Tyrefægtning fik dødsstødet i Barcelona

Den spanske tyrefægter Jose Tomas undviger tyren i Kataloniens sidste tyrefægtning. Foto: GUSTAU NACARINO Denmark

BILLEDSERIE Så er det slut med tyrefægtning i den spanske provins Katalonien, men ikke på resten af Spaniens fastland

La Monumental-arenaen i Barcelona var fyldt til sidste plads søndag aften, da tre berømte matadorer borede deres sværd ind i seks tyre - og dermed satte et punktum for tyrefægtning i Katalonien.

Søndag var den sidste kampdag for den århundredgamle sport, inden den forbydes i provinsen i det nordøstlige Spanien.

LÆS OGSÅ:Er tyrefægtning en synd?

Nogle af de mest indædte tilhængere af tyrefægtning havde givet op til 3500 euro - over 26.000 kroner - for at få en plads på La Monumental på den historiske aften.

- For en by som Barcelona er det at lukke denne arena som at smide et Picasso-maleri i skraldespanden, sagde den 68-årige Cristobal, som ikke ønskede at opgive sit fulde navn, inden han satte sig til rette for sidste gang på La Monumental.

Lokalparlamentet besluttede sidste år, at gøre en ende på den blodige sport i Katalonien efter en mangeårig kampagne fra dyreværnsfolk.

Denne kampagne blev kronet af en underskriftindsamling, der fik opbakning af næsten 200.000 kataloniere.

Forbuddet bliver først effektivt fra 1. januar 2012, men søndag var den sidste tyrefægtning i 2011-sæsonen i Barcelona.

Tyrefægtning er fortsat tilladt i det øvrige Spanien, bortset fra på De Kanariske Øer, hvor sporten blev forbudt allerede i 1991.

Aktivisterne mener, at den ærkespanske sport er at sidestille med dyrplageri, fordi tyrene bliver stukket til blods, indtil de bliver så udmattede, at matadoren kan komme så tæt på, at han kan give dyret det endelige dødsstød.

Ifølge dyreværnsorganisationen Humane Society International bliver 250.000 tyre dræbt i arenaer rundt om i verden hvert år.

Ud over Spanien er tyrefægtning fortsat populært i lande som Frankrig, Portugal, Mexico, Colombia, Venezuela, Peru og Ecuador.

Dog har interessen for tyrefægtning har været dalende i Spanien gennem de seneste år.

Der findes i dag fortsat omkring 600 tyrefægtningsarenaer rundt om i Spanien.

Tyrefægtning fik dødsstødet i Barcelona Foto: Alberto Estevez
Her ses den sidste tyr, der måtte lide livet ved tyrefægtning i Katalonien. I det øvrige Spanien er tyrefægtning stadig tilladt. Foto: GUSTAU NACARINO Denmark
Serafin Marin, en af Spaniens mest kendte tyrefægtere, fremviser sin røde kappe med teksten "Frihed". Foto: ALBERT GEA Denmark
Der var fuldt hus i tyrefægtningsarenaen La Monumental ved Kataloniens sidste tyrefægtning søndag den 25. september 2011. Foto: ALEJANDRO GARCIA
Tyrefægter Jose Tomas undviger tyren. Foto: LLUIS GENE Denmark