Tvivlens nådegave

SIGNATUR

Skal sexkunder kriminaliseres? Hvad mener du? Svar!

Øh... tja, bum-bum-bum, hvad mener jeg, hvad mener jeg? Bryder jeg mig om prostitution? Nej. Synes jeg, at mænd skulle tage og holde op med at gå til prostituerede? Ja. Tror jeg, at "verdens ældste erhverv" vil lide lukkedøden, hvis kunderne gøres til lovovertrædere? Aner det ikke.

Altså: Har ikke taget endelig stilling til spørgsmålet.

Men den gik ikke. Han var åbenbart diskussionslysten eller simpelthen nævenyttig, for nu udstyrede han mig med en mening, han kunne bokse verbalt med. Resten af diskussionen forsøgte jeg uden held at sparke mig ud af det hjørne, han havde mast mig op i. Jeg var pludselig blevet til en glødende og politisk korrekt bannerfører for straf til mænd, der betaler kvinder for sex.

At pådutte andre holdninger, de ikke har, er en raffineret form for omvendt meningstyranni. Det er lige så slemt, som hvis nogen tillægger dig skumle motiver, du hverken ejer eller har. Det er til at blive stiktosset over.

Den franske forfatter Voltaire (1694-1778) var optaget af tolerance og ytringsfrihed og formulerede den berømte sætning: "Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det." Ytringsfriheden er en umistelig ret i vores del af verden, ingen tvivl om det. Men kunne man også forestille sig en anden ret -- retten til en gang imellem ikke at bruge sin ytringsfrihed. Retten til ikke at mene noget. Kort sagt retten til at tvivle?

Det er nok tvivlsomt. De senere år har budt på en række varme debatemner -- i flæng: Irak-krigen. Bjørn Lomborg. Muhammed-tegningerne. Faderhuset versus Ungdomshuset. Globalisering. Stammecelleforskning. EU-traktaten. Liv på Mars.

Og så videre. Spørgsmål, som man helst skal mene noget om. Et skråsikkert ja eller nej. For eller imod. Kan man ikke levere det, er det næsten en forbrydelse. Så har man ikke bare kastet vrag på ytringsfriheden. Et "måske", "på den ene side, på den anden side" eller "ved ikke" anses for at være et temmelig slattent synspunkt, når snakken går ved middagsselskaberne.

I interviewbogen "Jeg er her endnu" siger kunstneren Per Kirkeby frit citeret, at det var en lettelse, da det gik op for ham, at det var i orden ikke at mene noget om alting. Verden er ikke blevet mindre kompliceret med tiden. Og der findes simpelthen spørgsmål, konflikter og polemikker, der er så nuancerede, facetterede og uigennemskuelige, at de ligger uden for den begrebs- og erfaringsverden, man normalt danner sine meninger ud fra. Og hvor det må være en menneskeret at vælge det holdningsløse standpunkt.

Det er ikke det samme som ikke at have sine meningers mod, altså være fej. Det er tværtimod at have mod til at erkende over for sig selv og alle, der gider høre det, at i lige netop dette spørgsmål er man i en værre klemhærke.

Der findes mange nådegaver. Deriblandt tilgivelsens, glemslens og tålmodighedens. Kan man også forestille sig en tvivlens nådegave? Og at det, når man velsignes af den, er som at gå ind i orkanens øje, hvor der er helt stille, mens meningsstormen raser løs udenfor? Et helle, hvor man ikke martres i et helvede af dilemmaer. Og hvor det at tvivle bliver anerkendt af omgivelserne som en kvalitet grænsende til visdom?

Den ret vil jeg gerne tiltage mig en gang imellem. Spørgsmålet var, om mænd, der går til prostituerede, skal kriminaliseres? Ergo: Jeg er i tvivl.

remar@kristeligt-dagblad.dk