få årtier vil det være den mest almindelige måde at få børn på, advarer den nu 75-årige professor i biologi, som også er medlem af Frankrigs etiske råd, CNCE, og en flittig deltager i landets etiske debat.

”Jeg fortryder ikke, at jeg var en af pionererne i kunstig befrugtning, og at jeg hjalp Amandine til verden. Men nu står vi på grænsen til et etisk skred. Det er ikke kun infertile par, der ønsker og får kunstig befrugtning. Teknikken tilbydes i stigende grad til par, der ikke ønsker at få børn på den gammeldags facon. Og inden dette århundrede er omme, vil langt de fleste børn blive til på den måde,” mener Jacques Testart.

”For hvorfor løbe risikoen for at få et barn med en arvelig sygdom eller anlæg for cancer eller diabetes, hvis man kan undgå det? Forældre og samfund kræver i stigende grad en kvalitetsgaranti på produktet baby. Vi er på vej mod fagre nye verden og en form for social kloning i den hensigt at skabe perfekte børn,” lyder det alarmerende fra Jacques Testart, som advarer mod udviklingen i en ny, meget omtalt bog i Frankrig, ”Faire des enfants demain” (Sådan får vi børn i morgen).

Det er kombinationen af to teknikker, kunstig befrugtning og præimplantionsdiagnostik, der gør denne udvikling mulig. Befrugtningen sker i reagensglas, og inden fosteret indføres i livmoderen, undersøges det for kromosomfejl eller arvelige sygdomme, som forældrene risikerer at give videre til deres barn.

”Foreløbig er der en naturlig begrænsning, fordi kvinder kun producerer et begrænset antal ægceller, og det er et større indgreb at udtage ægcellerne fra kvindens æggestokke. Men denne grænse vil forsvinde i løbet af få årtier takket være forskningen, som sigter mod at producere specifikke celler med for eksempel almindelige hudceller. Det er endnu ikke lykkedes, men i både USA og Japan er forskerne meget tæt på et resultat med mus.”

”Når det bliver muligt med menneskelige ægceller, vil vi kunne producere et uendeligt antal ægceller og et uendeligt antal fostre, og alle forældre vil kunne frasortere alle fostre med uønskede egenskaber og kun udvælge det, der lever op til deres krav,” siger Jacques Testart.

Det vil føre til det, han kalder for social kloning.

”Mange fantaserer om en forbedret menneskehed, hvor kloning, genmodificering eller indpodning af nanoteknologi gør det muligt at give mennesker særlige egenskaber, større muskelstyrke eller øget intelligens. Med fosterudvælgelse bliver det muligt at skabe sociale kloner, der alle har de samme eftertragtede egenskaber og udseende, uden at gribe ind i generne. Nemt og smertefrit og uden at gøre sig særlige etiske overvejelser, for man eliminerer jo bare nogle embryoner i et reagensglas,” siger Testart og peger på, at vi allerede er på vej i den retning.

”I USA er det muligt at vælge barnets køn. I Storbritannien har man netop givet lov til at diagnosticere og eliminere fostre med anlæg for at blive skeløjede. Hver gang er argumentet det samme: hvorfor ikke give forældrene valgfrihed, når nu det er teknisk muligt? Og hvis man elsker sit barn, hvorfor så ikke sørge for, at det ikke kommer til at lide af alvorlige sygdomme? Der vil opstå et socialt pres på de kommende forældre for at benytte kunstig befrugtning, selvom de ikke er infertile, så de kan beskytte deres barn mod alvorlige lidelser.”

”Og mange andre har interesse i at sortere de dårlige liv fra. Det offentlige sundhedsvæsen, der kan spare mange penge på, at befolkningen ikke udvikler sygdomme med bekostelige behandlinger. Forsikringsselskaber, der også kan spare penge. Medicinalindustrien, der vil tjene penge på at sælge teknikkerne. Vi har allerede i Tyskland set et lovforslag om at nægte offentlige børneydelser til familier, der valgte at få et barn med Downs syndrom. Det blev trukket tilbage, men det viser, at den slags initiativer ikke er utænkelige,” påpeger Jacques Testart.

”Vi vil opleve en normalisering af generne med et tab af genetisk mangfoldighed til følge. Og vi vil få en normaliseret menneskehed. Forældre vil mere eller mindre vælge de samme karakteristika for deres børn. Konsekvensen er et samfund med meget mindre tolerance over for mennesker, der afviger fra normen. Vi lever allerede i et samfund, der er besat af effektivitet, vækst og konkurrenceevne. Vi står over for et samfund, hvor alle, der ikke lever op til kravene om konkurrencedygtighed, er uønskede.”

”Udviklingen vil især bidrage til at gøre barnet til et produkt. Vi udvælger i kataloget det perfekte barn, leveret med kvalitetsgaranti. Men ingen børn er perfekte. Barnet får ganske vist ikke de sygdomme, forældrene frygtede. Men så får det nogle andre. Vi forfølger en illusion. Og hvordan reagerer forældrene, når deres perfekte barn udvikler egenskaber, de ikke bryder sig om, og de bliver skuffede? Der vil hvile et enormt pres på de børn, som er udvalgt til at blive født, fordi de var perfekte,” siger Jacques Testart.

Og der er ikke de store udsigter til, at vi kan undgå denne udvikling, beklager han.

”Det medicinske og forskningsmæssige pres og konkurrencen mellem lande med forskellige etiske standarder gør det umuligt for enkeltlande at opstille barrierer. Så snart noget er tilladt i ét land, vokser presset for at tillade det samme i andre lande. Og nu ser vi, hvordan asiatiske lande med helt andre etiske standarder end Vestens også begynder at melde sig på markedet.”

”Men vi kunne begynde med at udarbejde fælles etiske regler på europæisk niveau. Det burde være et minimum. Og så bør vi indskrænke adgangen til præimplantationsdiagnostik, så hvert forældrepar kun kan undersøge det befrugtede æg for én sygdom. Det kan være legitimt at ville beskytte sit barn mod en arvelig og invaliderende sygdom, som de risikerer at give videre til deres barn. Men ikke at producere et bestemt barn med forudprogrammerede egenskaber.”