Seebergs sære råd

"Millioner af grise og andre husdyr pines og plages årligt på bedste "bestialske" vis, en behandling af vores medskabninger, som afslører vor arts graverende mangler udi at percipere og tilgodese andre arter og deres behov," skriver Nina Bjarup Vetter.

Hvor langt skal vi gå for dyrene?

HVOR LANGT skal vi gå for dyrene? Således spørger Gitte Seeberg i sin mediekommentar og henvendelse til nationens kæledyrsejere i Kristeligt Dagblad den 7. marts med afsæt i radioprogrammet Ibens.

At hun overhovedet vælger at bruge spalteplads til at appellere til nationen om at bruge færre ressourcer på dyrene, er en interessant udøvelse af hendes embede i Verdensnaturfonden. Samtidig må det siges at være noget af en proportionsforskydning og en fejlvurdering af dyrs reelle befindende.

LÆS OGSÅ: Hvor langt skal vi gå for dyrene?

Gitte Seeberg kunne have valgt at udtale sig om de millioner af dyr i dansk landbrug, som pines og plages og tvinges til liv og død i miljøer, som på alle måder taler imod deres natur og velbefindende.

I stedet vælger hun på billig og populistisk vis at vende skytset mod velmenende og omsorgsfulde mennesker med en sund og grundlæggende respekt for de væsener, de har indgået relationer med.

DETTE HAR IKKE, som Gitte Seeberg antyder, noget at gøre med antropomorfisering, altså denne vrangforestilling om, at mennesker, som respekterer dyr og besidder de empatiske kvaliteter, der skal til for at vide, at dyr har følelser på lige fod med menneskedyret, er lalleglade sentimentalister.

Måske var det mere relevant, hvis de skeptikere, som konsekvent afviser dyrs åbenlyse egenskaber, spurgte sig selv, om de måtte være i besiddelse af følelser og empati. Det kan med lige så stor ret hævdes, at de, som vælger at fraskrive dyrs egenskaber, mangler dem selv. At man ifølge Gitte Seeberg eksempelvis ikke har videnskabelig evidens for at have kontakt med afdøde kæledyr, er uanset hvor uanstændigt det måtte lyde i manges ører, dog i sig selv intet modbevis for samme.

Dyr skal ikke menneskeliggøres i den forstand at gøre dem til noget andet, end det de er. De færreste hunde har brug for at tilbringe deres liv med udsigten fra en Louis Vuitton-taske iført Burberry-tern, men det er afgjort også de færreste, der gør det. Tværtimod lever millioner af dyr mod deres natur i menneskeskabte miljøer og computerstyrede staldanlæg her kunne man måske tale om antropomorfisering.

MILLIONER AF grise og andre husdyr pines og plages årligt på bedste bestialske vis, en behandling af vores medskabninger, som afslører vor arts graverende mangler udi at percipere og tilgodese andre arter og deres behov. En mangel, Albert Schweitzer korrekt påpegede, da han skrev følgende:

Until he extends his circle of compassion to include all living things, man will not himself find peace. (Mennesket vil ikke finde fred, før det udvider sin cirkel af medfølelse til at omfatte alle væsener, red. )

Gitte Seeberg mener, det er absurd, at kæledyrsejere poster så mange penge ud. Vi mange dyreejere, som kender værdien af at dele menneskeliv med dyreliv, vælger naturligvis at bruge også økonomiske ressourcer på vores medskabninger. De sparer mange af os for udgifterne til lykkepilleindustrien.

Det forekommer mig at være noget mere absurd, at generalsekretæren for Verdensnaturfonden i Danmark vælger at nedgøre netop de kvaliteter hos sin egen art, der i den grad skriges efter såvel i naturen som i produktionsstaldene, hvor fundamentale behov som adgang til jord under klovene, kløerne og hovene fortsat overses.

Kom igen, Gitte, spænd vandrestøvlerne og begynd at gå i den rigtige retning.

Nina Bjarup Vetter, stud.theol., Jægergårdvej 4, Ebeltoft